DOI Page / Citation link:
https://doi.org/10.11588/diglit.56296#0319
GRÆSKE PORTRÆTTER I DELFI 303
var smykkede med Portrætter. Kun gennem Indskrifter
forevigedes Heltenes Minde, og selv Slaver fik Del i denne
Hæder, naar de havde udmærket sig i Kampene1,
En Portrætstatue, opstillet paa en af Byens offentlige
Pladser, var den største Hæder, det antike Demokrati kun-
de vise en Mand, og blev i den ældre Tid kun dem til Del,
der vandt sig ægte og uforgængeligt Ry2. Saaledes som
Plinius træffende udtrykker det3: „Mennesker plejede man
(hos Grækerne) kun at fremstille Portrætbilleder af, naar
de ved en eller anden berømmelig Daad havde gjort sig
fortjente til Eftermælet/' Derfor passede Lucretius’ Ord
bedre paa Hellenerne end paa hans egne Landsmænd:
„De arbejder sig fordærvet for Statuers og det berømte
Navn Skyld"\ og derfor var Tilintetgørelsen af en alle-
rede opstillet Æresstatue den haardeste Straf for upatrio-
tisk Adfærd0. Reglen, at kun højtfortjente Mænd maatte
portrætteres paa offentlige Steder, gjaldt vistnok ogsaa
for Monumenter, stiftede af Privatfolk, som de Digtersta-
tuer, Isokrates havde opstillet i en Gruppe ved den hellige
Vej til Eleusis/ Men strængest var Loven gennemført for
Statens Æresminder.
„I ved, Athenæere," siger Aischines ', „at de Unge op-
drages ikke alene ved Legemsøvelser, Skolegang og Mu-
sik, men langt mere ved Synet af de offentlige Hæders-
bevisninger."
Den græske Stats Hædersbevisninger var Kranse og Sta-
tuer, de første i deres Forkrænkelighed for de mindre, de
sidste, tænkte som „Hæder og varigt Minde", for de stør-
ste Fortjenester, I Indskrifter3 forenes paa en ejendom-
melig Maade begge Dele i Udtrykket: „Byen .... kran-
sede Kleombrotos med en Statue og med Borgerret,"
Det var ikke som i Ægypten Kongerne, der naadigst be-
villigede deres Stormænd slige Hædersgaver, men de var
1 Pausanias I 29, 2 og 7. Frazer: Pausanias II S. 378. Sml. R, Heinze i
Neue Jahrb. flir das klassiche Altertum 18, 1915 S. 1 ff. 2 Pausanias I 2, 4.
3 Plinius XXXIV 16: effigies hominum non solebant exprimi nisi aliqua inlu-
stri causa perpetuitatem merentium. 4 De rerum natura III 78. 5 Pausa-
nias VI 13, 1. 6 Vita X oratorum 837 D. 7 III 246. 8 Dittenberger: Syl-
loge 358 og 663. Sml. Euripides: Elektra v. 873.
var smykkede med Portrætter. Kun gennem Indskrifter
forevigedes Heltenes Minde, og selv Slaver fik Del i denne
Hæder, naar de havde udmærket sig i Kampene1,
En Portrætstatue, opstillet paa en af Byens offentlige
Pladser, var den største Hæder, det antike Demokrati kun-
de vise en Mand, og blev i den ældre Tid kun dem til Del,
der vandt sig ægte og uforgængeligt Ry2. Saaledes som
Plinius træffende udtrykker det3: „Mennesker plejede man
(hos Grækerne) kun at fremstille Portrætbilleder af, naar
de ved en eller anden berømmelig Daad havde gjort sig
fortjente til Eftermælet/' Derfor passede Lucretius’ Ord
bedre paa Hellenerne end paa hans egne Landsmænd:
„De arbejder sig fordærvet for Statuers og det berømte
Navn Skyld"\ og derfor var Tilintetgørelsen af en alle-
rede opstillet Æresstatue den haardeste Straf for upatrio-
tisk Adfærd0. Reglen, at kun højtfortjente Mænd maatte
portrætteres paa offentlige Steder, gjaldt vistnok ogsaa
for Monumenter, stiftede af Privatfolk, som de Digtersta-
tuer, Isokrates havde opstillet i en Gruppe ved den hellige
Vej til Eleusis/ Men strængest var Loven gennemført for
Statens Æresminder.
„I ved, Athenæere," siger Aischines ', „at de Unge op-
drages ikke alene ved Legemsøvelser, Skolegang og Mu-
sik, men langt mere ved Synet af de offentlige Hæders-
bevisninger."
Den græske Stats Hædersbevisninger var Kranse og Sta-
tuer, de første i deres Forkrænkelighed for de mindre, de
sidste, tænkte som „Hæder og varigt Minde", for de stør-
ste Fortjenester, I Indskrifter3 forenes paa en ejendom-
melig Maade begge Dele i Udtrykket: „Byen .... kran-
sede Kleombrotos med en Statue og med Borgerret,"
Det var ikke som i Ægypten Kongerne, der naadigst be-
villigede deres Stormænd slige Hædersgaver, men de var
1 Pausanias I 29, 2 og 7. Frazer: Pausanias II S. 378. Sml. R, Heinze i
Neue Jahrb. flir das klassiche Altertum 18, 1915 S. 1 ff. 2 Pausanias I 2, 4.
3 Plinius XXXIV 16: effigies hominum non solebant exprimi nisi aliqua inlu-
stri causa perpetuitatem merentium. 4 De rerum natura III 78. 5 Pausa-
nias VI 13, 1. 6 Vita X oratorum 837 D. 7 III 246. 8 Dittenberger: Syl-
loge 358 og 663. Sml. Euripides: Elektra v. 873.