Samleren: kunsttidsskrift (8.1931)

Kunstner Tid til at gaa fra og til sit Arbejde, saa længe
han lyster, og male om og om for at forbedre, saa er den
friskpudsede Murflade utaalmodig og forlanger sin Kunst-
ner hel og holden ved et uafbrudt Dagværk. Thi alt som
Dagen skrider, paavirkes den
vaade Kalkpuds af Luftens Kul-
syre og forandres i sin chemiske
Sammensætning saaledes, at Ma-
leren ikke næste Dag kan fort-
sætte paa det samme Stykke.
Han maa derfor kunde sit Værk
udenad (forinden), da Rettelser
ikke er mulige i udførte al-fresco;
enten er det Udførte færdigt, eller
det maa gøres om forfra. De
kunstneriske Fordringer skærpes
saaledes i høj Grad. Kunstneren
maa have sin Karton med Kom-
positionen fuldt færdig, forinden
han begynder Fresken, Billedets
aandelige Indhold maa være af-
klaret i hans Bevidsthed, saa det
kan udføres uden Famlen, Fi-
gurernes Bevægelser, Ansigternes Udtryk maa males — man
kunde sige — som under en planlagt Inspiration. Og In-
spirationen skal nok melde sig.
Ligesom Freskomaleriet stiller store Fordringer til sine
Udøvere i teknisk Henseende, Fordringer om Kendskab til
Materialer, Soliditet og Hurtighed i Udførelsen, saaledes
skærpes altsaa ogsaa Fordringerne til den kunstneriske Ud-
dannelse, til Skolen, langt ud over, hvad Nutiden kræver
til den almindelige kunstneriske Dannelse. Heri ligger
Freskomaleriets Højnen af et Lands kunstneriske Niveau.
Hvorledes hjælper nu Landet de unge Kunstnere til at
naa disse høje Maal? Med mange Penge fra Staten til

Kunstakademiet. Men jeg er bange for, at man her ikke
er helt klar over, hvilke Veje de Unge maa gaa. Og man
fristes til at spørge: hvorfor har vi ikke et Akademi, hvor
de Unge kan lære deres Haandværk, kan lære Respekt for
Naturen og Studiet? Ja hvor-
for? Undervisningens Resultater
kan man hvert Aar se paa Sko-
lernes Udstilling af Elevarbejder.
Men hvem ser dem? De afholdes
i Slutningen af Maj, hvor mange
allerede er bortrejst og Interessen
for Kunstudstillinger har kulmi-
neret, til og med paa en indskræn-
ketTid paa Dagen, som ikke passer
nogen. Men Aar efter Aar er Re-
sultaterne af Undervisningen de
samme; paa Skolen, som udenfor,
gælder det sidste Modeskrig i
Maleriet, og Eleverne skal laves
til Artister med det samme i Rødt
og Grønt og Blaat lige fra Farve-
fabriken. Studiet af Fresko er
ude i den rene Dilettantisme.
Men saa har vi jo “Ny Carlsberg Fonden"! Den er skabt
for at støtte Kunsten. Dér sidder de rette Folk, som ikke
er valgt ved almindelig Stemmeret. De er ikke smaalige
med Midlerne, de støtter de unge Kunstnere med store Be-
villinger til store Bestillinger, oven i Købet som Gaver til
Skoler, Hospitaler, Teatre og andre offentlige Bygninger,
Bestillinger paa Udsmykninger i Fresko — til unge Kunst-
nere, som hverken har lært Udsmykningskunst eller Fresko!
Puh! Hvor de Stakler maa svede Angstens Sved ved
Arbejdet!
Ja, vi lever i en interessant Tid. Renaissance eller De-
kadance? Det koster lige meget. O. M.


“Den barmhjertige Samaritan.”

P. JOHANSEN: RENAISSANCE

BILLEDKUNSTEN: FLORENZ—ROM FRA DONATELLO TIL MICHELANGELO (H. HAGERUPS FORLAG)

DET er allerede fra anden Side paapeget, at P. Joh ansens store
Arbejde fra 1929 Gothikens Billedkunst og det i Aar sup-
plerende og endnu mere omfattende Værk Renaissance er en na-
turlig Udvikling og Redegørelse for de Anskuelser og Problemer,
Forfatteren tog op i den for hans Synspunkter grundlæggende lille
Bog Billedkomposition, hvor han, som han selv siger, søger at
fremstille Kunstværdierne saaledes som Kunstneren ser paa dem “ud
fra Værkstedet”.
P. Johansen har aldrig, hverken som Lærer eller Skribent, ejet den
lykkelige Evne at kunne rive med. Dertil er han for tung, for lidet
begejstrende og opstemt. Men vidste man det ikke før, fremgaar det
overbevisende af dette hans Livs paabegyndte Storværk, at han ikke
alene raader over en omfattende teoretisk Viden og et aabenbart
overalt paa personligt og indtrængende Kendskab til selve Original-
værkerne bygget Skøn — hvad der kun er de færreste givet med et
saa uhyre omfattende Materiale — men ogsaa viser en ofte helt
forbløffende frisk, ukonventionel Opfattelse, hvad man ikke paa For-
haand vilde anse for selvfølgelig.
Dette stort anlagte Arbejde er derfor i bedste Forstand et selvrejst
Monument, en sen, men dog ikke for sen Oprejsning for den
gamle Kunsthistoriker, hvis Virke hyppigst har været overset til For-

del for lykkeligere, men maaske ikke altid saa solidt ballastede Kollegers.
P. Johansen redegør selv med følgende Ord i Indledningen til
Renaissance for sit Syn paa og Opfattelse af Kunsthistorikerens
Maal og Arbejde:
“Den kulturhistoriske Indfatning, den lyriske Veltalenhed og de sprag-
lede Ord er udeladte. De var tidligere Tiders Nødhjælp, men er nu
overflødiggjorte ved det moderne Afbildningsstof; hvad enhver uden
Vanskelighed selv kan se, behøver ikke at beskrives i Texten. Heller
ikke Kunstnernes personlige Levnet er omtalt. Om de allerfleste,
deriblandt Raffael, ved man ingenting. Om enkelte, som Leonardo
og Michelangelo, ved man en Del, og der er skrevet meget og godt
om dem som de betydelige Mennesker de var. Men det er Personal-
historie og ikke Kunsthistorie og maa behandles paa en anden Maade.
Kunsthistorien angaar deres Værker, og disse maa kunne forstaas
ved sig selv, gjennem Synsindtrykket. Det der ikke kan ses af dem
selv, ligger ikke i dem, selv om det er til i noget andet udenfor dem.
Hvad skulde man ellers gjøre med de mange Kunstværker, ofte af
allerhøjeste Værd, om hvis Mestre man intet ved? Manden kan glem-
mes, Kunstværkerne er evig friske ved sig selv. Ellers vilde de jo
kun være tilgængelige for Kunsthistorikere eller andre med særlige
Forudsætninger. Kunst er ikke noget dødt Sprog.”

IJ2