DOI Seite / Zitierlink:
https://doi.org/10.11588/diglit.56296#0318
302
GRÆSKE PORTRÆTTER I DELFI
nen kunde benyttes til Retfærdiggørelse af Frynes Statue,
thi Vognens Herre og Styrer havde dog vundet en Sejr for
Apollons Øjne i hans eget Stadion, og Mindet herom, fæst-
net i Malm, kunde altid glæde Guden og genkalde Festens
og Sejrens Øjeblik. Men hvor havde Fryne sejret eller
gjort sig værdig til Gudens Naade? Hun havde jo ikke en-
gang, som de sceniske Kunstnere, der optraadte i Delfi og
fik Tak derfor, skænket Guden en eller flere af sine kost-
bare Dages Syssel1, saa vist som intet Hierodulevæsen var
knyttet til Apollons Dyrkelse. Kunde med andre Ord en-
hver, der ønskede det, oprejse sig et Billede i Delfis eller
i en anden Guds Helligdom? Besvarelsen af dette Spørgs-
maal kræver en Oversigt over den græske Portrætkunsts
Væsen og Formaal.
Grav-, Votiv- og Hædersstatuen var de tre Former, un-
der hvilke Grækerne, som før dem de gamle Ægyptere,
fremstillede de Dødeliges Billeder.
Allerede blandt de arkaiske Kuroi findes der Gravsta-
tuer — kendtest som saadan er „ Apollon" fra Tenea —, der
i deres nøgne Kraft fortæller om den herlige Ungdom, der
altfor tidligt blev Hades’ Bytte, Der synes iøvrigt i den ar-
kaiske og den nærmest følgende Periode at have hersket
en vis Uvilje mod Gravportrætter, og dermed stemmer
Solons Forbud mod at rejse Hermer af de Døde paa Grav-
stederne2. Der tales da ogsaa i Teksterne flere Gange om
Indskriften paa Aischylos’ Gravsten, aldrig om noget Bil-
lede der, og om Sofokles’ Grav ved vi, at den var smykket
med en Statue af en Satyr, der bar en tragisk Heltinde-
maske, mens ingen Overlevering nævner noget Billede af
Digteren selv paa Graven3, Skønt Gravrelieffer med fuld-
skæggede Mænd ikke er helt sjældne allerede ved 5te Aar-
hundredes Midte, synes Gravportrætstatuen at have væ-
ret meget lidt anvendt og da altid kun ved unge Mænds
Dødsfald, Først i 4de Aarh. møder vi Oldinge paa græ-
ske Gravsteler,
Heller ikke Statens Krigergrave i det ydre Kerameikos
1 Dittenberger: Sylloge 659-660. 2 Cicero: De legibus II 65. 3 Antho-
logia Palatina VII 37.
GRÆSKE PORTRÆTTER I DELFI
nen kunde benyttes til Retfærdiggørelse af Frynes Statue,
thi Vognens Herre og Styrer havde dog vundet en Sejr for
Apollons Øjne i hans eget Stadion, og Mindet herom, fæst-
net i Malm, kunde altid glæde Guden og genkalde Festens
og Sejrens Øjeblik. Men hvor havde Fryne sejret eller
gjort sig værdig til Gudens Naade? Hun havde jo ikke en-
gang, som de sceniske Kunstnere, der optraadte i Delfi og
fik Tak derfor, skænket Guden en eller flere af sine kost-
bare Dages Syssel1, saa vist som intet Hierodulevæsen var
knyttet til Apollons Dyrkelse. Kunde med andre Ord en-
hver, der ønskede det, oprejse sig et Billede i Delfis eller
i en anden Guds Helligdom? Besvarelsen af dette Spørgs-
maal kræver en Oversigt over den græske Portrætkunsts
Væsen og Formaal.
Grav-, Votiv- og Hædersstatuen var de tre Former, un-
der hvilke Grækerne, som før dem de gamle Ægyptere,
fremstillede de Dødeliges Billeder.
Allerede blandt de arkaiske Kuroi findes der Gravsta-
tuer — kendtest som saadan er „ Apollon" fra Tenea —, der
i deres nøgne Kraft fortæller om den herlige Ungdom, der
altfor tidligt blev Hades’ Bytte, Der synes iøvrigt i den ar-
kaiske og den nærmest følgende Periode at have hersket
en vis Uvilje mod Gravportrætter, og dermed stemmer
Solons Forbud mod at rejse Hermer af de Døde paa Grav-
stederne2. Der tales da ogsaa i Teksterne flere Gange om
Indskriften paa Aischylos’ Gravsten, aldrig om noget Bil-
lede der, og om Sofokles’ Grav ved vi, at den var smykket
med en Statue af en Satyr, der bar en tragisk Heltinde-
maske, mens ingen Overlevering nævner noget Billede af
Digteren selv paa Graven3, Skønt Gravrelieffer med fuld-
skæggede Mænd ikke er helt sjældne allerede ved 5te Aar-
hundredes Midte, synes Gravportrætstatuen at have væ-
ret meget lidt anvendt og da altid kun ved unge Mænds
Dødsfald, Først i 4de Aarh. møder vi Oldinge paa græ-
ske Gravsteler,
Heller ikke Statens Krigergrave i det ydre Kerameikos
1 Dittenberger: Sylloge 659-660. 2 Cicero: De legibus II 65. 3 Antho-
logia Palatina VII 37.