DOI Artikel:
Fugl, Alexander: Grønningens malere 1931
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0028
19 3 1
TALENTFULDE? Ih-du-forbarmende, særdeles! Men
vi vil da oprigtig haabe, at de opfatter denne Glose
som en nedrig Fornærmelse. I saa Tilfælde er der
en Chance endnu. Skønt — —. Nu har man i mere
end en halv Menneskealder fulgt de fleste af disse Begavel-
ser, og der er næppe en af os jævnaldrende, der ikke den
Dag i Morgen kan udsende 100 forskellige Opskrifter
paa at servere talentfuld af disse Ingredienser. . . Men
man sætter Pølse for og bag — og ærlig talt nu er den blot
„talentfulde Smag" snart for vamlende ensformig.
For at blive i Køkkensproget. Det er ikke længere friske
Grønsager, det er
Konserves. Og Ulyk-
ken er, at de nye Spi-
rer, de tager ind, me-
get hurtig kommer
under den samme her-
metiske Henkogning.
Se nu til Jens Søn-
der g a ard. Denne til-
syneladende urkraf-
tige, primitive Vækst.
Stadig Grønnin-
gens interessanteste
Fysiognomi. Men er
det oprindelige, det
naive og friske ikke
farlig paa Vej til
at blive en særdeles
haandfast Maner til-
sat artistiske Feinsme-
ckerier, nogle drev-
ne Farveklange i en
materialiseret Gris eller et Protoplasma af en Ko. Bliv ved
med det et Par Aar endnu Hr. Søndergaard saa kan vi for-
udsige Dem paa Klokkeslet, naar Kunstelskere vil slaas om
Deres tidlige Arbejder, men gaa Deres kommende Udstil-
linger ligegyldige forbi. Af en Kraft som Dem venter man
positiv Udvikling, ikke Træskodans paa Stedet tilsat nogle
Attituder af „Svanens Død".
Og Niels Lergaard. Utvivlsom ogsaa et stærkt og per-
sonligt Talent, hvis Toner bærer Bud om en romantisk
dansk Naturopfattelse, vel værd at agte paa. Men vi nægter
ikke, at hos os ødelagde han hele Stemningen ved det ligesaa
dominerende som irriterende „Polske Jøder". Hvorfor denne
unødige Udfordring af Borgerskabet. Og det er en Udfor-
dring! Hr. Sørensen har nemlig ganske Ret, hvis han siger,
det synes ham malt med en vildfaren Finger paa Indersi-
den af en Dør med et Hjærte i. Vi tager d’Herrer Sørensen
og Kaper under hver sin Arm og spørger med dem: Hvad
er Meningen? —
Gæsterne Kay Christensen og Haagen-Miiller er
egentlig de interessanteste. Der er smukke Farver og bredt
anlagt Foredrag hos den første og fornem, lidt sentimental
Monumentalitet, som i den smukke Udsigt mod „Notre
Dame", hos den sidste. Og saa er de endnu saa grønne, at
de ikke kender Inertiens Lov. Men det kommer nok.
Den har som sagt forlængst henkogt den gamle Høst.
Hvor er det f. Eks. forstemmende, at en saa ypperlig
Begavelse som Olaf Rude, der ejer de reneste Farver og
den klareste Tanke, aldrig er naaet at komme op af
den Liggestol, hvor hans Billeder formodentlig bliver til.
Tænk om han engang havde smidt Jaketten og ikke været
bange for at faa Knæ i Bukserne. Danmark havde haft en
stor Maler mere. Nu har den et Talent, aa, et saa talent-
luldt Talent. Trist!
Axel P. Jensen
har taget sig sammen.
Det skal belønnes. Vi
vil vente til næste Aar
med at sige noget. Vi
har jo saa Lov at haa-
be indtil da.
I den Ligegyldig-
hedens og Tomhedens
en gros Forretning,
der i de senere Aar er
repræsenteret af S i-
gurd Swane, lyser
denne Gang et Par
enkelte Foraarsbille-
der frem af en saa
henrivendeog uberørt
Ynde, at man føler at
bag dette Jomfruløv
spirer og udfolder sig
Poesiens himmelblaa
Stjærneblomst. Alt forladt Hr. Sigurd Swane. De er en sand
Lyriker, trods alt.
Men den robuste Sundhed, den marvfjalde Styrke man
altid kan forlade sig paa, finder man dog paa Rostrup
Bøyesens Væg. Skade, at han ikke er dansk.
Den Høsttone han mestrer er vel af ægte hjemlig Lød,
men kan alligevel ikke klare sig mod de øvrige Klange,
Penslens Foredrag, hele hans Teknik — det er Monet og
fremefter. Og derfor vedkender vi os ikke disse Strandbille-
der, staar der end Nivaa og Amager i Kataloget, eller disse
Forstæder, er Prospektet ogsaa Kjøbenhavn. Det er Bretagne,
Paris - Frankrig.
Efter vore egne Malere, bør man vel høfligst ofre Gæ-
sten et Ord. Dog, Pokkeren skulde være høflig her.
Blev man ikke af andre Grunde forstemt over Grønnin-
gens Malere i Aar, skulde Hr. Eric Detthow nok be-
røve én Humøret.
Det staar visselig galt til med vore danske Værter, naar de
ønsker at sidde til Bords med denne flove Rutinør. Dette
Produkt af Turisme, Kunsthandler-Smartness og al ærlig
Kunsts Forfald i Øjeblikkets mondæne Paris. A. F.
Jens Søndergaard: Huse ved Havet (80X100).
12
TALENTFULDE? Ih-du-forbarmende, særdeles! Men
vi vil da oprigtig haabe, at de opfatter denne Glose
som en nedrig Fornærmelse. I saa Tilfælde er der
en Chance endnu. Skønt — —. Nu har man i mere
end en halv Menneskealder fulgt de fleste af disse Begavel-
ser, og der er næppe en af os jævnaldrende, der ikke den
Dag i Morgen kan udsende 100 forskellige Opskrifter
paa at servere talentfuld af disse Ingredienser. . . Men
man sætter Pølse for og bag — og ærlig talt nu er den blot
„talentfulde Smag" snart for vamlende ensformig.
For at blive i Køkkensproget. Det er ikke længere friske
Grønsager, det er
Konserves. Og Ulyk-
ken er, at de nye Spi-
rer, de tager ind, me-
get hurtig kommer
under den samme her-
metiske Henkogning.
Se nu til Jens Søn-
der g a ard. Denne til-
syneladende urkraf-
tige, primitive Vækst.
Stadig Grønnin-
gens interessanteste
Fysiognomi. Men er
det oprindelige, det
naive og friske ikke
farlig paa Vej til
at blive en særdeles
haandfast Maner til-
sat artistiske Feinsme-
ckerier, nogle drev-
ne Farveklange i en
materialiseret Gris eller et Protoplasma af en Ko. Bliv ved
med det et Par Aar endnu Hr. Søndergaard saa kan vi for-
udsige Dem paa Klokkeslet, naar Kunstelskere vil slaas om
Deres tidlige Arbejder, men gaa Deres kommende Udstil-
linger ligegyldige forbi. Af en Kraft som Dem venter man
positiv Udvikling, ikke Træskodans paa Stedet tilsat nogle
Attituder af „Svanens Død".
Og Niels Lergaard. Utvivlsom ogsaa et stærkt og per-
sonligt Talent, hvis Toner bærer Bud om en romantisk
dansk Naturopfattelse, vel værd at agte paa. Men vi nægter
ikke, at hos os ødelagde han hele Stemningen ved det ligesaa
dominerende som irriterende „Polske Jøder". Hvorfor denne
unødige Udfordring af Borgerskabet. Og det er en Udfor-
dring! Hr. Sørensen har nemlig ganske Ret, hvis han siger,
det synes ham malt med en vildfaren Finger paa Indersi-
den af en Dør med et Hjærte i. Vi tager d’Herrer Sørensen
og Kaper under hver sin Arm og spørger med dem: Hvad
er Meningen? —
Gæsterne Kay Christensen og Haagen-Miiller er
egentlig de interessanteste. Der er smukke Farver og bredt
anlagt Foredrag hos den første og fornem, lidt sentimental
Monumentalitet, som i den smukke Udsigt mod „Notre
Dame", hos den sidste. Og saa er de endnu saa grønne, at
de ikke kender Inertiens Lov. Men det kommer nok.
Den har som sagt forlængst henkogt den gamle Høst.
Hvor er det f. Eks. forstemmende, at en saa ypperlig
Begavelse som Olaf Rude, der ejer de reneste Farver og
den klareste Tanke, aldrig er naaet at komme op af
den Liggestol, hvor hans Billeder formodentlig bliver til.
Tænk om han engang havde smidt Jaketten og ikke været
bange for at faa Knæ i Bukserne. Danmark havde haft en
stor Maler mere. Nu har den et Talent, aa, et saa talent-
luldt Talent. Trist!
Axel P. Jensen
har taget sig sammen.
Det skal belønnes. Vi
vil vente til næste Aar
med at sige noget. Vi
har jo saa Lov at haa-
be indtil da.
I den Ligegyldig-
hedens og Tomhedens
en gros Forretning,
der i de senere Aar er
repræsenteret af S i-
gurd Swane, lyser
denne Gang et Par
enkelte Foraarsbille-
der frem af en saa
henrivendeog uberørt
Ynde, at man føler at
bag dette Jomfruløv
spirer og udfolder sig
Poesiens himmelblaa
Stjærneblomst. Alt forladt Hr. Sigurd Swane. De er en sand
Lyriker, trods alt.
Men den robuste Sundhed, den marvfjalde Styrke man
altid kan forlade sig paa, finder man dog paa Rostrup
Bøyesens Væg. Skade, at han ikke er dansk.
Den Høsttone han mestrer er vel af ægte hjemlig Lød,
men kan alligevel ikke klare sig mod de øvrige Klange,
Penslens Foredrag, hele hans Teknik — det er Monet og
fremefter. Og derfor vedkender vi os ikke disse Strandbille-
der, staar der end Nivaa og Amager i Kataloget, eller disse
Forstæder, er Prospektet ogsaa Kjøbenhavn. Det er Bretagne,
Paris - Frankrig.
Efter vore egne Malere, bør man vel høfligst ofre Gæ-
sten et Ord. Dog, Pokkeren skulde være høflig her.
Blev man ikke af andre Grunde forstemt over Grønnin-
gens Malere i Aar, skulde Hr. Eric Detthow nok be-
røve én Humøret.
Det staar visselig galt til med vore danske Værter, naar de
ønsker at sidde til Bords med denne flove Rutinør. Dette
Produkt af Turisme, Kunsthandler-Smartness og al ærlig
Kunsts Forfald i Øjeblikkets mondæne Paris. A. F.
Jens Søndergaard: Huse ved Havet (80X100).
12