Samleren: kunsttidsskrift (8.1931)

Vi bringer nedenfor Anmeldelse af Johannes V. Jensen’s nylig udkomne Samling af Kunstessays: Form og
Sjæl. Leo Estvad’s grafiske Arbejder og Eiler Nystrøm’s Udgave af Drevons Beskrivelse af Dronninggaard.

FORM OG SJÆL
(G. B. N. F.)
JOHANNES V. JENSEN har samlet en Del
af sine Kroniker fra Dagbladene, væsentlig
omhandlende Kunst, og udgivet dem i Bog-
form under Navnet Form og Kunst. Den
berømte Forfatters nye Bog bærer ogsaa Vidne
om, at hans Interesse for Kunstens mangeartede
Fænomener og stadige Udvikling er usvækket,
men samtidig — selv om han siger mange
rammende og rigtige Ting — om en lidt vel
overdreven Tiltro til sine Tankers Originalitet
og Ufejlbarlighed.
I Afsnittet Kunstens Logik virker hans
absolute Udtalelser ikke altid lige overbevi-
sende. Han skriver bl. a.: “Den, der søger
Portrættet i vid Forstand, Kontrafej, Skilderi,
som det hedder med et Par betegnende gamle
Ord, vil omfatte dekorativ Kunst med for-
holdsvis behersket Interesse og øve sig mindre
i Sansen derfor. Ogsaa Farven vil man sætte
i et andet Plan, naar det stærke Krav til
Formen, Tingenes Fysiognomi gaar forud;
andre derimod vil bedømme Kunst omtrent
udfra Farven alene. Sandheden er, at hver
Kunstart har sin Berettigelse for sig; Uklarhed
og megen forfejlet Kunst opstaar ved, at man
blander forskellige Kunstarter sammen, og be-
dømmer den ene med Krav hentet fra den
anden. Den endeløse Debat om Kunst er ufrugt-
bar saa længe, man ikke har Kunstværket
klart defineret; Kunstnernes Synder beror paa,
at de ikke holder dem rene.” Johannes V.
Jensen har sikkert kun delvis ret i denne
Paastand. Mon ikke Sagen er den, at den helt
ypperlige Kunst (saa skrøbeligt som vi Men-
nesker nu engang forsøger at spille Skabere)
netop bestaar i en Sammensmeltning af Farve
og Form og dekorative kompositoriske Elemen-
ter, som Johannes V. Jensen altsaa ønsker ad-
skilt hver for sig. Kunsthistorien viser i hvert
Fald tydelige Eksempler paa, at der den Vej
er naaet noget nær det fuldkomne. Et straa-
lende Eksempel har man bl. a. i Rafael, og
det er misvisende, naar Johannes V. Jensen
mener, Tiden nu finder ham kulørt, det er
sikkert kun de allermest uforbederlige Surrea-
lister, der indlader sig paa den Slags Narre-
streger, og som de lidt senere op i Aarenc
vil være de første til at benægte.
Fuldstændig forkert indstillet er imidlertid
Johannes V. Jensen i sin korte Omtale af El
Greco, hvor han skriver: “Først vor Tid ser
i Farven et Program, og vil være tilbøjelig
til at vurdere Fortidens Kunst i Forhold til,
om den tilfredsstiller et moderne Øje eller ej,
derfor er El Greco paa Toppen, skønt han
tegner maadeligt, hans Farve falder sammen
med en Smag, som er paa Mode i Øjeblikket”.
Det er unægteligt trist, at en saa særpræget
personlig Kunstner som Johannes V. ikke har
den ringeste Føling med Greco’s dybt person-
lige og vidt omspændende Aand. Paastanden
om at El Greco kun tegner maadeligt, stiller

desværre Johannes V. paa samme Linie, som
den mest reaktionære 18. November Mand,
der i Tegningens Almindelighed og Banalitet
ser det højeste Maal for Kunstens Stræben,
og i en El Greco’s Gigant-Værker kun et
Udtryk for en Fejl i Øjets Bygning. Hvis
Greco tegner maadeligt er baade Michel Angelo,
Leonardo, ja, vi kan tage Tizian og Durer
med, ogsaa Stympere, men Sandheden er den,
at enhver Fagmand maa bøje sig for El Gre-
co’s ikke mindst enorme tekniske Virtuositet
som Tegner, der mange Gange nærmer sig
det helt ufattelige, bl. a. den Maade hvorpaa
han med en genial Selvfølgelighed løser de
vanskeligste perspektiviske Forkortninger kan
helt tage Vejret fra En. Man kan derimod
give Johannes V. Ret i, at der er drevet me-
get tomt og goldt Snobberi med Greco, saa at
visse Kunstner-Kredse endog en Tid hævdede,
at der overhovedet ikke fandtes anden Kunst
paa hele Jordkloden end hans, og muligvis
er det denne Taabelighed, der har vakt Jo-
hannes V. Jensens Indignation og dikteret ham
de uoverlagte Ord i Pennen, hvad en Mand
af hans Støbning burde være for betydelig
til — Greco klarer sig jo nok endda. Heller
ikke kan man give ham Ret i hans summa-
riske Paastand om, at Velasquez er “Verdens
første Portrættist”. Der gives som bekendt an-
dre brogede Køer end Præstens, og selv om
man i Ærbødighed bøjer sig for Velasquez,
har jo baade Leonardo, Tizian, Tintoretto,
Holbein, Memling, Rubens, van Dyck, Rem-
brandt, C. A. Jensen og mange, mange andre
ogsaa deres Fortrin. Det er, som man kan
forstaa, ikke lige netop det logiske Moment,
der er det fremherskende i hans Afhandling
om Kunstens Logik.
I Artiklerne om Fynboerne Peter Hansen
og Syberg er han derimod paa fast Grund.
Det er Mennesker, han har kendt, og holdt af
deres Kunst som af dem selv. Og naar han
skriver om Peter Hansens Landskabsbilleder,
hvor Farven “ligger paa Tungen som Smagen
af Regn, eller som at gabe over en Rose, de
har en egen Humiditet (til Oplysning for ikke
Latinere betyder Ordet slet og ret Fugtig-
hed), som det danske Vejr”, fornemmer man
Digterens Intuition og Seevne, og det er der,
hans rette Felt som Kunstskribent ligger.
O. V. Borch.
★
LEO ESTVADS GRAFIK
i A T OELS Forlag, der tidligere har udgivet
V V en Række Modeltegninger af Ernst Han-
sen, naaede inden det afgik ved Døden at faa
udsendt en meget statelig Bog i stort Format
med Tegninger og Grafik af Leo Estvad.
Leo Estvad indtager en smuk Plads blandt
vore yngre grafiske Kunstnere; tillige er han
en af de flittigste og mest produktive. Flid
i Forbindelse med Kunst kan maaske af nogle

opfattes som en tvetydig Kompliment, men
det er en Misforstaaelse. Den grafiske Kunst
kræver en teknisk Beherskelse, der kun kan
opnaas ved intenst Arbejde med Problemerne.
I Raderingerne rendyrker Estvad en hel og
udtryksfuld Streg og forsmaar alle letkøbte
artistiske Aqua-Tinte Virkninger med lækker
Tonevirkning. I Koldnaalens rene Gravering
tumler Estvad sig nu helt sikkert og behersker
et Landskab med en smuk og fast Holdning.
Baade de danske og de sydfranske Landskaber
er gode Prøver paa hans Raderkunst. Estvads
Træsnits gode Egenskaber har vi gentagne
Gange slaaet til Lyd for her i Samleren, og
det er med Fornøjelse, vi genser disse Arbejder,
der har kunnet staa sig trods den stærke Ud-
vikling, Kunstneren i de senere Aar har gen-
nemgaaet. Blandt de stærkeste Arbejder er:
“Tunesiske Tiggere” og “Artister”. Den male-
riske Følsomhed i Snittet, som disse Træsnit
ejer, lader sig udmærket forene med en fast
monumental Holdning. Litografiet er det nye-
ste i Estvads grafiske Produktion. Ogsaa her
opnaar Estvad gode Resultater som f. Eks. i
Jødehovedet.
Sidst men ikke mindst glædes man over de
smukke Tegninger, saavel de elegante Model-
studier som de baade faste og maleriske Teg-
ninger fra Vendsyssel. Bogen gør i det Hele
taget et smukt og gedigent Indtryk. Repro-
duktionerne er gode — selv det første Farve-
tryk er fortrinligt — saa man maa ogsaa bog-
teknisk fremhæve den vellykkede Publikation.
K.B.
★
DREVONS BESKRIVELSE AF DRON-
NINGGAARD 1786
(Biblifil-Udsendelse).
Udgivet af Alfred Goods personalhistoriske
Fond.
(Kommission G. B. N. F.)
NAAR en Bibliofil-Udsendelse fremtræder
saa smukt, paa samme Tid saa omhyggelig
og dog uden overdreven Pretentioner, kan man
kun hilse den med Glæde, selvom den tekst-
mæssig som her kun har Bud til et snævrere
Publikum.
Det er den fremragende Kender af Nord-
sjællands topografiske Historie: Dr. phil.
Eiler Nystrøm, der har forestaaet Udgi-
velsen, og som har skrevet den udmærkede
orienterende Indledning, der præsenterer Dre-
vons paa fransk gengivne Beskrivelse af
Dronninggaard. — Det er uforstaaeligt at
man ikke har søgt at sammenstemme det ind-
ledende danske Titelblad nøjere til det, der
senere staar foran den franske Tekst, og som
absolut er bedre afbalanceret, men ellers er
den typografiske Udstyrelse udadelig og de
mange Facsimilegengivelser af Kort og Pro-
spekter (for en stor Del i lette Akvarel-og Pa-
stelfarver) helt ud mønsterværdige.

76