DOI Page / Citation link:
https://doi.org/10.11588/diglit.56296#0236
220 DE SICILIANSKE FYRSTERS VOTIVER, VOGNSTYREREN
tilkort, og staar pludselig midt oppe i en hel Højderyg:
Resterne af den ene Cellamur. Ogsaa i Selinunt sætter
Landskabet Fantasien i Bevægelse, med de Dødes store
Stad i Vest, med de Dværgpalmer, der allerede paa Theo-
frasts Tid var typiske for det sicilianske Land, og med en
herlig Akropolis ligesom vadende ud i det „afrikanske
Hav“, hvis Bred er randet af Saharas gule Sand, blæst
herover af den fugtige Scirocco og styrtet ned i den „Blod-
regn“, der fik Oldtidsfolkene til at skælve, hver Gang den
naaede ind over Italien selv.
Men Prisen bærer dog Syrakus. Byen har Etna saa nær,
at Bjærgets mørkeblaa Sider og hvide Isse behersker Ho-
risonten i Nord, men med Vulkanens Storhed forener sig
en Omegn saa yndig og frodig, at den genkalder Nildalen
og Norden, Her flyder Syd for Byen Kyane, hvis staalblaa
Vande faar Farve af Bundens rige Vegetation, og hvis Bred-
der hegnes af Papyrus og Hængepil, Den optager i sit Skød
Anapo, som Theokrit med Urette karakteriserer som „den
store Strøm“, Og paa Engene ved disse smaa, henrivende
Flodløb græsser endnu som i Theokrits Tid store Hjorder,
og man mindes Digterens Strofer: „Sød er Kviens Røst,
sød dens Aande. Sødt at hvile under Sommerhimlen ved
det rindende Vand,“
Fra Anapos Dal fører Stien op paa en Høj, hvor to svære
monolithe Søjler er de sidste Minder om et tredie sicilisk
Kæmpetempel: Olympieion, Under Højen breder Havet
sig, og sidder man ved Foden af det gamle Oliventræ der-
oppe, rinder et andet Theokrit-Sted én i Hu: „Under denne
Klippe vil jeg synge, med dig, Elskede, i mine Arme og
Hjorderne foran mig, synge min Glæde ud over det siciliske
Hav.“ 1
Mod Nord glider Blikket over et smilende, jomfrueligt
Agerland, hvor Oldtidens Syrakus har ligget, ueyaÅojwÅecQ
2vQaxovoac, thi det var ikke én By, men et Kompleks af
Byer,2 yderst indfattet af den 27 Kilometer lange Fæst-
ningsmur, hvis Ruinrester: Kvadre og Tværkvadre i to
Rader som et overnaturligt Murværk af Løbere og Bindere,
1 Theokrit VIII. 2 Pindar: Pythia III, Plutarch: Timoleon 18.
tilkort, og staar pludselig midt oppe i en hel Højderyg:
Resterne af den ene Cellamur. Ogsaa i Selinunt sætter
Landskabet Fantasien i Bevægelse, med de Dødes store
Stad i Vest, med de Dværgpalmer, der allerede paa Theo-
frasts Tid var typiske for det sicilianske Land, og med en
herlig Akropolis ligesom vadende ud i det „afrikanske
Hav“, hvis Bred er randet af Saharas gule Sand, blæst
herover af den fugtige Scirocco og styrtet ned i den „Blod-
regn“, der fik Oldtidsfolkene til at skælve, hver Gang den
naaede ind over Italien selv.
Men Prisen bærer dog Syrakus. Byen har Etna saa nær,
at Bjærgets mørkeblaa Sider og hvide Isse behersker Ho-
risonten i Nord, men med Vulkanens Storhed forener sig
en Omegn saa yndig og frodig, at den genkalder Nildalen
og Norden, Her flyder Syd for Byen Kyane, hvis staalblaa
Vande faar Farve af Bundens rige Vegetation, og hvis Bred-
der hegnes af Papyrus og Hængepil, Den optager i sit Skød
Anapo, som Theokrit med Urette karakteriserer som „den
store Strøm“, Og paa Engene ved disse smaa, henrivende
Flodløb græsser endnu som i Theokrits Tid store Hjorder,
og man mindes Digterens Strofer: „Sød er Kviens Røst,
sød dens Aande. Sødt at hvile under Sommerhimlen ved
det rindende Vand,“
Fra Anapos Dal fører Stien op paa en Høj, hvor to svære
monolithe Søjler er de sidste Minder om et tredie sicilisk
Kæmpetempel: Olympieion, Under Højen breder Havet
sig, og sidder man ved Foden af det gamle Oliventræ der-
oppe, rinder et andet Theokrit-Sted én i Hu: „Under denne
Klippe vil jeg synge, med dig, Elskede, i mine Arme og
Hjorderne foran mig, synge min Glæde ud over det siciliske
Hav.“ 1
Mod Nord glider Blikket over et smilende, jomfrueligt
Agerland, hvor Oldtidens Syrakus har ligget, ueyaÅojwÅecQ
2vQaxovoac, thi det var ikke én By, men et Kompleks af
Byer,2 yderst indfattet af den 27 Kilometer lange Fæst-
ningsmur, hvis Ruinrester: Kvadre og Tværkvadre i to
Rader som et overnaturligt Murværk af Løbere og Bindere,
1 Theokrit VIII. 2 Pindar: Pythia III, Plutarch: Timoleon 18.