272
DET THESSALISKE FYRSTEMONUMENT
geres, de vilde Jagters og de store Domæners Land. Ade-
lige Godsherrer havde delt Jorden imellem sig og dyrkede
den ved talløse Slaver, og den Rigdom, de vandt ved Eks-
port af Korn og Trælle, forstod de at nyde med Landjun-
keres friske Livslyst, De anerkendte det helleniske Aandsliv
hinsides Bjærgene i Syd, de indkaldte Digtere og Sangere
til Forskønnelse og Forherligelse af deres Herreliv, de
mødte op ved de store Fester i Olympia, Delfi, Nemea og
deltog med Firspand eller viste i Nævekamp og Brydertag
den Styrke, det frie Liv tilhest og paa Jagt havde forlenet
dem med. I 4de Aarh, mødte endog enkelte thessaliske
Godsejere op i Athen, ikke alene for at more sig med Hel-
las' smukkeste Hetærer eller smage i en Hypereides’ Sel-
skab paa de sidst opfundne Fiskeretter, men ogsaa for at
faa Del i den sære nye Visdom, der blomstrede i Sofister-
nes eller Sokrateselevernes Kredse, Vi sporer de kultive-
rede Atheneres Sarkasme derover i Platons Menon, dér
hvor Sokrates i Begyndelsen af Dialogen siger til den unge
Thessaler:
„Tidligere, Menon, var Thessalerne ansete og beundrede
hos Hellenerne for deres Ridekunst og Rigdom, Men nu
er de det, synes jeg, ogsaa for deres Visdom, Og det kan
I takke Gorgias for. Han kom nemlig til Larissa og vakte
dér Beundring for sin Visdom hos de ypperste af Aleua-
derne, til hvilke din Beundrer Aristippos hører, og hos de
øvrige Thessalere Mens der her i Athen ligesom er
blevet Tørke paa Visdom, synes Visdommen atvære flyttet
herfra op til Jer1.11
Om den thessaliske Adels Deltagelse i græsk Fest- og
Idrætsliv i 5te og 4de Aarh, f, Kr, vidner det store Monu-
ment i Delfi, hvis Sokkel er fundet i en rektangulær Byg-
ning nord for de syrakusanske Fyrsters Trefødder (se Pla-
nen fig, 7: Daochos-Thessal, Haus). Bygningen, en over-
dækket Hal, aaben mod Syd i fuld Frontlængde, indeholder
en lim, 50 lang Piedestal af Kalkstensblokke (Fig. 129),
paa hvis Overside de dybe Standspor af 9 Statuer er syn-
1 Platons Menon er oversat af G. Rangel-Nielsen i Studier fra Sprog- og
Oldtidsforskning Nr. 67.
DET THESSALISKE FYRSTEMONUMENT
geres, de vilde Jagters og de store Domæners Land. Ade-
lige Godsherrer havde delt Jorden imellem sig og dyrkede
den ved talløse Slaver, og den Rigdom, de vandt ved Eks-
port af Korn og Trælle, forstod de at nyde med Landjun-
keres friske Livslyst, De anerkendte det helleniske Aandsliv
hinsides Bjærgene i Syd, de indkaldte Digtere og Sangere
til Forskønnelse og Forherligelse af deres Herreliv, de
mødte op ved de store Fester i Olympia, Delfi, Nemea og
deltog med Firspand eller viste i Nævekamp og Brydertag
den Styrke, det frie Liv tilhest og paa Jagt havde forlenet
dem med. I 4de Aarh, mødte endog enkelte thessaliske
Godsejere op i Athen, ikke alene for at more sig med Hel-
las' smukkeste Hetærer eller smage i en Hypereides’ Sel-
skab paa de sidst opfundne Fiskeretter, men ogsaa for at
faa Del i den sære nye Visdom, der blomstrede i Sofister-
nes eller Sokrateselevernes Kredse, Vi sporer de kultive-
rede Atheneres Sarkasme derover i Platons Menon, dér
hvor Sokrates i Begyndelsen af Dialogen siger til den unge
Thessaler:
„Tidligere, Menon, var Thessalerne ansete og beundrede
hos Hellenerne for deres Ridekunst og Rigdom, Men nu
er de det, synes jeg, ogsaa for deres Visdom, Og det kan
I takke Gorgias for. Han kom nemlig til Larissa og vakte
dér Beundring for sin Visdom hos de ypperste af Aleua-
derne, til hvilke din Beundrer Aristippos hører, og hos de
øvrige Thessalere Mens der her i Athen ligesom er
blevet Tørke paa Visdom, synes Visdommen atvære flyttet
herfra op til Jer1.11
Om den thessaliske Adels Deltagelse i græsk Fest- og
Idrætsliv i 5te og 4de Aarh, f, Kr, vidner det store Monu-
ment i Delfi, hvis Sokkel er fundet i en rektangulær Byg-
ning nord for de syrakusanske Fyrsters Trefødder (se Pla-
nen fig, 7: Daochos-Thessal, Haus). Bygningen, en over-
dækket Hal, aaben mod Syd i fuld Frontlængde, indeholder
en lim, 50 lang Piedestal af Kalkstensblokke (Fig. 129),
paa hvis Overside de dybe Standspor af 9 Statuer er syn-
1 Platons Menon er oversat af G. Rangel-Nielsen i Studier fra Sprog- og
Oldtidsforskning Nr. 67.