DOI Seite / Zitierlink:
https://doi.org/10.11588/diglit.56296#0351
DELFIS AAND
335
Dette Minde bliver levende, naar man staar heroppe An-
sigt til Ansigt med Slettens rige Afgrøde. Her er da endelig
en Plet, hvor Nutids Dyrkning har afløst Oldtids Vankun-
dighed, modsat hvad der plejer at være Tilfældet i Hellas-
Reglen er jo, at Forsømmelse af Jordens Drift har blottet
Bjærgskraaningernes Klippegrund og derved umuliggjort at
vinde Oldtidens Haver og Vinmarker tilbage.
Delfis Opland er frodigere end dengang, da Apollon be-
herskede det, og aldrig mere vil en skrigende Fanatiker
kunne kræve det hærget til Guddommens Ære, Det onde
og ensidige i Delfis Kult er dødt og tilhører Skyggernes
Verden, Levende er kun, hvad ædelt der er virket heroppe
i Aand og Kunst,
Naar Delf i da har fortjent Udødelighed i Mindet, saa er
det ikke ved Pythias dunkle Tale, heller ikke ved Præster-
nes verdenskloge Svar, men ved den Kunst, det har fostret,
og navnlig ved Ekkoet af Oraklets Ord i de store Aander,
der lydhøre og bævende nærmede sig det. Det, der griber
os, er ikke disse Mænds Overbevisning, men deres Begej-
string og deres beaandede Røster, fyldte som de er af det
Ophøjedes Mystik, De har spurgt, som vi stadigt spørger:
„Hvorledes kan Mennesket blive godt og komme til at ligne
Gud?“ Og Svaret har de givet, med Hjerterne grebne af
den delfiske Guds Tale: „Ved som Guderne at handle rig-
tigt og sige Sandheden",
Saa bliver da Aanden fra Delfi livsbekræftende baade
for Handlingens og Tankens Mænd, Mere raadgivende end
varslende — saaledes har vi kunnet bestemme Oraklets
Virksomhed, Og de Raad, det gav de Enkelte og Sam-
fundene, æggede til Daad og Driftighed, Hvad der kunde
naaes i et Menneskeliv, havde Herakles vist, han der var
bleven Gudernes Ligemand ved Virksomhed og Velgernin-
ger, Men selv om Salighedens Krans kun blev Halvguderne
til Del, og selv om ingen, heller ikke Heltene og de Gode,
fik Lov at leve to Liv og to Gange at se Jordens Lys, saa
var ogsaa det at opnaa et Liv i fuld Sandhed og usvækket
Virkekraft og gaa ind i Persefones gæstfrie Kammer, før
Alderdommen havde mishandlet Legeme og Sjæl, en Naade
og en Lykke, der kom Gudernes nær. Det er dette græske
335
Dette Minde bliver levende, naar man staar heroppe An-
sigt til Ansigt med Slettens rige Afgrøde. Her er da endelig
en Plet, hvor Nutids Dyrkning har afløst Oldtids Vankun-
dighed, modsat hvad der plejer at være Tilfældet i Hellas-
Reglen er jo, at Forsømmelse af Jordens Drift har blottet
Bjærgskraaningernes Klippegrund og derved umuliggjort at
vinde Oldtidens Haver og Vinmarker tilbage.
Delfis Opland er frodigere end dengang, da Apollon be-
herskede det, og aldrig mere vil en skrigende Fanatiker
kunne kræve det hærget til Guddommens Ære, Det onde
og ensidige i Delfis Kult er dødt og tilhører Skyggernes
Verden, Levende er kun, hvad ædelt der er virket heroppe
i Aand og Kunst,
Naar Delf i da har fortjent Udødelighed i Mindet, saa er
det ikke ved Pythias dunkle Tale, heller ikke ved Præster-
nes verdenskloge Svar, men ved den Kunst, det har fostret,
og navnlig ved Ekkoet af Oraklets Ord i de store Aander,
der lydhøre og bævende nærmede sig det. Det, der griber
os, er ikke disse Mænds Overbevisning, men deres Begej-
string og deres beaandede Røster, fyldte som de er af det
Ophøjedes Mystik, De har spurgt, som vi stadigt spørger:
„Hvorledes kan Mennesket blive godt og komme til at ligne
Gud?“ Og Svaret har de givet, med Hjerterne grebne af
den delfiske Guds Tale: „Ved som Guderne at handle rig-
tigt og sige Sandheden",
Saa bliver da Aanden fra Delfi livsbekræftende baade
for Handlingens og Tankens Mænd, Mere raadgivende end
varslende — saaledes har vi kunnet bestemme Oraklets
Virksomhed, Og de Raad, det gav de Enkelte og Sam-
fundene, æggede til Daad og Driftighed, Hvad der kunde
naaes i et Menneskeliv, havde Herakles vist, han der var
bleven Gudernes Ligemand ved Virksomhed og Velgernin-
ger, Men selv om Salighedens Krans kun blev Halvguderne
til Del, og selv om ingen, heller ikke Heltene og de Gode,
fik Lov at leve to Liv og to Gange at se Jordens Lys, saa
var ogsaa det at opnaa et Liv i fuld Sandhed og usvækket
Virkekraft og gaa ind i Persefones gæstfrie Kammer, før
Alderdommen havde mishandlet Legeme og Sjæl, en Naade
og en Lykke, der kom Gudernes nær. Det er dette græske