DOI Artikel:
M., O.: Opdragelsen til fresko
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0275
Professor Oscar Matthiesen, der for kort Tid siden afleverede sit sidste store Fresko-
arbejde: „Den barmhjertige Samaritan4' til Unitarernes Hus, har paa Samlerens
Anmodning sendt os nedenstaaende Artikel om Freskoteknik og Uddannelsen hertil.
V. lever i en interessant Tid. Hele denne Brydning
mellem Egoisme og Altruisme, denne Kamp imellem
Alle for at kunne eksistere, dette Bulder for at faa
Menneskeheden rystet sammen til et Hele samtidig
med Angstens Brøl for at Naboen ikke skal løbe af med
Profitten! Det er en levende Tid, hvor Alle søger at dyg-
tiggøre sig til Kampen, ikke ulig Renaissancens. — Den
tungere tænkende
Stand, de bildende
Kunstnere, var ikke
førende dengang; de
kom langt efter Dig-
terne, hos hvem de
aandelige Frem-
skridt iKunsten fød-
tes og føltes først.
Tænk paa Dante,
Petrarca og Bocca-
cio, hvor langt tid-
ligere de var modne,
end nogen af deres
samtidige Malere,
tænk hvor Dante
var langt forud! Det
er let at se i hans
„Divina Comedia".
Omend den er mid-
delalderlig i hele sit
Anlæg med Helvede,
Skærsilden og Him-
merige, hvor langt
forud var han for
Giotto f. Ekspl. i
sine naturalistiske
Iagttagelser af Men-
nesker, ja han havde
endog studeret Landskabet, som længe efter ham laa ganske
upaaagtet af Malerne. Og hvilken Form, hvilken blændende
Teknik i hans Digte!
Derefter fulgte hele Billedkunstens Triumftog, som kul-
minerede i Verdens største Kunstner, Michel Angelo.
Og saa vender man nu tilbage til Giotto og Byzantisme.
Til det naive — som om der ingen Renaissance havde været,
og som om ikke Livet udenom os og i os bruser med en
Voldsomhed som ingensinde før. Tro dem, hvem der vil,
men Menneskene er ikke naive nuomstunder. Ser vi histo-
risk paa Udviklingsmulighederne, kan saa de unge Kunst-
nere i vor Tid vente at naa de samme Højder som Renais-
sancens? Vi maa da først spørge: Hvorfor naaede Renais-
sancens Kunstnere saa højt? De var jærnflittige for at
overgaa hinanden; de skabte for at skabe noget, som ingen
anden havde skabt! Nu render de alle i Halen paa hver-
andre, sidste Mode! hurtigst muligt, Artister med det samme!
“Skidt med a. b. c.en, Dante er en gammel Kanut, som
ingen gider læse mere, og Michel Angelo kunde vist ikke
tegne“. — Der er Forskel paa Renaissance og Decadance.
Der er Forskel imellem at slide sig igennem Vanskelig-
hederne Skridt for Skridt og at springe dem over; der er
Forskel paa Livsførelsen, paa Menneskeudviklingen; der er
Forskel paa Resultaterne.
Hvorledes arbejdede Renaissancens 'store Mestre? Hver
og én begyndte som
Dreng og Lærling
hos en ældre, rev
Farver, præparerede
Malegrunde, gik til
Haande og kom lidt
efter lidt ind i Tek-
nikkens Begyndel-
sesgrunde. Saa fik
han Undervisning i
Tegning efter Na-
turen, og Naturen
var det hellige For-
billede. Saa blev han
sat til at copiere og
lærte Mesterens Tek-
nik saa længe og saa
godt, at han kunde
blive Medhjælper —
og som Medhjæl-
per sprang han en
skønne Dag ud og
skabte selv. Men da
kunde han sin a. b. c.
— og lidt til. Og
saa begyndte Studi-
erne efter Naturen
at tage større Fart,
saa uddybedes de
med en Lidenskab, en Kærlighed, en Voldsomhed. Han skaf-
fede sig Lig for Anatomiens Skyld, Elskerinder for Maleriets
Skyld. Han arbejdede Døgnet igennem med den bevidste
Flid for at trænge saa dybt som muligt ind i Naturen, med
den bevidste Lidenskab for at naa det højeste.
Hvad er det højeste i Kunsten? Det er Digtet, det i
Farver og Form legemliggjorte Digt. Men det mestrer ingen
Kunstner uden at han kan sit Haandværk.
Det fineste Haandværk i Malerkunstens Tjeneste er
Freskomaleriet. Haanden maa uhindret kunde følge Aan-
den. Men dette lille Ord “uhindret"1 vil sige, at alle Disci-
pliner skal være i Orden, inden man begynder paa Muren,
alle Studier, anatomiske, Modelstudier, Farvestudier o. s. v.
skal være øvede, skal være gjorte og omsatte i den endelige
Karton med Kompositionen, gjorte til en saadan Fuldkom-
menhed, at man under Arbejdet paa Muren kan øse af
dem uden at tænke paa, om de slaar til. Medens det præ-
parerede Lærred for Oliemaleri er taalmodigt og giver sin
Den barmhjertige Samaritan. Fresko.
U1
arbejde: „Den barmhjertige Samaritan4' til Unitarernes Hus, har paa Samlerens
Anmodning sendt os nedenstaaende Artikel om Freskoteknik og Uddannelsen hertil.
V. lever i en interessant Tid. Hele denne Brydning
mellem Egoisme og Altruisme, denne Kamp imellem
Alle for at kunne eksistere, dette Bulder for at faa
Menneskeheden rystet sammen til et Hele samtidig
med Angstens Brøl for at Naboen ikke skal løbe af med
Profitten! Det er en levende Tid, hvor Alle søger at dyg-
tiggøre sig til Kampen, ikke ulig Renaissancens. — Den
tungere tænkende
Stand, de bildende
Kunstnere, var ikke
førende dengang; de
kom langt efter Dig-
terne, hos hvem de
aandelige Frem-
skridt iKunsten fød-
tes og føltes først.
Tænk paa Dante,
Petrarca og Bocca-
cio, hvor langt tid-
ligere de var modne,
end nogen af deres
samtidige Malere,
tænk hvor Dante
var langt forud! Det
er let at se i hans
„Divina Comedia".
Omend den er mid-
delalderlig i hele sit
Anlæg med Helvede,
Skærsilden og Him-
merige, hvor langt
forud var han for
Giotto f. Ekspl. i
sine naturalistiske
Iagttagelser af Men-
nesker, ja han havde
endog studeret Landskabet, som længe efter ham laa ganske
upaaagtet af Malerne. Og hvilken Form, hvilken blændende
Teknik i hans Digte!
Derefter fulgte hele Billedkunstens Triumftog, som kul-
minerede i Verdens største Kunstner, Michel Angelo.
Og saa vender man nu tilbage til Giotto og Byzantisme.
Til det naive — som om der ingen Renaissance havde været,
og som om ikke Livet udenom os og i os bruser med en
Voldsomhed som ingensinde før. Tro dem, hvem der vil,
men Menneskene er ikke naive nuomstunder. Ser vi histo-
risk paa Udviklingsmulighederne, kan saa de unge Kunst-
nere i vor Tid vente at naa de samme Højder som Renais-
sancens? Vi maa da først spørge: Hvorfor naaede Renais-
sancens Kunstnere saa højt? De var jærnflittige for at
overgaa hinanden; de skabte for at skabe noget, som ingen
anden havde skabt! Nu render de alle i Halen paa hver-
andre, sidste Mode! hurtigst muligt, Artister med det samme!
“Skidt med a. b. c.en, Dante er en gammel Kanut, som
ingen gider læse mere, og Michel Angelo kunde vist ikke
tegne“. — Der er Forskel paa Renaissance og Decadance.
Der er Forskel imellem at slide sig igennem Vanskelig-
hederne Skridt for Skridt og at springe dem over; der er
Forskel paa Livsførelsen, paa Menneskeudviklingen; der er
Forskel paa Resultaterne.
Hvorledes arbejdede Renaissancens 'store Mestre? Hver
og én begyndte som
Dreng og Lærling
hos en ældre, rev
Farver, præparerede
Malegrunde, gik til
Haande og kom lidt
efter lidt ind i Tek-
nikkens Begyndel-
sesgrunde. Saa fik
han Undervisning i
Tegning efter Na-
turen, og Naturen
var det hellige For-
billede. Saa blev han
sat til at copiere og
lærte Mesterens Tek-
nik saa længe og saa
godt, at han kunde
blive Medhjælper —
og som Medhjæl-
per sprang han en
skønne Dag ud og
skabte selv. Men da
kunde han sin a. b. c.
— og lidt til. Og
saa begyndte Studi-
erne efter Naturen
at tage større Fart,
saa uddybedes de
med en Lidenskab, en Kærlighed, en Voldsomhed. Han skaf-
fede sig Lig for Anatomiens Skyld, Elskerinder for Maleriets
Skyld. Han arbejdede Døgnet igennem med den bevidste
Flid for at trænge saa dybt som muligt ind i Naturen, med
den bevidste Lidenskab for at naa det højeste.
Hvad er det højeste i Kunsten? Det er Digtet, det i
Farver og Form legemliggjorte Digt. Men det mestrer ingen
Kunstner uden at han kan sit Haandværk.
Det fineste Haandværk i Malerkunstens Tjeneste er
Freskomaleriet. Haanden maa uhindret kunde følge Aan-
den. Men dette lille Ord “uhindret"1 vil sige, at alle Disci-
pliner skal være i Orden, inden man begynder paa Muren,
alle Studier, anatomiske, Modelstudier, Farvestudier o. s. v.
skal være øvede, skal være gjorte og omsatte i den endelige
Karton med Kompositionen, gjorte til en saadan Fuldkom-
menhed, at man under Arbejdet paa Muren kan øse af
dem uden at tænke paa, om de slaar til. Medens det præ-
parerede Lærred for Oliemaleri er taalmodigt og giver sin
Den barmhjertige Samaritan. Fresko.
U1