Samleren: kunsttidsskrift (8.1931)

OMKRING UDSTILLINGEN I OSLO

DET er en undelig feberagtig Nervøsitet, der nu
bagefter synes at have grebet vore Hovedledere
af den danske Kunstudstilling i Oslo. Mens man
fra samme Lejr ellers nærmest har Skældsord
overfor Rigsdagens Angreb paa Stærekassens Udsmyk-
ning, som man i hvert Fald véd Lovgiverne har set, ud-
foldes der en blid Veltalenhed, naar Oslo Udstillingen maa
holde for. Endda intet forlyder om, at blot en eneste af de
kritiserende Herrer paa Tinge har set samme Udstilling.
Hvad er det da, man vil sludre sig fra?
Sigurd Swane bruger halvtredie store Avisspalter bl. a.
til en Bekendelse om »de uansvarlige Kunstnere, der i Os-
lo Sagen er gaaet Bagvejen.« Ja, Deres Selvbiografi er
selvfølgelig meget interessant, Hr. Swane, men gælder
dette Skriftemaal ogsaa Deres Medskyldige, og i saa Fald
er det med forøget Interesse, man spørger, hvad er det,
der skal bortfortolkes, siden saa megen Ærlighed pludse-
lig slippes løs fra den Kant? For skarpere og sikrere kun-
de Oslo Udstillingens Tilblivelse jo næppe overleveres Hi-
storien.
Sjælden har man heldigvis set saa lyssky Bagtrappe-
slid rulle sig ud som her, hvor det gjaldt for en forkælet
og nævenyttig Klike om at tilrane sig hele en ærefuld In-
vitations fulde Udbytte. Offentligheden lukkedes ude. Ind-
bydelserne udstedtes som var det til et privat Sammen-
skudsgilde. I Spidsen satte man en Mand, der for tilfallat

var udnævnt til særlig intim Ven af Norge, ja, praktisk
talt den eneste, Nordmændene selv kendte, elskede og tur-
de forlade sig paa — Carl V. Petersen! Mens hele Spørgs-
maalet i Virkeligheden forlængst var ordnet de to Uniona-
ler imellem. Det, der her fordredes, var ikke Trøffelnæsen,
men blindt og lydigt Klikegængeri, et medfødt, naturligt
Instinkt for Bagtrapper. Sandelig, Hr. Swane, De har gan-
ske Ret, og det skal skrives Dem til gode, at De saa ærlig
bekender Kulør.
Men vi spørger stadig. Hvoraf kommer denne overra-
skende og hidtil absolut forsømte personlige Renfærdig-
hed?
Swane citerer en Række Anmeldelser. Det er rigtig.
Oslo Pressen udfoldede en chevaleresk Høflighed over-
for Gæsterne, der var beundringsværdig. Og det mest glæ-
delige. Denne Velvilje var ikke blot nogle højt bega-
vede Kritikeres Gæstevenskab, men syntes virkelig at være
et almengyldigt Udtryk for norsk Intelligens Indstilling og
Følelser overfor dansk Kultur.
Men midt i denne ganske umiskendelige Hjærtevarme,
der i al Almindelighed strømmede dansk Kunst i Møde, var
det saare bemærkelsesværdigt, at den saglige Kritik gik me-
get let henover den ene Halvdel af Udstillingen, den dan-
ske Afdeling af Unionalen: Grønningen og De Fire. Swa-
nes egne Citater dokumenterer det tilfulde. Og yderligere
kommer han for Skade til at røbe, at man har bebrejdet