DOI Seite / Zitierlink:
https://doi.org/10.11588/diglit.56296#0075
IV
DE ÆLDSTE FUND I DELFI
THEOFRAST fortæller i sin „Plantelære1* (IV 8, 10) om
Lotosblomsterne i Eufratfloden, at deres Hoveder fra
Aften til Midnat synker og skjuler sig under Vandet i en
saadan Dybde, at ingen med Haanden kan naa dem; men
naar Morgenen kommer, løfter de sig mod Daggryet og
spreder deres Blade over Vandets Flade, samtidigt med
at Solens Straaler naar den. Da aabner Blomsterne sig,
og Stænglerne stiger og stiger højt over Vandene.
Der er i de gamle Byers Skæbne noget, der minder om
hine Lotos. Dagen kom, da de sænkede deres Hoveder
under Tidens Vande, og Menneskehænder naaede dem
ikke. Men Menneskesindet drømte om Dybets fjerne, hem-
melighedsfulde Stæder. Og en Morgen steg depaany,ikke
i fordums Herlighed — Blade var fældede og andre revne
og krøllede af ublid Medfart — men dog i hvert Fald med
de gamle Linier i fuld Klarhed. Og den, der opmærksomt
betragtede dem, genfandt Fortidens Træk og noget af de
store Dages Charme. Men paa ét Omraade gav de Efter-
tiden mere end deres egen Samtid: de aabenbarede sig
ikke i en enkelt bestemt Periodes Skikkelse, men afslørede
Lag paa Lag af Tidernes skiftende Ejendommeligheder.
De løftede sig i vekslende Farvepragt fra Klippegrund og
Urtid og bragte os Tider nær, som intet historisk Minde
strejfede. De førte Nutiden midt ind i et Liv og en Virke-
lighed, der for Oldtidens egne Folk laa dunkle, kun spar-
somt oplyste af Sagnenes spredte Glimt.
Allerede i Stenalderen var Delfis Dal beboet1. Smaa
Stenøkser, for største Delen af Serpentin, er fundne hist
1 For det følgende se P. Perdrizet i Fouilles de Delphes V (Tekst og
Tavler).
DE ÆLDSTE FUND I DELFI
THEOFRAST fortæller i sin „Plantelære1* (IV 8, 10) om
Lotosblomsterne i Eufratfloden, at deres Hoveder fra
Aften til Midnat synker og skjuler sig under Vandet i en
saadan Dybde, at ingen med Haanden kan naa dem; men
naar Morgenen kommer, løfter de sig mod Daggryet og
spreder deres Blade over Vandets Flade, samtidigt med
at Solens Straaler naar den. Da aabner Blomsterne sig,
og Stænglerne stiger og stiger højt over Vandene.
Der er i de gamle Byers Skæbne noget, der minder om
hine Lotos. Dagen kom, da de sænkede deres Hoveder
under Tidens Vande, og Menneskehænder naaede dem
ikke. Men Menneskesindet drømte om Dybets fjerne, hem-
melighedsfulde Stæder. Og en Morgen steg depaany,ikke
i fordums Herlighed — Blade var fældede og andre revne
og krøllede af ublid Medfart — men dog i hvert Fald med
de gamle Linier i fuld Klarhed. Og den, der opmærksomt
betragtede dem, genfandt Fortidens Træk og noget af de
store Dages Charme. Men paa ét Omraade gav de Efter-
tiden mere end deres egen Samtid: de aabenbarede sig
ikke i en enkelt bestemt Periodes Skikkelse, men afslørede
Lag paa Lag af Tidernes skiftende Ejendommeligheder.
De løftede sig i vekslende Farvepragt fra Klippegrund og
Urtid og bragte os Tider nær, som intet historisk Minde
strejfede. De førte Nutiden midt ind i et Liv og en Virke-
lighed, der for Oldtidens egne Folk laa dunkle, kun spar-
somt oplyste af Sagnenes spredte Glimt.
Allerede i Stenalderen var Delfis Dal beboet1. Smaa
Stenøkser, for største Delen af Serpentin, er fundne hist
1 For det følgende se P. Perdrizet i Fouilles de Delphes V (Tekst og
Tavler).