DOI Artikel:
Pander, Arist: Udstillinger i Belgien og Tyskland, II
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0213
UDSTILLINGER I BELGIEN OG TYSKLAND • II
Vor Medarbejder slutter sin i et tidligere Nr. paabegyndte Gennemgang af de store Kunst-
udstillinger i Belgien og Tyskland i 1930. Et Aar, hvor de store Special-Udstillinger
— Side om Side med de historisk-retrospektive — sikkert havde deres Kulmination.
SAMMENLIGNER man Kunstudstillinger før og efter
Krigen, slaar det Een, at der har fundet en væsentlig
| Nyorientering Sted. Mens en Udstilling dengang var
en virkelig Begivenhed, saa er den nu om Stunder
blevet en næsten dagligdags Hændelse. Samtidig har dens
Formaal gennemgaaet en karakteristisk Udvikling i Retning
af en hensigtsmæssig Specialisering: den historisk-retrospek-
tive Udstilling, som i gamle Dage indtog en absolut domi-
nerende Plads, har nutildags faaet et Par alvorlige Kon-
kurrenter, først og fremmest i den personlige, der viser en
enkelt levende Kunstners Produktion (i Afsnit eller som
Helhed) og i den kommercielle, der fortrinsvis — direkte
eller indirekte — tjener Kunsthandlernes Tarv. — — —
Disse Forskydninger kan maa-
ske bedst iagttages iTyskland,hvor
alle Slags Udstillinger dyrkes
med særlig Iver og Sagkundskab,
og hvor de omfattende retrospek-
tive Udstillinger derfor ikke alene
vedblivende spiller en fremtræ-
dende Rolle for Fagfolk, men
hvor de ogsaa, takket være deres
kunstneriske Standard, med Føje
kan paaberaabe sig det store al-
mendannede Publikums Interesse.
Med Henblik paa det forløbne
Aar gælder dette i første Række
to store Udstillinger i Miinchen —
af Samlingen fra Slottet Rohoncz
og af kirkelige Kunstskatte fra
Bayern — og Tischbein-Mindeud-
stillingen i Oldenborg. Da de to
førstnævnte har været Genstand
for udførlig Omtale i tyske Kunst-
tidsskrifter, kan vi med Hensyn
til dem nøjes med nogle faa Be-
mærkninger, hvorimod der i det
følgende skal gøres lidt nærmere
Rede for Tischbein-Udstillingen,
som mærkværdigt nok er forble-
vet temmelig upaaagtet.
En virkelig fortrinlig iværksat
Forhaandsreklame havde bevir-
ket, at Udstillingen af Samlingen
Rohoncz fra første Færd af stod
i de Besøgendes Bevidsthed som
den kunstneriske Begivenhed, man
i lange Tider længselsfuldt havde
higet efter. Men svarede Resulta-
tet egentlig til de saa højt op-
skruede Forventninger? Det maa
uden Forbehold tilstaas, at Arran-
gørerne havde gjort det mest mu-
lige, for at Kunstværkerne kunde
præsentere sig under de gunstigste ydre Betingelser. Man
fristedes uvilkaarligt til at spørge, om Generaldirektoratet
for Statens Museer ved at stille samtlige Sale i det Neue
Pinakothek til Samlingen Rohoncz’ Raadighed ikke havde
udvist en lovlig vidtgaaende Imødekommenhed, idet jo
derved Pinakothekets egne Skatte i en Række Maaneder
blev unddraget Offentligheden?
Som sagt, Lokalerne, Kunstværkernes Placering resp.
Ophængning, Lysforholdene, Kataloget — med andre Ord
hele det ydre Apparat var i den skønneste Orden. Men
hvorfor fremkaldte Udstillingen da alligevel en vis For-
nemmelse af Ubehag? Først og fremmest maa Svaret paa
dette indiskrete Spørgsmaal vel nærmest søges i den Kends-
gerning, at de udstillede Kunst-
værker langtfra dannede en har-
monisk Helhed. Det er hævet
over enhver Tvivl, at Samlingen
rummede en Del Mesterværker,
som selv de kræsneste Museer
vilde staa sig ved at eje. Men lige
saa sikkert er det, at der i Sam-
lingen fandtes ikke saa faa Ar-
bejder, hvis Kunstværdi, ja i en-
kelte Tilfælde hvis Ægthed, man
er berettiget til at stille sig lidt
skeptisk overfor. Det er netop
denne Blanding af den ypperste
Kvalitet og en middelmaadig
Kunsthandlervare, som bærer
Skylden for, at man følte sig
utryg i disse pretentiøse Omgivel-
ser. Dertil kom den Skuffelse,
man oplevede ved Synet af de
relativ mange ligegyldige Billeder
af Fortidens største Malere, en
Kendsgerning, der lader formode
at Ejeren aabenbart ikke lægger
saa megen Vægt paa en kvalitets-
fuld Repræsentation af disse
Kunstneres Arbejder som paa et
større Antal af dem, bare deres
Ophavsmænds Identitet er fast-
slaaet ved et tilforladeligt Eks-
pertisecertifikat. Denne uperson-
lige Indstilling overfor Kunst-
værkerne bekræftes ogsaa af en
anden Omstændighed, der lige-
ledes taler for, at Samlingens me-
get velstillede Skaber, Heinrich
Baron Thyssen-Bornemisza,
ikke føler sig inderligt knyttet til
sine Skatte, nemlig den psykolo-
gisk unægtelig interessante Ejen-
dommelighed, at de udstillede
Hans Baldung Grien: Adam og Eva.
113
Vor Medarbejder slutter sin i et tidligere Nr. paabegyndte Gennemgang af de store Kunst-
udstillinger i Belgien og Tyskland i 1930. Et Aar, hvor de store Special-Udstillinger
— Side om Side med de historisk-retrospektive — sikkert havde deres Kulmination.
SAMMENLIGNER man Kunstudstillinger før og efter
Krigen, slaar det Een, at der har fundet en væsentlig
| Nyorientering Sted. Mens en Udstilling dengang var
en virkelig Begivenhed, saa er den nu om Stunder
blevet en næsten dagligdags Hændelse. Samtidig har dens
Formaal gennemgaaet en karakteristisk Udvikling i Retning
af en hensigtsmæssig Specialisering: den historisk-retrospek-
tive Udstilling, som i gamle Dage indtog en absolut domi-
nerende Plads, har nutildags faaet et Par alvorlige Kon-
kurrenter, først og fremmest i den personlige, der viser en
enkelt levende Kunstners Produktion (i Afsnit eller som
Helhed) og i den kommercielle, der fortrinsvis — direkte
eller indirekte — tjener Kunsthandlernes Tarv. — — —
Disse Forskydninger kan maa-
ske bedst iagttages iTyskland,hvor
alle Slags Udstillinger dyrkes
med særlig Iver og Sagkundskab,
og hvor de omfattende retrospek-
tive Udstillinger derfor ikke alene
vedblivende spiller en fremtræ-
dende Rolle for Fagfolk, men
hvor de ogsaa, takket være deres
kunstneriske Standard, med Føje
kan paaberaabe sig det store al-
mendannede Publikums Interesse.
Med Henblik paa det forløbne
Aar gælder dette i første Række
to store Udstillinger i Miinchen —
af Samlingen fra Slottet Rohoncz
og af kirkelige Kunstskatte fra
Bayern — og Tischbein-Mindeud-
stillingen i Oldenborg. Da de to
førstnævnte har været Genstand
for udførlig Omtale i tyske Kunst-
tidsskrifter, kan vi med Hensyn
til dem nøjes med nogle faa Be-
mærkninger, hvorimod der i det
følgende skal gøres lidt nærmere
Rede for Tischbein-Udstillingen,
som mærkværdigt nok er forble-
vet temmelig upaaagtet.
En virkelig fortrinlig iværksat
Forhaandsreklame havde bevir-
ket, at Udstillingen af Samlingen
Rohoncz fra første Færd af stod
i de Besøgendes Bevidsthed som
den kunstneriske Begivenhed, man
i lange Tider længselsfuldt havde
higet efter. Men svarede Resulta-
tet egentlig til de saa højt op-
skruede Forventninger? Det maa
uden Forbehold tilstaas, at Arran-
gørerne havde gjort det mest mu-
lige, for at Kunstværkerne kunde
præsentere sig under de gunstigste ydre Betingelser. Man
fristedes uvilkaarligt til at spørge, om Generaldirektoratet
for Statens Museer ved at stille samtlige Sale i det Neue
Pinakothek til Samlingen Rohoncz’ Raadighed ikke havde
udvist en lovlig vidtgaaende Imødekommenhed, idet jo
derved Pinakothekets egne Skatte i en Række Maaneder
blev unddraget Offentligheden?
Som sagt, Lokalerne, Kunstværkernes Placering resp.
Ophængning, Lysforholdene, Kataloget — med andre Ord
hele det ydre Apparat var i den skønneste Orden. Men
hvorfor fremkaldte Udstillingen da alligevel en vis For-
nemmelse af Ubehag? Først og fremmest maa Svaret paa
dette indiskrete Spørgsmaal vel nærmest søges i den Kends-
gerning, at de udstillede Kunst-
værker langtfra dannede en har-
monisk Helhed. Det er hævet
over enhver Tvivl, at Samlingen
rummede en Del Mesterværker,
som selv de kræsneste Museer
vilde staa sig ved at eje. Men lige
saa sikkert er det, at der i Sam-
lingen fandtes ikke saa faa Ar-
bejder, hvis Kunstværdi, ja i en-
kelte Tilfælde hvis Ægthed, man
er berettiget til at stille sig lidt
skeptisk overfor. Det er netop
denne Blanding af den ypperste
Kvalitet og en middelmaadig
Kunsthandlervare, som bærer
Skylden for, at man følte sig
utryg i disse pretentiøse Omgivel-
ser. Dertil kom den Skuffelse,
man oplevede ved Synet af de
relativ mange ligegyldige Billeder
af Fortidens største Malere, en
Kendsgerning, der lader formode
at Ejeren aabenbart ikke lægger
saa megen Vægt paa en kvalitets-
fuld Repræsentation af disse
Kunstneres Arbejder som paa et
større Antal af dem, bare deres
Ophavsmænds Identitet er fast-
slaaet ved et tilforladeligt Eks-
pertisecertifikat. Denne uperson-
lige Indstilling overfor Kunst-
værkerne bekræftes ogsaa af en
anden Omstændighed, der lige-
ledes taler for, at Samlingens me-
get velstillede Skaber, Heinrich
Baron Thyssen-Bornemisza,
ikke føler sig inderligt knyttet til
sine Skatte, nemlig den psykolo-
gisk unægtelig interessante Ejen-
dommelighed, at de udstillede
Hans Baldung Grien: Adam og Eva.
113