Samleren: kunsttidsskrift (8.1931)

Axel Gallen: Lemminkainens Moder, 1897.


1897 maler han “Lemminkainens Moder” og Aaret efter
“Jonkakainens Baghold efter Vainamdinen”, det sidste
af Kalevalabillederne. Disse to Billeder sammen med et
tredje, “Brodermorderen”, danner i finsk Kunst en ene-
staaende Triologi over “Moderkærligheden”, og det er i
disse Billeder, Gallen vel bedst viser sine Ejendommelig-
heder, ja, bedst udløser den finske Fantasi. Det er disse Vær-
dier, der skabte Nationens Taknemmelighedsgæld til ham.
For min Del vover jeg at sige, at et af de smukkeste Ind-
tryk, jeg har af Gallens Kunst, er af hans store Fresko i
det gamle Studenterhus i Helsingfors, “Kullervo paa Krigs-
togt” (1901): Den hvide Hest ses fra Siden; Rytteren i sin
purpurrøde Kappe strammer Benet i Stigbøjlen, vender sig
i Sadlen og løfter Blikket mod den tunge, mørke Himmel,
“Suomis dybe blaa Vinternathimmel”. Han har sat Strids-
hornet for Munden, Hesten løfter vrinskende Hovedet, Ulve-
hunden sjosker den i Hælene med Snuden mod Sporene i Sne-
en. Her har Gallen naaet en Storhed og Forenkling i Kom-
positionen og givet Udtryk for en saa ædel Følelse, at han
med Rette indtager den selvfølgelige og høje Rang inden-
for Nordens Billedkunst som Finlands største Maler fra
denne Periode. Ogsaa som Grafiker har Gallen gjort en
betydelig Indsats, og talrige Værker har han illustreret.

Kalevalasagnene har han naturligvis ogsaa gengivet i nogle
meget virkningsfulde Træsnit i Sort og Hvidt, der skulde
benyttes til Illustrationer i en hel ny Udgave. Og senere
falder Radérnaalen ham i Haanden, og han frembringer
en Række fantasifulde Blade, der udmærker sig ved deres
karakterfulde Streg.
Nætterne bliver nu snart lyse som Dagen deroppe i det
skønne Finland — Vaaren vil komme! Sneen og Isen
smelter, Lærketræerne og de fine, hvide Birke vil staa
med de sarteste lysegrønne Toner mellem de mørke
Graner. De finske Kunstnere søger ud paa de smaa Holme
i Skærgaarden, eller de drager Nord paa til de store Øde-
marker, saaledes som Gallen gjorde mangen Gang. Han
drog afsted med sine raske, unge Sønner, tømrede sig en
Hytte — stod en Gran i Vejen, vel, saa byggede han
Hytten udenom Granen. Dagen fik 24 Timer, i 6 Uger
staar Solen paa Finmarkens Himmel uafladelig; blev man
træt, tog man sig et Hvil, ellers bare male, fiske, jage!
Tankerne, Fantasien og Aanden udvidede sig deroppe
i Ensomheden. Og saaledes kom vi hernede, som mødte
Gallen, til at holde af ham, fordi de store Vidders
Klarhed og Kraft var over ham. Mogens Gad.

60