Samleren: kunsttidsskrift (8.1931)

og de hvide Maager — berettiger os ogsaa til at stille større
Krav til ham. —
Johan Seig er en Sværmer og Drømmer og har intet
af Sieverts robuste Virkelighedskraft. Men Seig synes at
være i Besiddelse af en poetisk Fornemmelse, der er værdi-
fuld. Farven er hans Styrke. I en Parks dunkle, grønne
Gange aner man Figurerne. Seig er malerisk søgende, og det
er en god Egenskab; men hans Formater er for drabelige
til Billedernes Indhold og kunstneriske Indsats. Hans mest
typiske Billeder er f. Eks. “Skovvej med Figurer” og “Efter-
aar i Frederiksberg Have”. “Sommeraften ved Greve Strand”
er vel nok det, der er fastest opbygget.
Poul Bille Holst er dog den, der har bragt Udstillingens
største Overraskelse. — Bille Holst har vi altid truffet paa
den eksperimentale Side, snart søgende i den kubistiske
eller koloristiske Retning, med en lidt overfladisk Stof-
behandling; glædeligt er det derfor i Aar, at se ham anspore
sig og gøre en tilsyneladende drabelig Indsats for at vise
os, at han kan ogsaa være med i Vognen.
Noget farligt er der i at slaa Formaterne saa vældigt op.

Hvor ender vi, naar der skal kappes paa denne Maade, og
Billederne løber jo ogsaa den Fare at blive uanvendelige,
og større Kunstner bliver man næppe af den Grund. Er det
ikke snarere den forventede Opsigt, der er den tillokkende
Aarsag; — men den er jo ukunstnerisk!
Sluttelig vil jeg komplimentere Marie Henriques for
hendes Udstilling, der i sin Ophængning virker noget urolig
og viser hende, som den kultiverede Kunstelsker hun er;
men da hendes Udstilling ikke viser nye Sider af hendes
Talent, behøver vi vel ikke at komme nærmere ind paa
den her, ligesom den begavede og særprægede Ludvig Ja-
cobsen heller ikke viser nogen overraskende Udstilling eller
Forsøg ad nye Veje; dog gaar man ikke ligegyldig forbi
hans Interiør med “Moder og Barn” eller “Morgentaagen
letter over Granada”.
Til sidst standser jeg foran Jacob Ludvig Goldmann
og noterer med Glæde, at Goldmann er ved at faa Bugt
med sin Ængstelighed og viser sine bedste maleriske Egen-
skaber i “Interiør” og en ny frisk Dristighed i “Skitse ved
Arildsleje”. Mogens Gad.

PRISERNE PAA GRAFISK KUNST

GAMLE HAANDTEGNINGER — MODERNE GRAFIK

PAA den nylig af-
sluttede Auktion
hos Bo er ner i
Leipzig kom bl. a.
den tidligere omtalte store
Samling Haandtegninger
efter Hofstede de Groot
under Hammeren. Salget
havde særlig Interesse for
Danmark, som to af de dy-
reste Numre gik hertil. Den
her gengivne Rembrandts-
tegning: Der Witwer (fore-
stiller formodentlig den
unge Titus med Søsteren
Cornelia paa Knæet). Teg-
ningen er en af Rembrandts
mest kendte, og betaltes af
sin danske Køber med
10.500 Mrk. Desuden er-
hvervedes hertil det i Sep-
tember - Hæftet gengivne
smukke hollandske Land-
skab af Cuyp for 6000 Mrk.
Derefter samlede den
væsentligste Interesse sig
om Auktionens righoldige
Afsnit af International
Grafik fra det 19 Aarhun-
drede. Her overraskede sær-


Remb randt: Der Witwer (købt til Danmark for 10,500 Mrk.).

lig Munchs Litografier,
der indbragte Priser, der
gennemgaaende laa baade
over Taksations- og Kunst-
handlernes vanlige Lager-
priser. Men der var ogsaa
Tale om sjældent udsøgte
Eksemplarer i Førstetryk.
Af de franske Tryk er der
Grund til at fremhæve
nogle af Toulouse-Lau-
trec’s bedste Arbejder, der
ogsaa kunde notere Re-
kordpriser. Vi nævner saa-
ledes: Miss May Belfort,
1.100 Mrk., Sortie de Théå-
tre, 1.050 Mrk., La Danse
au Moulin-rouge 1.000
Mrk. og Partie de Cam-
pagne, 1.350 Mrk.
I det Store og Hele kan
man derfor fastslaa, at
saavel god gammel som
moderne Grafik i virkelig
1. Klasses Kvalitet stadig,
trods al Krisetid og Penges
omskiftelige Værdi, er en
af de sikreste og bedst for-
rentelige Kapitalanbringel-
ser, man har. Tilskueren.

167