DOI Artikel:
Fugl, Alexander: Tegninger af Viggo Johansen
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0020
Olaf den Hellige lader Thorbilledet omstyrte (tilhører Kunstakademiets Bibliotek).
ogsaa kommen til Verden i Begejst-
ring over Opførelsen af Ibsens
Kongsemnerne, der den Gang lige
havde fundet Sted paa Det kgl.
Teater med Emil Poulsen som en
efter Sigende uforlignelig Biskop Ni-
colas. Prælaten ved Kongens Side er
da ogsaa Tegningens bedste og mest
levende opfattede Figur.
Tegningen har dog sin væsentlige
Interesse som synligt Vidnesbyrd om
den Begejstring og Energi hvormed
Datidens unge Kunstnere gik op i
deres Kald. Her er nemlig ikke Tale
om Pligtarbejde, men Resultatet af
en privat Kappestrid mellem nogle
Akademielever: Therkildsen, Sigurd
Constantin-Hansen (senere Præst),
Bernhard Middelboe (nuværende
Indehaver af Klichéanstalt), Krebs
(døde ung) og Viggo Johansen, der
hver Uge mødtes med Løsning af
Opgaver, de havde stillet hinanden
ved foregaaende Sammenkomst.
I de to Tegninger fra Midten af
70erne (øverst Side 3) ser vi der-
Gammel Dame binder sine Hattebaand (tilhører Kunstneren).
imod den fuld færdige Kunstner, der
med en Sikkerhed som nogen Stre-
gens Virtuos fæster sine Modeller til
Papiret. Det smukke Ungpigehovede
med det eftertænksomme Blik er lige
saa følsomt i sin Opfattelse som ele-
gant og enkel i sin Streg. Og Hovedet
af den glimrende Model, en kunst-
interesseret Møller fra Nordsjælland
vidner for sig selv, at Viggo Johan-
sen meget vel kan mestre de Krav,
der gør en Tegning til et selvstæn-
digt Kunstværk.
Rørende i sin ægte Menneskelig-
hed er den lille Skitse af en gammel
Kone, der famler med Haanden ved
Hattebaandet (Side 4). Det fortæl-
les, at Modellen var en gammel
Kokkepige, der havde tjent i det
Hus, hvorThorvaldsenvarMiddags-
gæst samme Dag, han om Aftenen
døde i Det kgl. Teater. Til Middag
havde Æresgæsten bl. a. faaet Spag-
hetti og bagefter varmt kompli-
menteret Kogersken for denne hans
italienske Yndlingspises fortræffe-
4
ogsaa kommen til Verden i Begejst-
ring over Opførelsen af Ibsens
Kongsemnerne, der den Gang lige
havde fundet Sted paa Det kgl.
Teater med Emil Poulsen som en
efter Sigende uforlignelig Biskop Ni-
colas. Prælaten ved Kongens Side er
da ogsaa Tegningens bedste og mest
levende opfattede Figur.
Tegningen har dog sin væsentlige
Interesse som synligt Vidnesbyrd om
den Begejstring og Energi hvormed
Datidens unge Kunstnere gik op i
deres Kald. Her er nemlig ikke Tale
om Pligtarbejde, men Resultatet af
en privat Kappestrid mellem nogle
Akademielever: Therkildsen, Sigurd
Constantin-Hansen (senere Præst),
Bernhard Middelboe (nuværende
Indehaver af Klichéanstalt), Krebs
(døde ung) og Viggo Johansen, der
hver Uge mødtes med Løsning af
Opgaver, de havde stillet hinanden
ved foregaaende Sammenkomst.
I de to Tegninger fra Midten af
70erne (øverst Side 3) ser vi der-
Gammel Dame binder sine Hattebaand (tilhører Kunstneren).
imod den fuld færdige Kunstner, der
med en Sikkerhed som nogen Stre-
gens Virtuos fæster sine Modeller til
Papiret. Det smukke Ungpigehovede
med det eftertænksomme Blik er lige
saa følsomt i sin Opfattelse som ele-
gant og enkel i sin Streg. Og Hovedet
af den glimrende Model, en kunst-
interesseret Møller fra Nordsjælland
vidner for sig selv, at Viggo Johan-
sen meget vel kan mestre de Krav,
der gør en Tegning til et selvstæn-
digt Kunstværk.
Rørende i sin ægte Menneskelig-
hed er den lille Skitse af en gammel
Kone, der famler med Haanden ved
Hattebaandet (Side 4). Det fortæl-
les, at Modellen var en gammel
Kokkepige, der havde tjent i det
Hus, hvorThorvaldsenvarMiddags-
gæst samme Dag, han om Aftenen
døde i Det kgl. Teater. Til Middag
havde Æresgæsten bl. a. faaet Spag-
hetti og bagefter varmt kompli-
menteret Kogersken for denne hans
italienske Yndlingspises fortræffe-
4