Samleren: kunsttidsskrift (8.1931)

FRU TROLLES
VÆVESTUER
FOR DAMER
Bestillinger paa al Slags Vævearbejde modtages
SPECIALE: Gulvtæpper — Møbelstoffer — Gardiner — ligesom
al Slags Vævegarn føres.
UDSALG: Bredgade 65 Tif. Palæ 1737 x

Just Andersen*/

GULD

TIN

PLET

SØLV

CJUST

DISKO

BRONCE

4

Værksted og en gros:
GL. KONGEVEJ 3
Telf. V. 8684 og V. 9823

Udsalg:
AMAGERTORV
Telf. B. 8560

»nr IH

€1 II

ske Æra. Men mens den store Revolution i det oprindelige
Moderland skar saa dybt, at der straks kom afgrødegi-
vende Lag til Overfladen, skød den anckarstrømske Mor-
derkugle blot en Festens Betaler i Graven. Og saa stærkt
har derefter de magre Aar hærget, at Sveriges største
Kunstner af i Dag er en Halvdansker, hvis Styrke ligger i,
han har kunnet slaa Broen over mere end et Aarhundredes
Svælg og med begge Ben plantet sin kvindekære Kunst i
Rokokoens yndefulde Kineserier.
Vandrer man gennem Stockholmer Galleriets dystre Sale
for det 19. Aarhundredes nationale Billedkunst, synes man
kun at fornemme Sverige selv gennem Fremmedes Røst.
Saa omflakkende, saa langt bort fra Hjemmet søgte sven-
ske Kunstnere, at selv de rigest benaadede efter Tilbage-
komsten talte med Accent ... om det i det hele taget er
svensk Maal, der lyder. Man har beklaget, at Hockert, den
bedste af sin Tid, døde saa forholdsvis ung og saa kort
efter man endelig ved et Professorat havde bundet ham til
Fædrelandet. Overflødige Taarer, hvad den forventede na-
tionale Vækkelse angaar, dertil var hans fint kultiverede
Palet sikkert allerede for stærkt og uopretteligt blandet op
fra germanske og galliske Tuber. — Saa kommer endelig
80ernes brogede Opbud. Mere hektisk blussende, mere for-
rygende virtuost i sine kraftigste Udslag end andet Steds i
Skandinavien. Resultatet faldt ud som det var at vente,
naar det kom, ikke som Produkt af et enkelt hjemmefødt
Slægtleds pludselige stærke Slid paa fremmede Skolebæn-
ke, men af flere Generationers hvileløse Emigration. Et
Vaaben giødet og smedet paa Europas hedeste Esser. —

Carl Larsson kan ved første Øjekast synes oprindeligst,
mest svensk, Forbindelseslinien bagud til det 18. Aarhun-
drede er mærkbar, Luften kan synes høj og lys som over
en nordlig Sommer, men Teknikken, ja, Følelsen er mere
parisisk end man henter den hjem selv fra et helt Livs gen-
tagne Strandhugst. Og med Liljefors er vi ude i Salon i
Renkultur. Hans blændende Dyreepos er virkningsfulde
Vægfriser, straalende Indramning for blussende Jagtsel-
skaber, som over knaldende Champagneflasker, praler
eventyrligt med Bedrifter oplevet i skinnende Lakstøvler
bag Rækker af trællebaarene Klappere — men ganske ueg-
net til stille Andagt for beskedne Naturelskere. — Zorn,
denne umættelige Livsbekræfter, denne magtfulde Kolos,
var maaske i Virkeligheden sit Slægtleds svageste. Men han
var et Stykke af en Kunstner og anede Forpligtelserne.
Udpræget Naturbegavelse som han var, Dalkullaens Søn.
primitiv lige til Marven af sin jættestærke Fysik (den han
først af alle har at takke) blev hans Drøm Glansen, den
altbesejrende, blændende Virtuositet. Og dét Maal naaede
han nærmere end nogen anden Kunstner i Norden. Men
allerede paa Vejen op, har han sikkert skælvet for hvor
stor Betalingen var. Og han har kastet sig ind paa Opga-
verne, stemt sig op i en aandelig (og hyppigt sikkert og-
saa legemlig) Rus, raset med en Urkrafts Vælde, der drev
Skærgaardens Bølger afsted saa man næsten ganske bog-
stavelig hører deres Skvulpen mod Stenene, deres klasken-
de Splintren, deres kuede Mumlen, men bare aldrig
fornemmer Vandets friske Kølighed, der læsker paa Tun-
gen og risler mod Huden. Og han har fraadset i Visioner