DOI Page / Citation link:
https://doi.org/10.11588/diglit.56296#0287
XV
DET THESSALISKE FYRSTEMONU-
MENT. AGIAS-STATUEN
THESSALIEN, det hule, bjærgkransede Sletteland mel-
lem Pindos og Pelion, Olympen og Othrys, havde ifølge
Hellenernes Opfattelse oprindelig været en kæmpemæssig
Indsø, indtil Poseidon brød Peneiosfloden en Vej til Havet1.
Hele Vaartiden henlaa i Oldtiden2 som i vore Dage store
Dele af Sletten som en Kedel af fraadende Strømme, næret
af drægtige Skyer, der brast i ustandselige Regnskyl, Mens
ingen Dag i Syrakus efter Ciceros Udsagn var saa regn-
tung, at ikke Solen en enkelt Gang i Dagens Løb brød
igennem, saa er Thessalien den stride Vinter- og Vaarregns
Land. Solen viser sig i flygtige Glimt og suger hvide Dampe
af Højdernes Sne og Dalens Vande, lidt efter lukker Luften
sig, mæt af Væde, og Regnen tager fat paany. Ingen Vind
rejser sig og driver Skyerne bort, Fugtigheden lukkes inde
af Bjærgenes faste Skranker.
Men i Sommertiden brænder den store Hede Sletten,
det stride Græs straaler i talrige Nuancer fra lysegult til
flimrende rødt, og i dybe Grøfter slumrer de sidste Rester
af Foraarets store Vande, dækkede af stygt, slimet Ud-
slet, Da giver den græsklædte Jord en hul Lyd under Hov-
slaget, og hvor Græsset ikke binder, hvirvler Sommervinden
graa Støvskyer op. Kun oppe paa Pelion er Egeskovene
svale, og heroppe mellem de mumlende Kilder kan Jagten
gaa videre, tilhest som Vinterjagterne i Sletten paa Uly og
Vildsvin, thi stejlere er Skrænterne ikke, end at en øvet
Rytter kan styre sin Hest hen over Brinker og gennem
Krat,
Thessalien blev de raske Rytteres og de vælige Gan-
1 Herodot VII 129. 2 Strabo pag. 430.
DET THESSALISKE FYRSTEMONU-
MENT. AGIAS-STATUEN
THESSALIEN, det hule, bjærgkransede Sletteland mel-
lem Pindos og Pelion, Olympen og Othrys, havde ifølge
Hellenernes Opfattelse oprindelig været en kæmpemæssig
Indsø, indtil Poseidon brød Peneiosfloden en Vej til Havet1.
Hele Vaartiden henlaa i Oldtiden2 som i vore Dage store
Dele af Sletten som en Kedel af fraadende Strømme, næret
af drægtige Skyer, der brast i ustandselige Regnskyl, Mens
ingen Dag i Syrakus efter Ciceros Udsagn var saa regn-
tung, at ikke Solen en enkelt Gang i Dagens Løb brød
igennem, saa er Thessalien den stride Vinter- og Vaarregns
Land. Solen viser sig i flygtige Glimt og suger hvide Dampe
af Højdernes Sne og Dalens Vande, lidt efter lukker Luften
sig, mæt af Væde, og Regnen tager fat paany. Ingen Vind
rejser sig og driver Skyerne bort, Fugtigheden lukkes inde
af Bjærgenes faste Skranker.
Men i Sommertiden brænder den store Hede Sletten,
det stride Græs straaler i talrige Nuancer fra lysegult til
flimrende rødt, og i dybe Grøfter slumrer de sidste Rester
af Foraarets store Vande, dækkede af stygt, slimet Ud-
slet, Da giver den græsklædte Jord en hul Lyd under Hov-
slaget, og hvor Græsset ikke binder, hvirvler Sommervinden
graa Støvskyer op. Kun oppe paa Pelion er Egeskovene
svale, og heroppe mellem de mumlende Kilder kan Jagten
gaa videre, tilhest som Vinterjagterne i Sletten paa Uly og
Vildsvin, thi stejlere er Skrænterne ikke, end at en øvet
Rytter kan styre sin Hest hen over Brinker og gennem
Krat,
Thessalien blev de raske Rytteres og de vælige Gan-
1 Herodot VII 129. 2 Strabo pag. 430.