Samleren: kunsttidsskrift (8.1931)

Louis XVI i „Den gyldne Vlies“s Ordensdragt
Størrelse: 90X60



Antikviteter — Malerier — Møbler
Kobberstik — Kuriositeter


,,Sachsisk“ Sølvmønster
føres af Landets Guldsmede

Carl M. Cohr’s Sølvvarefabriker As

netop hvad der er Brug for. Hans Fødeby, Vejen, hædrede
ham paa Højtidsdagen med livsvarig Æresbolig og Skatte-
fritagelse. Og den lille jyske Kommune har her paa det
smukkeste vist, hvorledes man bør udmærke en god Bor-
ger i Kunsten. Heraf kunde ogsaa Staten lære.
69 Aar gammel er Kunstakademiets Direktør, Maleren
Åh V- Dorph afgaaet ved Døden. En træt Mand, der for-
sent fik sine Standsfællers Oprejsning og Tak for et virk-
somt Liv i fælles Tjeneste. N. V. Dorph, der i saa udpræ-
get Grad dækkede, hvad man i gamle Dage, med en egent-
lig smuk, omend lidt forslidt, Glose kaldte Skønaand, tog
aldrig sit eget Talent mere højtidelig end at han i Ord og
Gerning var parat til at ofre megen god Tid paa en brød-
løs Tempeltjeneste, der som sagt endda først sent — for
sent — fik sin ydre Paaskønnelse.
Naar N. V. Dorph alligevel vil gaa over i Historien
som et selvstændigt Navn, skyldes det imidlertid at han
som Portrætmaler i saa høj Grad har været med til at over-
levere sin egen Tids Historie. Solide Borgere i solide Gen-
givelser. Men hvor værdifulde Egenskaber denne Maler-
kunst saa maatte rumme, ser de, der kendte N. V. Dorph
personlig, dog den største Hæder for den afdøde gode
Kunstner i et pietetsfuldt Minde om et endnu bedre Men-
neske.
Den med saa høje Jubelskrig og store Forventninger
imødesete Biennale Udstilling nærmer sig snart sin Virke-
liggørelse. Det sødeste ved Danskerne er ganske afgjort

deres Optimisme. Det er netop nu tyve Aar siden, at vi
havde en stor Udstilling i Italien. Hele Orkestret: Male-
rier, Grafik og Skulpturer, lige fra C. J. Donnesen til Otto
Wagner, som der saa oplysende stod i det store, officielle
Katalog. Der gik en Række ikke altid lige lydløse Eksplo-
sioner forud, som drejede det sig om intet mindre end
Brydning af Vejen frem til et uudtømmeligt Guldleje. Saa
strengt gik det til, at der siges at være Venner, der aldrig
er blevet forsonet siden — til Gengæld er det saa vist og-
saa denne Udstillings eneste længere virkende Resultat.
Senere har vi gentaget Eksperimentet, omend under lidt
afdæmpede Former, men endogsaa Paris kræver vedlagt en
udførlig Brugsanvisning i en sprog- og selskabsbegavet
Karl Madsens Lignelse for overhovedet at bemærke at der
er dansk Kunst i Byen. Der er jo nemlig det lumpne, at
man ogsaa andre Steder har Folk ved Musikken. Og at
den 80ernes Kunst, som man ved disse Lejligheder gan-
ske overvejende har regnet med som »levende dansk
Kunst« ikke i ydre Virtuositet formaar at hævde sig over-
for den samtidige Verdenskunst, mens de indre, intimere
og vel nok dybere menneskelige Værdier, vi med Rette
elsker hos Kunstnere som Hammershøi, Ancher, Ring m.
fl., fordrer en ganske bestemt Indstilling, ja, Atmosfære,
for at tilegnes, og derfor ikke er helt anvendelig til
Eksport.
Men da vi nu taler om Udførsel, hører det vist til at
komplimentere Landbruget. Vi har jo aabenbart en mærke-
lig og værdifuld Evne for speciel Rendyrkning. Var Skinke
og Spejlæg en Eksportvare, er vi med al Respekt for det