DOI Page / Citation link:
https://doi.org/10.11588/diglit.56296#0178
ATHENERNES SKATKAMMER
I Fuldendelsen af det ældre Apollotempel havde Athen
gennem Alkmæonidernes Slægt en væsentlig Andel, og
Gavlskulpturerne er attisk Kunst fra ca. 510 f. Kr. Men
først 20 Åar senere, efter Slaget ved Marathon i 490 f. Kr.
rejste Athenerne en Bygning, der helt var deres egen.
Ved 5te Aarhundredes Begyndelse havde Faren fra Øst,
„den blodige Drage“s Rejsning mod Hellas splittet Græ-
kerne i to Grupper: de kække, der vilde forsvare Fri-
heden, og de rædde, der vilde underkaste sig for at faa
taalelige Levevilkaar. Til den første Gruppe hørte Athen,
til den sidste Delfi,
„ Athenæerne var de første af alle Hellenere, saa vidt vi
ved, der plejede at angribe Fjenderne i Løb, og de var de
første, der taalte at se en medisk Klædning og de Mænd,
der var iført den. Hidtil havde den blotte Lyd af det me-
diske Navn været tilstrækkelig til at skræmme Hellenerne11.
I disse Ord sammenfatter Herodot (VI 112) sin Dom om
Marathonslaget, og af selve Kampens Forbitrelse har vi
et Ekko i Aristofanes’ „Hvepsene11 (v. 1081 ff), hvor han
taler om „den Gang vi drog ud som en Hvepsesværm
med Lanse og Skjold og kæmpede mod Perserne, idet
vort Sind ligesom var fyldt af bittersur Vin, og vi stod der
Mand ved Mand og bed vildt i Læben af Vrede11,
Det blev det „straalende, violkransede Athen11, der
„lagde Frihedens herlige Grundvold11 og kunde raabe
efter Sejren: „Skænke jeg vil til Hellas Friheds lysende
Smykke11, og hvor stort Samtiden har følt Sejren, da
„Spurvehøgen slog ned paa Ørnens Hoved og sønderrev
det med sine Kløer11, ser vi af Aischylos’ Gravskrift, der
kun forherliger ham som Soldaten fra Marathon og ikke
har et Ord tilovers for hans digteriske Bedrifter,
I Fuldendelsen af det ældre Apollotempel havde Athen
gennem Alkmæonidernes Slægt en væsentlig Andel, og
Gavlskulpturerne er attisk Kunst fra ca. 510 f. Kr. Men
først 20 Åar senere, efter Slaget ved Marathon i 490 f. Kr.
rejste Athenerne en Bygning, der helt var deres egen.
Ved 5te Aarhundredes Begyndelse havde Faren fra Øst,
„den blodige Drage“s Rejsning mod Hellas splittet Græ-
kerne i to Grupper: de kække, der vilde forsvare Fri-
heden, og de rædde, der vilde underkaste sig for at faa
taalelige Levevilkaar. Til den første Gruppe hørte Athen,
til den sidste Delfi,
„ Athenæerne var de første af alle Hellenere, saa vidt vi
ved, der plejede at angribe Fjenderne i Løb, og de var de
første, der taalte at se en medisk Klædning og de Mænd,
der var iført den. Hidtil havde den blotte Lyd af det me-
diske Navn været tilstrækkelig til at skræmme Hellenerne11.
I disse Ord sammenfatter Herodot (VI 112) sin Dom om
Marathonslaget, og af selve Kampens Forbitrelse har vi
et Ekko i Aristofanes’ „Hvepsene11 (v. 1081 ff), hvor han
taler om „den Gang vi drog ud som en Hvepsesværm
med Lanse og Skjold og kæmpede mod Perserne, idet
vort Sind ligesom var fyldt af bittersur Vin, og vi stod der
Mand ved Mand og bed vildt i Læben af Vrede11,
Det blev det „straalende, violkransede Athen11, der
„lagde Frihedens herlige Grundvold11 og kunde raabe
efter Sejren: „Skænke jeg vil til Hellas Friheds lysende
Smykke11, og hvor stort Samtiden har følt Sejren, da
„Spurvehøgen slog ned paa Ørnens Hoved og sønderrev
det med sine Kløer11, ser vi af Aischylos’ Gravskrift, der
kun forherliger ham som Soldaten fra Marathon og ikke
har et Ord tilovers for hans digteriske Bedrifter,