DOI Artikel:
Budtz Müller, Bertel: Kristen Bjerre, den vestjydske malerkromand og hans kunstnerportrætter
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0221
KRISTEN BJERRE, DEN VESTJYDSKE MALERKROMAND
OG HANS KUNSTNERPORTRÆTTER
Forfatteren Bertel Budtz Muller har været i Paris, og der, i Savnet af Natur og Naturlighed i Kunsten, blevet inspireret til
efterfølgende begejstrede Hyldest af den vestjydske Hotelejer Kresten Bjerres aabenbart fremragende Fortjenester af den
sunde Malerkunst, i lykkelig Modsætning til den “europæiske bourgeoisiegøglen”, som det saa overbevisende hedder i Artiklen.
DEN bomstærke og meget udbredte jyd-
ske slægt: Bjerremændene har fostret
ikke saa faa kunstnere. Forrest blandt disse
staar de to malerfætre Niels og Kristen
Bjerre fra Nordvestjylland, Lemvig og Bov-
bjerg. Kristen Bjerre er blevet hjemme paa
sine fædres jord, han er kromanden paa
Bovbjerg, har ligesom de gamle flamlæn-
dere passet sin dont og malet efter inspira-
tion i sine fristunder, selv om man efter
hans store produktion at dømme tør an-
tage, at disse hans »fristunder« har været
de væsentlige, ellers kunde han ikke have
naaet at faa malet saa meget — dette være
ikke sagt til forklejnelse af kromanden paa
Bovbjerg, der er en fortrinlig vært, naar
han først har faaet set sig sine gæster an.
Eigil Petersen.
I aarenes løb har han udvidet efter sin
smag, og det skumles der om blandt ven-
ner, med sale og rum, der synes bygget af
hensyn til hans mange dejlige billeder,
ganske særligt hvad lysforholdene i de to
største sale angaar. Thi lige saa nemt
Kristen Bjerre har ved at sælge fru Bjerres
gode mad, lige saa svært har han ved at
skille sig af med sine billeder, hvoraf navn-
lig de mange mindre landskabsskitser, ha-
stigt nedmalede med et skarpt og følsomt
sikkert blik for luften og vidden over
landskabet omkring Bovbjerg, afgjort en
gang vil samle en enigt beundrende kritik
om maleren Kristen Bjerre. Thi det er jo en
kendsgerning, at man ikke i Danmark synes
at have faaet øjnene rigtigt op for ham
endnu. Lige saa vel som der gik mange aar,
inden fætteren Niels Bjerre slog helt igen-
nem. Men der er saa stærkt tømmer i
Bjerremændene, at dette ogsaa egentlig
ligegyldige almene kendskab til deres ar-
bejde ikke har forringet dette eller gjort
dem modløse som kunstnere. Kristen Bjerre
har bare malet løs, hængt sine billeder op
overalt, hvor han kunde finde en plads,
og naar der er blevet alt for mange, saa-
dan et par lag fra lofter til gulve, saa har
han udvidet kroen, saa den nu er en hel
sammenbygget by, der er blevet til selve
Bovbjerg Badehotel, samtidig med at den-
ne malerisamling er blevet en stor og paa
hele jorden vist sjælden udstilling af en
kunstners hele arbejde gennem et halvthun-
drede aar. Elev den hængt op i kronologisk
orden og i passende udvalg, hvad Kristen
Bjerre vist forøvrigt meget skulde have sig
frabedt, der kommer et bidsk bjerre-
haardt glimt i hans øjne, naar man be-
skedent rører ved hans ophængningsteknik,
som øjeblikkelig faar een til at forlade det
emne, ja — saa vilde den vinde meget i
værdi og blive en virkelig lærerig illu-
stration til et stærkt og følsomt kunstner-
sinds udvikling gennem de mange aar, rent
bortset fra den værdi, som hvert enkelt bil-
lede maa have i sig selv. Det er at baabe,
at Kristen Bjerres venner og slægt til sin
tid vil sikre dette enestaaende kunstneriske
liv, som denne samling er vidnesbyrd om,
vil bevare den paa stedet og i en værdig
ramme indenfor kroens mure eller rum.
Her er dette liv levet, landet, folket, lyset
og luften har været emner for dets kunst-
neriske vilje — her bør det bevares, her
paa Bovbjerg vil det blive en seværdighed
og et minde om en stor og rigt udstyret
slægt, groet af og knyttet netop til Nord-
vestjylland. Paa Bovbjerg har Kristen
Bjerre levet og arbejdet, her bør dette hans
arbejde blive, og det vil da leve i den
evighed, der er ethvert ærligt kunstnerisk
arbejde beskaaret. Jeg er ikke kunstkritiker,
kritiken er ogsaa kun af døgnet, hvor det
redelige mandsværk er af det evige, der
altid bestaar. Det er muligt, at der fra
denne døgnets kritik kan være og vil blive
et og andet at indvende mod Kristen Bjer-
res livsværk, der jo selvfølgelig er præget
af hans skiftende lune, maaske rettere sagt
Johan Skjoldborg.
121
OG HANS KUNSTNERPORTRÆTTER
Forfatteren Bertel Budtz Muller har været i Paris, og der, i Savnet af Natur og Naturlighed i Kunsten, blevet inspireret til
efterfølgende begejstrede Hyldest af den vestjydske Hotelejer Kresten Bjerres aabenbart fremragende Fortjenester af den
sunde Malerkunst, i lykkelig Modsætning til den “europæiske bourgeoisiegøglen”, som det saa overbevisende hedder i Artiklen.
DEN bomstærke og meget udbredte jyd-
ske slægt: Bjerremændene har fostret
ikke saa faa kunstnere. Forrest blandt disse
staar de to malerfætre Niels og Kristen
Bjerre fra Nordvestjylland, Lemvig og Bov-
bjerg. Kristen Bjerre er blevet hjemme paa
sine fædres jord, han er kromanden paa
Bovbjerg, har ligesom de gamle flamlæn-
dere passet sin dont og malet efter inspira-
tion i sine fristunder, selv om man efter
hans store produktion at dømme tør an-
tage, at disse hans »fristunder« har været
de væsentlige, ellers kunde han ikke have
naaet at faa malet saa meget — dette være
ikke sagt til forklejnelse af kromanden paa
Bovbjerg, der er en fortrinlig vært, naar
han først har faaet set sig sine gæster an.
Eigil Petersen.
I aarenes løb har han udvidet efter sin
smag, og det skumles der om blandt ven-
ner, med sale og rum, der synes bygget af
hensyn til hans mange dejlige billeder,
ganske særligt hvad lysforholdene i de to
største sale angaar. Thi lige saa nemt
Kristen Bjerre har ved at sælge fru Bjerres
gode mad, lige saa svært har han ved at
skille sig af med sine billeder, hvoraf navn-
lig de mange mindre landskabsskitser, ha-
stigt nedmalede med et skarpt og følsomt
sikkert blik for luften og vidden over
landskabet omkring Bovbjerg, afgjort en
gang vil samle en enigt beundrende kritik
om maleren Kristen Bjerre. Thi det er jo en
kendsgerning, at man ikke i Danmark synes
at have faaet øjnene rigtigt op for ham
endnu. Lige saa vel som der gik mange aar,
inden fætteren Niels Bjerre slog helt igen-
nem. Men der er saa stærkt tømmer i
Bjerremændene, at dette ogsaa egentlig
ligegyldige almene kendskab til deres ar-
bejde ikke har forringet dette eller gjort
dem modløse som kunstnere. Kristen Bjerre
har bare malet løs, hængt sine billeder op
overalt, hvor han kunde finde en plads,
og naar der er blevet alt for mange, saa-
dan et par lag fra lofter til gulve, saa har
han udvidet kroen, saa den nu er en hel
sammenbygget by, der er blevet til selve
Bovbjerg Badehotel, samtidig med at den-
ne malerisamling er blevet en stor og paa
hele jorden vist sjælden udstilling af en
kunstners hele arbejde gennem et halvthun-
drede aar. Elev den hængt op i kronologisk
orden og i passende udvalg, hvad Kristen
Bjerre vist forøvrigt meget skulde have sig
frabedt, der kommer et bidsk bjerre-
haardt glimt i hans øjne, naar man be-
skedent rører ved hans ophængningsteknik,
som øjeblikkelig faar een til at forlade det
emne, ja — saa vilde den vinde meget i
værdi og blive en virkelig lærerig illu-
stration til et stærkt og følsomt kunstner-
sinds udvikling gennem de mange aar, rent
bortset fra den værdi, som hvert enkelt bil-
lede maa have i sig selv. Det er at baabe,
at Kristen Bjerres venner og slægt til sin
tid vil sikre dette enestaaende kunstneriske
liv, som denne samling er vidnesbyrd om,
vil bevare den paa stedet og i en værdig
ramme indenfor kroens mure eller rum.
Her er dette liv levet, landet, folket, lyset
og luften har været emner for dets kunst-
neriske vilje — her bør det bevares, her
paa Bovbjerg vil det blive en seværdighed
og et minde om en stor og rigt udstyret
slægt, groet af og knyttet netop til Nord-
vestjylland. Paa Bovbjerg har Kristen
Bjerre levet og arbejdet, her bør dette hans
arbejde blive, og det vil da leve i den
evighed, der er ethvert ærligt kunstnerisk
arbejde beskaaret. Jeg er ikke kunstkritiker,
kritiken er ogsaa kun af døgnet, hvor det
redelige mandsværk er af det evige, der
altid bestaar. Det er muligt, at der fra
denne døgnets kritik kan være og vil blive
et og andet at indvende mod Kristen Bjer-
res livsværk, der jo selvfølgelig er præget
af hans skiftende lune, maaske rettere sagt
Johan Skjoldborg.
121