DOI Artikel:
Odette des Garets
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0197
Dame med Violin.
Dame med Papegøje.
O DETTE DES GÅRETS
Til nedenstaaende Artikel om den franske Malerinde O dette des Gårets, har vor Korrespondent i Paris
bl. a. fremskaffet nogle Billeder, der ikke tidligere har været gengivet, nemlig de ganske nye Arbejder fra
i Aar og i Fjor: Forsidebilledet: “Femme å la toillette” og “Nu aux bijoux” samt “Femme se coiffant.”
OMFANGET af den Literatur, der behandler Kvin-
I dens Indsats i Kunsten, er sikkert betydelig større
end af de selvstændige Værker, vi skylder samme
fortræffelige Køn. Det kan jo nemlig ikke nægtes,
at tidligere Aarhundreders Kvindekunst fortrinsvis hentede
sine Inspirationer ned fra en Himmel, der ikke hvælvede
sig højere end vanlig over en Dobbeltseng. Paa den anden
Side har de galante Riddere sikkert nogen Ret, naar de
hævder, at først vor Tids sejrende Kvinde Emancipation
er i Stand til at afgive et helt retfærdigt Bedømmelsesgrund-
lag. Men saaledes set, befinder vi os altsaa kun i den aller-
første Udvikling, og Resultaterne er derefter særdeles
bemærkelsesværdige. Her i Norden notere vi foruden den
talentfulde Ungdom af i Dag, som vi alle kender og be-
undrer, saa betydelige Kunstnerinder (hvis Indsats ikke
staar tilbage for de fleste Mænds) som Harriet Backer og
Anna A ncher, og kan af hjemlige nulevende Kunstnerinder,
men som ovenstaaende af et tidligere Slægtled, ogsaa godt
tage den særdeles dygtige Agnes Slott-Møller med, selvom
hun som i Aar i sit Motivvalg og Smag kan synes mere
staldkaad end man maaske finder ganske forenlig med den
gamle Dames snart 70 Somre.
Frankrig, der ellers indenfor Kunsten hævder en særlig
for svundne Slægtled absolut uantastet Førerstilling, dan-
ner ingen Undtagelse, naar Talen bliver om det kvindelige
Islæt. Man mindes Navne som Vigée-Le Brun, Labille-
Guiard, Marguerite Gérard og op under vor egen Tid
Rosa Bonheur eller Berthe Morisot, den sidste ligesaa
yndefuld Overflade som den første tungvindt Jordbundet-
hed. Men ingen af disse Navne naar blot tilnærmelsesvis
paa Højde med deres samtidige mandlige Kolleger. Og
det er ganske karakteristisk, at det bedst kendte Navn
utvivlsomt etikettere det spinkleste Talent, Vigée-Le Brun,
der kun serverede det greuzeske Syltetøj henkogt med et
dobbelt Maal Sukker. Det blev ogsaa her vort Aarhundrede
forbeholdt at frembringe kvindelige Talenter, der er i Stand
til virkelig at hævde sig selvstændigt i Sammenligning med
en mandlig Indsats.
Suzanne Val a don, Autodidakten, der fra sin Virksomhed
som en meget anvendt Model i de store Impressionisters
Ateliers, pludselig traadte frem som en fuldt færdig og
personlig Kunstnerinde, der nu kun, naar hendes skingrende
Røst paa uforfalsket parisisk værner om Adgangen til Vil-
laen paa Toppen af Montmartre, hvor hun isolerer sin be-
gavede, ulykkelige Søn, Maurice Utrillo, bringer sin
Ungdoms flagrende Modeltilværelse i Erindring — og O d e 11 e
des Gårets. Det er de to Navne, der staar i forreste Række.
Den sidste repræsenterer den akademiske Dannelse, eller
109
Dame med Papegøje.
O DETTE DES GÅRETS
Til nedenstaaende Artikel om den franske Malerinde O dette des Gårets, har vor Korrespondent i Paris
bl. a. fremskaffet nogle Billeder, der ikke tidligere har været gengivet, nemlig de ganske nye Arbejder fra
i Aar og i Fjor: Forsidebilledet: “Femme å la toillette” og “Nu aux bijoux” samt “Femme se coiffant.”
OMFANGET af den Literatur, der behandler Kvin-
I dens Indsats i Kunsten, er sikkert betydelig større
end af de selvstændige Værker, vi skylder samme
fortræffelige Køn. Det kan jo nemlig ikke nægtes,
at tidligere Aarhundreders Kvindekunst fortrinsvis hentede
sine Inspirationer ned fra en Himmel, der ikke hvælvede
sig højere end vanlig over en Dobbeltseng. Paa den anden
Side har de galante Riddere sikkert nogen Ret, naar de
hævder, at først vor Tids sejrende Kvinde Emancipation
er i Stand til at afgive et helt retfærdigt Bedømmelsesgrund-
lag. Men saaledes set, befinder vi os altsaa kun i den aller-
første Udvikling, og Resultaterne er derefter særdeles
bemærkelsesværdige. Her i Norden notere vi foruden den
talentfulde Ungdom af i Dag, som vi alle kender og be-
undrer, saa betydelige Kunstnerinder (hvis Indsats ikke
staar tilbage for de fleste Mænds) som Harriet Backer og
Anna A ncher, og kan af hjemlige nulevende Kunstnerinder,
men som ovenstaaende af et tidligere Slægtled, ogsaa godt
tage den særdeles dygtige Agnes Slott-Møller med, selvom
hun som i Aar i sit Motivvalg og Smag kan synes mere
staldkaad end man maaske finder ganske forenlig med den
gamle Dames snart 70 Somre.
Frankrig, der ellers indenfor Kunsten hævder en særlig
for svundne Slægtled absolut uantastet Førerstilling, dan-
ner ingen Undtagelse, naar Talen bliver om det kvindelige
Islæt. Man mindes Navne som Vigée-Le Brun, Labille-
Guiard, Marguerite Gérard og op under vor egen Tid
Rosa Bonheur eller Berthe Morisot, den sidste ligesaa
yndefuld Overflade som den første tungvindt Jordbundet-
hed. Men ingen af disse Navne naar blot tilnærmelsesvis
paa Højde med deres samtidige mandlige Kolleger. Og
det er ganske karakteristisk, at det bedst kendte Navn
utvivlsomt etikettere det spinkleste Talent, Vigée-Le Brun,
der kun serverede det greuzeske Syltetøj henkogt med et
dobbelt Maal Sukker. Det blev ogsaa her vort Aarhundrede
forbeholdt at frembringe kvindelige Talenter, der er i Stand
til virkelig at hævde sig selvstændigt i Sammenligning med
en mandlig Indsats.
Suzanne Val a don, Autodidakten, der fra sin Virksomhed
som en meget anvendt Model i de store Impressionisters
Ateliers, pludselig traadte frem som en fuldt færdig og
personlig Kunstnerinde, der nu kun, naar hendes skingrende
Røst paa uforfalsket parisisk værner om Adgangen til Vil-
laen paa Toppen af Montmartre, hvor hun isolerer sin be-
gavede, ulykkelige Søn, Maurice Utrillo, bringer sin
Ungdoms flagrende Modeltilværelse i Erindring — og O d e 11 e
des Gårets. Det er de to Navne, der staar i forreste Række.
Den sidste repræsenterer den akademiske Dannelse, eller
109