DOI Artikel:
Cezannes tommelfingre
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0141
Til den Udstilling af yngre fransk Malerkunst, der afholdtes i Den Frie, var udarbejdet et Katalog, der med sine Op-
lysninger om Skole, Udvikling, etc. egentlig overflødiggør en Anmeldelse, de enkelte Kunstneres Repræsentation op-
fordrede iøvrigt heller ikke altid til det. Vi ledsager derfor kun Gengivelserne med nogle almene, populære Betragtninger.
DE sidste Par Slægtleds franske Malerkunst er jo vok-
| set op i Skæret af Cézannes rene Farvedyrkelse.
Cézanne, den enfoldige af Hjerte, der helt fattede
og frugtbargjorde Kærnen i Manets Forkyndelse.
Uden en Cézanne vilde Bevægelsen sikkert kun have blevet
en glimrende artistisk Skole med hele den Række af straa-
lende Navne fra Manet, Monet til Renoir, Sisley, De-
gas (med Gauguin og van Gogh i en Klasse for sig).
Men en Skole som saa mange andre fra denne rige
og frodige Jordbund, en Dag visnet, forkætret, glemt.
Nu blev den — et Evangelium. Et Budskab, der i sin op-
højede Enkelthed, gik ud og erobrede Verden og ikke mere
er til at komme
uden om. Med Cé-
zanne blev der sat
en ny Tidsregning
i Kunsten.
Og Cézannes
sjældne Malersind
kunde netop saa
heltog fuldtsamle
sig om Farven som
det eneste og af-
gørende, som der
ingenHæmninger,
ingen Hindringer
var for hans bræn-
dende Indlevelse.
Selv hans mest be-
gejstrede Ildtilbe-
dere indrømmer,
at han ikke kunde
tegne en Modelfigur, at hans Kompositioner, naar de gaar
ud over tre Æbler paa et Bord, oftest er Laan. — Det blev
Billedfladens Opbygning, alene gennem Farven, en aldrig
tidligere naaet sublim Forenkling, en enestaaende Koncen-
tration om at hævde Midlets Ret til ogsaa alene at være
Maalet, der blev Cézannes Bjærgpræken. — Men for hans Dis-
ciple, der vel nemmede Mesterens Lære, men ikke altid var
født med hans Tommelfingre, kunde det ofte blive svært
nok at naa ham i den “ophøjede Primitivitet”, der forøvrigt
ganske misforstaaet blev opfattet som en særlig fornem og
afgørende Bestanddel af det rene Farvemaleri. En Opfat-
telse, der hurtig maatte føre fra Impressionismens sunde Na-
turlighed over til Ekspressionismens spekulative Konstruk-
tion. Paa en eller anden Maade maatte de arme Mennesker
jo have Afløb for den Kunnen, de ligefrem ikke turde
manifestere. Rejste der sig ikke en Storm mod Matisse, da
man syntes han begyndte at tegne for godt, og man end-
ogsaa beskyldte ham for noget saa lavt som at ligne Ingres.
Naa, den Fare har nu for hans vedkommende vist ikke
været overhængende. Han har saamænd godt nok arvet Tom-
melfingrene med. Der er drevet meget solidt Snobberi med
Beundring for hans slappe Odalisker og hele upræcise Figur-
tegning, men til Gengæld har han jo naaet en Farvens
Krystallisering, der sikkert er uovertræffelig. Der er virke-
lig noget om, hvad en af hans Kritikere engang skrev, at
Matisse maler bedre end Vorherre, for man kan ikke i
eet Stykke Natur finde saa fuldendte Farveharmonier, som
Matisse samler indenfor et enkelt Lærred. Men hermed er
jo ogsaa den faste Grund taget væk. Og har man set, hvad
der i de senere Aar udgaar fra den af Børnene ledede Fa-
brik i Nizza, har man kun den dybeste Medlidenhed tilbage
for den gamle Mand. (En Medlidenhed, det maaske nok var
rigtigst at delagtiggøre Køberne i).
Ogsaa Derain gør sig de hæderligste Anstrengelser for
at skjule sin Dyg-
tighed. Og her er
virkelig noget at
skjule. Man sav-
ner paa denneUd-
stilling en fyldest-
gørende Repræ-
sentation for hans
Landskaber og tit
fortræffelige Teg-
ninger, for helt at
faa den rigtigeOp-
fattelse af hvilken
overlegen Sikker-
hed, hvilken bety-
delig Virtuositet
han har mestret,
men af og til kom-
mer han jo i Tan-
ker om, det nok
ikke er rigtig fint denne Overlegenhed, og saa bliver Tom-
melfingrene skruet paa og lader sig bedst benytte i en Na-
ture morte eller et Portræt. Sjældnest dog, naar det er en
smuk Kvinde, der har staaet Model. Det nænner han sim-
pelthen ikke, denne livsbekræftende Jætte, Frankrigs Per
Deberitz (ja, danske Malere faar tilgive, at vi maa gaa
over Aaen, men det er jo da endelig ikke vor Skyld, at vore
Kunstnere, og i Synderlighed de bedst begavede, er af en
saa udsøgt lavbenet Fysik). Men heller ikke Derain, der
endnu er en Yngling paa smaa 51, staar længere paa det
Højdepunkt af sin Udvikling, man kunde vente. Og han
gør forøvrigt saa langtfra noget Mørkekammer af sit Hjerte.
Man behøver ikke at trække ham afsides for at faa bekræf-
tet, at han nu først og fremmest maler, fordi det betaler
sig helt godt for den, der har retsmæssig Adkomst til at
signere: Derain.
Og at der er noget vrangt i hele Slægtleddet, en mang-
lende naturlig Glæde over at være fødte til store skabende
Kunstnere, at være førende i en rig og blomstrende Udvik-
ling, er Picasso et uafviseligt Eksempel paa. Denne geniale
Malerjonglør, der endnu ikke har naaet det runde Tal, hvor
Danskerne efter sigende først tænker paa at blive voksne, og
77
lysninger om Skole, Udvikling, etc. egentlig overflødiggør en Anmeldelse, de enkelte Kunstneres Repræsentation op-
fordrede iøvrigt heller ikke altid til det. Vi ledsager derfor kun Gengivelserne med nogle almene, populære Betragtninger.
DE sidste Par Slægtleds franske Malerkunst er jo vok-
| set op i Skæret af Cézannes rene Farvedyrkelse.
Cézanne, den enfoldige af Hjerte, der helt fattede
og frugtbargjorde Kærnen i Manets Forkyndelse.
Uden en Cézanne vilde Bevægelsen sikkert kun have blevet
en glimrende artistisk Skole med hele den Række af straa-
lende Navne fra Manet, Monet til Renoir, Sisley, De-
gas (med Gauguin og van Gogh i en Klasse for sig).
Men en Skole som saa mange andre fra denne rige
og frodige Jordbund, en Dag visnet, forkætret, glemt.
Nu blev den — et Evangelium. Et Budskab, der i sin op-
højede Enkelthed, gik ud og erobrede Verden og ikke mere
er til at komme
uden om. Med Cé-
zanne blev der sat
en ny Tidsregning
i Kunsten.
Og Cézannes
sjældne Malersind
kunde netop saa
heltog fuldtsamle
sig om Farven som
det eneste og af-
gørende, som der
ingenHæmninger,
ingen Hindringer
var for hans bræn-
dende Indlevelse.
Selv hans mest be-
gejstrede Ildtilbe-
dere indrømmer,
at han ikke kunde
tegne en Modelfigur, at hans Kompositioner, naar de gaar
ud over tre Æbler paa et Bord, oftest er Laan. — Det blev
Billedfladens Opbygning, alene gennem Farven, en aldrig
tidligere naaet sublim Forenkling, en enestaaende Koncen-
tration om at hævde Midlets Ret til ogsaa alene at være
Maalet, der blev Cézannes Bjærgpræken. — Men for hans Dis-
ciple, der vel nemmede Mesterens Lære, men ikke altid var
født med hans Tommelfingre, kunde det ofte blive svært
nok at naa ham i den “ophøjede Primitivitet”, der forøvrigt
ganske misforstaaet blev opfattet som en særlig fornem og
afgørende Bestanddel af det rene Farvemaleri. En Opfat-
telse, der hurtig maatte føre fra Impressionismens sunde Na-
turlighed over til Ekspressionismens spekulative Konstruk-
tion. Paa en eller anden Maade maatte de arme Mennesker
jo have Afløb for den Kunnen, de ligefrem ikke turde
manifestere. Rejste der sig ikke en Storm mod Matisse, da
man syntes han begyndte at tegne for godt, og man end-
ogsaa beskyldte ham for noget saa lavt som at ligne Ingres.
Naa, den Fare har nu for hans vedkommende vist ikke
været overhængende. Han har saamænd godt nok arvet Tom-
melfingrene med. Der er drevet meget solidt Snobberi med
Beundring for hans slappe Odalisker og hele upræcise Figur-
tegning, men til Gengæld har han jo naaet en Farvens
Krystallisering, der sikkert er uovertræffelig. Der er virke-
lig noget om, hvad en af hans Kritikere engang skrev, at
Matisse maler bedre end Vorherre, for man kan ikke i
eet Stykke Natur finde saa fuldendte Farveharmonier, som
Matisse samler indenfor et enkelt Lærred. Men hermed er
jo ogsaa den faste Grund taget væk. Og har man set, hvad
der i de senere Aar udgaar fra den af Børnene ledede Fa-
brik i Nizza, har man kun den dybeste Medlidenhed tilbage
for den gamle Mand. (En Medlidenhed, det maaske nok var
rigtigst at delagtiggøre Køberne i).
Ogsaa Derain gør sig de hæderligste Anstrengelser for
at skjule sin Dyg-
tighed. Og her er
virkelig noget at
skjule. Man sav-
ner paa denneUd-
stilling en fyldest-
gørende Repræ-
sentation for hans
Landskaber og tit
fortræffelige Teg-
ninger, for helt at
faa den rigtigeOp-
fattelse af hvilken
overlegen Sikker-
hed, hvilken bety-
delig Virtuositet
han har mestret,
men af og til kom-
mer han jo i Tan-
ker om, det nok
ikke er rigtig fint denne Overlegenhed, og saa bliver Tom-
melfingrene skruet paa og lader sig bedst benytte i en Na-
ture morte eller et Portræt. Sjældnest dog, naar det er en
smuk Kvinde, der har staaet Model. Det nænner han sim-
pelthen ikke, denne livsbekræftende Jætte, Frankrigs Per
Deberitz (ja, danske Malere faar tilgive, at vi maa gaa
over Aaen, men det er jo da endelig ikke vor Skyld, at vore
Kunstnere, og i Synderlighed de bedst begavede, er af en
saa udsøgt lavbenet Fysik). Men heller ikke Derain, der
endnu er en Yngling paa smaa 51, staar længere paa det
Højdepunkt af sin Udvikling, man kunde vente. Og han
gør forøvrigt saa langtfra noget Mørkekammer af sit Hjerte.
Man behøver ikke at trække ham afsides for at faa bekræf-
tet, at han nu først og fremmest maler, fordi det betaler
sig helt godt for den, der har retsmæssig Adkomst til at
signere: Derain.
Og at der er noget vrangt i hele Slægtleddet, en mang-
lende naturlig Glæde over at være fødte til store skabende
Kunstnere, at være førende i en rig og blomstrende Udvik-
ling, er Picasso et uafviseligt Eksempel paa. Denne geniale
Malerjonglør, der endnu ikke har naaet det runde Tal, hvor
Danskerne efter sigende først tænker paa at blive voksne, og
77