Samleren: kunsttidsskrift (8.1931)

VOR TIDS KUNST

Den danske Kunstserie „VOR TIDS KUNST", som
begyndte at udkomme i Foraaret, vil nu blive fortsat.
Ca. I. November udkommer:
"Olaf Rud 6'1 v. Poul Uttenreiter
"WilliamScharff" v. C. Danneskjold-Samsø

Ca. I. December udkommer:

"Jais Nielsen" v. Oluf Thomsen
"Jens Søndergaard" v. Leo Swane
Bøgerne udstyres som de første i Serien, og Prisen
bliver ligeledes KR. 2,50 PR. BIND.

Da Bøgerne trykkes i smaa Oplag, beder
vi Dem venligst sende os Deres Bestilling
omgaaende; vi sørger da for, at De faar
Bøgerne tilsendt straks ved Udgivelsen.

Af de tre førsteBind:
Harald Giersing ved Leo Swane
J. A. Jerichau ved Vilh. Wanscher
Kræsten Iversen ved Fr. Beckett
er der kun faa Eksemplarer tilbage.

ILLUMS BOG-AFDELING

Aar. De tre sidst nævnte er døde, men deres Navne straa-
ler med en Glorie (som Tiden for et Par af dem dog
maaske vil falme en Kende). Alene Swane lever. Ham
undte Livet at udvikle sig, at passe sin Berømmelse. Bitre
Ironi! Hvad ser man i Dag. En aldeles ligegyldig Herre.
En emsig Massefabrikant, om hvem det bedste man kan
sige er, at han passer Geschaften, ikke forsømmer en An-
ledning til at indarbejde Firmaet. En dyb Tragedie, intet
mindre.
Og det tragiske forstærkes, naar man søger at efter-
spore Katastrofens Aarsag.
Der er ikke nogen som helst Grund til at betvivle, at
Sigurd Swane oprindelig har betragtet sit Kald som en
Mission, en hellig Opgave, ham alene betroet, og at han
ganske og bogstavelig har følt sin Indvielse som en mira-
kuløs Jomfrufødsel, en ubesmittet Undfangelse. Og at
denne Opfattelse afgørende og uafrystelig har præget hans
Forhold til Kunsten. Den har forlenet hans Ungdomsar-
bejder med en udpræget Renhed, en høj Luft og en uom-
tvistelig Sandhed, men ogsaa med en kølig Selvretfærdig-
hed, et noli me tangere, der er Kunstens egentlige Væsen
fremmed. Men denne store Tro kan først og fremmest kun
bære en Ungdom og bæres af den. Aarene, Arbejdet kræ-
ver Fornyelse, Udvikling, Befrugtning, det er Kunstens
som det er Livets ubønhørlige Selvopholdelse. Swane alene
troede han kunde bevare Uskyldigheden, Sommerfugle-
støvet, og det blev kun til marvsfortærende Selvbesmittelse,
en hektisk Gløden, der helt sluktes i Udslettelsen den Dag
han opdagede, at Lønkamrets stofløse Fostre, hans Muses

golde Vindæg lod sig servere som kassegivende Massebe-
spisning — blev Suppen og tyndere end Pølsepindens. Man
kan ogsaa sige, at Swanes Kunst blev som hine beklagel-
sesværdige gamle Piger, der aldrig har kendt Mænd, og
derfor tror, at det, de ejer, stadig er attraaværdigt. Og de
hører ikke Spotten og de ser ikke det ynkværdige, naar de
decolleterer de visne Bryster og spjætter med de knoglede
Ben. Men saa stor Skønhed har Swane ejet, at den endnu
kan blinke frem i et distanceblændende Glimt, i et enkelt
Nu kan strejfe én, saa man synes at se blaa Blomster mel-
lem Løvspring, hvor der dog kun ene er tørrede Lavendler.
Rige har hans Vuggegaver været. Men en manglede.
Livets underfuldeste, Smilet. Al Selvkritiks, Forstaaelses,
Renselses sprudlende Kildevæld. Smilet, uden hvilket vi
ingen Sinde skal blive som Barn igen, og Himmerige der-
for ikke noget blivende Sted.
Og derfor forstod hans Kunst heller aldrig Barnet. Bil-
ledet fra 1908, der tilhører Galleriet i Oslo, er et malerisk
Mesterværk, men et uhyggeligt menneskeligt Dokument.
Den ulykkelige Unge bliver i Kunstnerens Version en pa-
tologisk Illustration. En nedrig Duksedreng, der baade
symbolsk og bogstaveligt præsenterer sine Hjærteblade i
et Glas Vand, mens Foragten lurer bag de stikkende Øjne
og haardt optrukne Bryn over Tossen, der belønner Hykle-
riet med en Mønt, for hvilken kan købes lange, spidse
Naale at spidde Frøer og Sommerfugle paa.
Det er Smilet, det er Hjærtet, der mangler. Der er kun
blevet til lidt Ukrudt i et Glas Vand.
Mere harmløst, ikke ondt, blot ynkeligt, saa uendelig