DOI Artikel:
Peritch, Cecile: Henri Matisse
DOI Artikel:Petersen, Josef: En kunsthaandværker jubilerer
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0273
at gribe de evige Sandheder, som ofte har været sagte. Ved
at gentages antager de saa en Nyhedens Form, som Kunst-
neren gør til sin den Dag, han fornemmer deres dybe Be-
tydning.” Matisse bor nu i Nizza, hvor han kører rundt
i egen Bil med hvidklædt Chauffør ved Rattet. Det er
muligt, at amerikanske Forretningsmænd har forstaaet det
Maal han satte i sin Kunst 1908, i hvert Fald er en stor
Del af hans Malerier vandret over Atlanterhavet til høje
Priser. Matisse aflagde Amerika et erkendtligt Besøg, da han
for to Aar siden foretog Rejsen Jorden rundt. Med en for-
bavsende Livskraft og Energi tog han, 60 Aar gammel, ud
paa denne Rejse for at modtage nye Indtryk. Cecile Peritch.
EN KUNSTHAANDVÆRKER JUBILERER
Omtumlet, snart oppe, snart nede, men stadig holdende Forbindelseslinien med sin
oprindelige Faguddannelse og i Virkeligheden ogsaa først og fremmest Haandvær-
keren af den gamle Skole, lige sprunget ud af en af Hostrups Komedier, fejrer
Gørtleren og Gøjleren Emilius Madsen i disse Dage sit 20 Aars Mesterjubilæum.
IN kjøbenhavnsk Benivenuto Cellini i vor Tid — den
I j i Kunstnerkredse kendte og omdisputerede Emilius
Madsen — kan i disse Dage holde sit 20 Aars Mester-
■ jubilæum som Gørtler. — Emilius Madsen er en ud-
præget Outsider ■— i sine Arbejder som i sit Væsen oprindelig,
usnobbet, fuld af medfødt Evne og autodidaktisk Kraft, en Kæm-
penatur, men som adskillige Kraftkarle tillige i Besiddelse af
en fintmærkende, nænsom, sikker Følelse for Stof, for Linie og
Form. Som Søn af en jævn og fattig Haandværker —- en heste-
skobøjende Smed med sagnagtig Muskelstyrke — syntes han præ-
distineret til alt andet end til at blive skabende Kunstner. Og
det er han dog, ikke alene i sit Virke indenfor Kunstindustrien.
Hans Løbebanes brogede og kringlede Vildveje førte ham til
fast Basis i Arbejdet med anvendt Metalkunst, efter at han,
med skiftende Held, havde forsøgt sig i Skuespillerfaget, hvor
han iøvrigt aabenbarede ualmindelige Muligheder for at kunne
hævde sig i Karakterroller, som Filmsdirektør, blandt andet i
Tyskland, som Fabrikant, noget i Retning af Alkymist i moderne
udvidet Forstand, som Slagteriarbejder, som Kunsthandler,
som Opfinder, bl. a. af Grammofonforbedringer og lignende.
Metalkunstindustrien gav ham forskellige vægtige og interessante
Arbejder at tumle med. Hans Lysekroner findes nu paa de of-
ficielt og privat mest fremtrædende Steder, som f. Eks. det
gamle Glyptothek (leveret gennem Firmaet Haslund og Hey-
mann), ligesom det købedygtige Kjøbenhavnerbourgeoisi i vidt
Maal har draget sig Fordel af hans Evner.
Emilius Madsen kan den Kunst at finde sit Materiale over-
alt, selv mellem kasseret Metalaffald og Pulterkammerskrammel,
han genformer det mellem sine Næver, puster nyt og bedre Liv
i det, stempler det med sin Personlighed og kunstneriske Ægthed.
Han kan føle sig ind i Aanden bag Stof og Form, finde Ud-
trykket for begge, den plastiske Harmoni, uden hvilket ethvert
Værk, selv præget af nok saa meget teknisk Kunnen, bliver for-
virret i sin Fremtoning og ustabilt i sit Præg. Der er aldrig
hverken raffineret Naivisme eller Rutine-Øjenforblændelse og
Hokuspokus i hans Arbejde, dertil er hans Natur for redelig
og usammensat, dertil er hans Sans for Humor, hans Skarpblik
for Humbug og “Skæg” for veludviklet. Hans Væsen og hans
Værk ejer netop den elementære Styrke og de — i borgerligt
Omdømme — fundamentale Mangler, som tilsammen giver Mu-
ligheden for Skabelse af Kunst.
Det vilde være Synd at underkaste Emilius Madsen det Slags
Krydsforhør, som kaldes Jubilæumsinterview, faa ham paa Glatis
ved Udtalelser om Livsanskuelse, Kunstanskuelse, Anskuelse om
Berettigelsen af Funktionalisme eller andre Retninger indenfor
Kunstindustrien. For Emilius Madsen har aldrig svoret til nogen
Farve, aldrig dyrket nogen Slags Fetish’er, aldrig været Geled-
traver, hverken i Hovedet eller Halen af en Hob Hagekorstil-
bedere. Hvad Stilarter angaar, nærer han vistnok størst For-
kærlighed for Empiretidens strenge, karske, rene Plastik, skønt
hans egen Apparition — den underlige Trold, som han er — og
hans eget, uforfærdede og uimponerede Væsen — nærmest ud-
trykker sig i en ejendommelig, frodig Barokstil. Imidlertid er
der ingen Grund til at gaa ud fra som noget givet, at Emilius
har fundet det endelig gyldige Udtryk for Rørelserne i sit ska-
bende Sind. Man kunde godt tænke sig, at han, som ynder at
benægte Fortrinnet af den ene Stilart fremfor den anden, og
endogsaa, paa sin paradoksale Facon, tager den saakaldte Chr.
den 9. Stils smagløse Plydshygge og Klunkepynt i Forsvar, kunde
finde sin egen Stil og give Navn til nye Udtryksformer. Mo-
dernisme er ham en ligesaa dum Glose som Reaktion; men han
er forsaavidt i Virkeligheden Funktionalist, som han kun finder
Skønhed og Berettigelse i en Tings Formaalstjenlighed og af-
skyr alt unødvendigt Stilskaberi, mens han samtidig irriteres af
moderne Arkitektur, fordi han ikke finder, at det “er Kunst at
stable Klodser og Kubus’er ovenpaa hinanden.” En lille Smule
Inkonsekvens er der jo nok i denne Argumentation, men In-
konsekvens er vist fælles Egenskab for næsten alle oprindelige
og stædigt selvstændige Naturer ■—■ særlig naar det drejer sig om
Brydningen mellem gammelt og nyt, det evigt vekslende og dog
evigt uforanderlige Problem.
Emilius Madsen interesserer sig maaske i Virkeligheden mere
for Dramatik end for nogetsomhelst andet, og et dramatisk
Værk har jo iøvrigt megen Lighed med et Stykke Kunstindustri,
det kræver, mere end andre litterære Arbejder, den faste, slut-
tede, plastiske Form, den strenge Teknik, den rent haandværks-
mæssige Sikkerhed.
En kendt Kjøbenhavner er Emilius, skønt han aldrig har gjort
noget for at blive kendt. Om hans lidt ranglede, skødesløse
Kraftkarleskikkelse vil der med Tiden flette sig et mythisk Spind
af fornøjelige Anekdoter. Men hans Arbejder indenfor Metal-
industrien vil fæstne Mindet om en ærlig, gæv, usnobbet Out-
sidernatur, som foretrak at færdes paa de friske, vilde Felter
fremforpaamagelige, makadamiseredeKongeveje. Til Lykke,Emi-
lius, Lysekronernes djærve Vølund, respektløst larmende Jættetrold
imellem Borgerskabets adstadige “Skæg”-Attraper! Josef Petersen.
149
at gentages antager de saa en Nyhedens Form, som Kunst-
neren gør til sin den Dag, han fornemmer deres dybe Be-
tydning.” Matisse bor nu i Nizza, hvor han kører rundt
i egen Bil med hvidklædt Chauffør ved Rattet. Det er
muligt, at amerikanske Forretningsmænd har forstaaet det
Maal han satte i sin Kunst 1908, i hvert Fald er en stor
Del af hans Malerier vandret over Atlanterhavet til høje
Priser. Matisse aflagde Amerika et erkendtligt Besøg, da han
for to Aar siden foretog Rejsen Jorden rundt. Med en for-
bavsende Livskraft og Energi tog han, 60 Aar gammel, ud
paa denne Rejse for at modtage nye Indtryk. Cecile Peritch.
EN KUNSTHAANDVÆRKER JUBILERER
Omtumlet, snart oppe, snart nede, men stadig holdende Forbindelseslinien med sin
oprindelige Faguddannelse og i Virkeligheden ogsaa først og fremmest Haandvær-
keren af den gamle Skole, lige sprunget ud af en af Hostrups Komedier, fejrer
Gørtleren og Gøjleren Emilius Madsen i disse Dage sit 20 Aars Mesterjubilæum.
IN kjøbenhavnsk Benivenuto Cellini i vor Tid — den
I j i Kunstnerkredse kendte og omdisputerede Emilius
Madsen — kan i disse Dage holde sit 20 Aars Mester-
■ jubilæum som Gørtler. — Emilius Madsen er en ud-
præget Outsider ■— i sine Arbejder som i sit Væsen oprindelig,
usnobbet, fuld af medfødt Evne og autodidaktisk Kraft, en Kæm-
penatur, men som adskillige Kraftkarle tillige i Besiddelse af
en fintmærkende, nænsom, sikker Følelse for Stof, for Linie og
Form. Som Søn af en jævn og fattig Haandværker —- en heste-
skobøjende Smed med sagnagtig Muskelstyrke — syntes han præ-
distineret til alt andet end til at blive skabende Kunstner. Og
det er han dog, ikke alene i sit Virke indenfor Kunstindustrien.
Hans Løbebanes brogede og kringlede Vildveje førte ham til
fast Basis i Arbejdet med anvendt Metalkunst, efter at han,
med skiftende Held, havde forsøgt sig i Skuespillerfaget, hvor
han iøvrigt aabenbarede ualmindelige Muligheder for at kunne
hævde sig i Karakterroller, som Filmsdirektør, blandt andet i
Tyskland, som Fabrikant, noget i Retning af Alkymist i moderne
udvidet Forstand, som Slagteriarbejder, som Kunsthandler,
som Opfinder, bl. a. af Grammofonforbedringer og lignende.
Metalkunstindustrien gav ham forskellige vægtige og interessante
Arbejder at tumle med. Hans Lysekroner findes nu paa de of-
ficielt og privat mest fremtrædende Steder, som f. Eks. det
gamle Glyptothek (leveret gennem Firmaet Haslund og Hey-
mann), ligesom det købedygtige Kjøbenhavnerbourgeoisi i vidt
Maal har draget sig Fordel af hans Evner.
Emilius Madsen kan den Kunst at finde sit Materiale over-
alt, selv mellem kasseret Metalaffald og Pulterkammerskrammel,
han genformer det mellem sine Næver, puster nyt og bedre Liv
i det, stempler det med sin Personlighed og kunstneriske Ægthed.
Han kan føle sig ind i Aanden bag Stof og Form, finde Ud-
trykket for begge, den plastiske Harmoni, uden hvilket ethvert
Værk, selv præget af nok saa meget teknisk Kunnen, bliver for-
virret i sin Fremtoning og ustabilt i sit Præg. Der er aldrig
hverken raffineret Naivisme eller Rutine-Øjenforblændelse og
Hokuspokus i hans Arbejde, dertil er hans Natur for redelig
og usammensat, dertil er hans Sans for Humor, hans Skarpblik
for Humbug og “Skæg” for veludviklet. Hans Væsen og hans
Værk ejer netop den elementære Styrke og de — i borgerligt
Omdømme — fundamentale Mangler, som tilsammen giver Mu-
ligheden for Skabelse af Kunst.
Det vilde være Synd at underkaste Emilius Madsen det Slags
Krydsforhør, som kaldes Jubilæumsinterview, faa ham paa Glatis
ved Udtalelser om Livsanskuelse, Kunstanskuelse, Anskuelse om
Berettigelsen af Funktionalisme eller andre Retninger indenfor
Kunstindustrien. For Emilius Madsen har aldrig svoret til nogen
Farve, aldrig dyrket nogen Slags Fetish’er, aldrig været Geled-
traver, hverken i Hovedet eller Halen af en Hob Hagekorstil-
bedere. Hvad Stilarter angaar, nærer han vistnok størst For-
kærlighed for Empiretidens strenge, karske, rene Plastik, skønt
hans egen Apparition — den underlige Trold, som han er — og
hans eget, uforfærdede og uimponerede Væsen — nærmest ud-
trykker sig i en ejendommelig, frodig Barokstil. Imidlertid er
der ingen Grund til at gaa ud fra som noget givet, at Emilius
har fundet det endelig gyldige Udtryk for Rørelserne i sit ska-
bende Sind. Man kunde godt tænke sig, at han, som ynder at
benægte Fortrinnet af den ene Stilart fremfor den anden, og
endogsaa, paa sin paradoksale Facon, tager den saakaldte Chr.
den 9. Stils smagløse Plydshygge og Klunkepynt i Forsvar, kunde
finde sin egen Stil og give Navn til nye Udtryksformer. Mo-
dernisme er ham en ligesaa dum Glose som Reaktion; men han
er forsaavidt i Virkeligheden Funktionalist, som han kun finder
Skønhed og Berettigelse i en Tings Formaalstjenlighed og af-
skyr alt unødvendigt Stilskaberi, mens han samtidig irriteres af
moderne Arkitektur, fordi han ikke finder, at det “er Kunst at
stable Klodser og Kubus’er ovenpaa hinanden.” En lille Smule
Inkonsekvens er der jo nok i denne Argumentation, men In-
konsekvens er vist fælles Egenskab for næsten alle oprindelige
og stædigt selvstændige Naturer ■—■ særlig naar det drejer sig om
Brydningen mellem gammelt og nyt, det evigt vekslende og dog
evigt uforanderlige Problem.
Emilius Madsen interesserer sig maaske i Virkeligheden mere
for Dramatik end for nogetsomhelst andet, og et dramatisk
Værk har jo iøvrigt megen Lighed med et Stykke Kunstindustri,
det kræver, mere end andre litterære Arbejder, den faste, slut-
tede, plastiske Form, den strenge Teknik, den rent haandværks-
mæssige Sikkerhed.
En kendt Kjøbenhavner er Emilius, skønt han aldrig har gjort
noget for at blive kendt. Om hans lidt ranglede, skødesløse
Kraftkarleskikkelse vil der med Tiden flette sig et mythisk Spind
af fornøjelige Anekdoter. Men hans Arbejder indenfor Metal-
industrien vil fæstne Mindet om en ærlig, gæv, usnobbet Out-
sidernatur, som foretrak at færdes paa de friske, vilde Felter
fremforpaamagelige, makadamiseredeKongeveje. Til Lykke,Emi-
lius, Lysekronernes djærve Vølund, respektløst larmende Jættetrold
imellem Borgerskabets adstadige “Skæg”-Attraper! Josef Petersen.
149