Landsby ved Avignon.


og strenge Selvkontrol
af sine Udtryksmidler
herfor. Nøgtern og
stedse mere krævende
af sin Pensel udvider
hun stadig sitOmraade,
ikke alene med Hensyn
til Farver, men ogsaa
i Form og Komposition,
i Gruppering af sine
Personer og deres Frem-
stilling under forskellig
Belysning, de samme
Opgaver, som de gamle
Mestre aldrig blev træt-
te af at arbejde med.
(Jacques Guenne).
Forøvrigt ser Odette
des Gårets meget for-
nuftigt paa sin Kunst
og udtalte fornylig til
en Interviewer: At Ti-
dens væsentligste Fejl
i Kunsten var dens Ud-
øveres Selvoptagethed,
deres artistiske Dyr-
kelse, der lod haant
om tidligere Tiders so-
lide Haandværkerdygtighed. Det var dette vi skulde til-
bage til. Afgangen fra Faget skulde da nok komme afsig
selv. Med de Krav man nu mener at kunne nøjes med at
stille til en Kunstner, er der jo praktisk talt ingen Græn-

Kvinde ved Toilettet.


ser for hvem der kan melde sig under Fanerne. Kald os
Haandværkere og ret de Fordringer man stiller til et hæ-
derligt, solidt og ikke mindst færdiggjort Arbejde til en-
hver der vil tilhøre Gildet, saa vil vor Tids Kunst, der
selvfølgelig har rigere Udviklingsmuligheder allerede af
den Grund, at den jo har mere at bygge paa, ganske sik-
kert faa den fulde, naturlige Opblomstring, der nu kun har
været Tilløb til. Den haandværksmæssige Fordybelse vil
ogsaa kræve en virkelig og selvhengivende Kærlighed af
sine Dyrkere, og Tidens altfor hyppige overfladiske Trang
til at ofre en virkelig personlig Indlevelse og Fordybelse
for en øjeblikkelig og letvundet Succes og Fortjeneste, falde
bort af sig selv.
Om sin egen Udvikling og Tilknytning til Forgængerne
udtaler hun senere: Jeg bevarer bestandig den intimeste
Kontakt og den dybeste Veneration for Renoir’s Kunst og
gør ingen Undtagelse for et eneste af hans Udviklingssta-
dier. Men Cézanne giver mig mere. Forøvrigt er det af
Impressionisteren dog uden Tvivl Pissar ro, der har grebet
mig stærkest, og som i det Store og Hele har betydet mest for
mig. Jeg beundrer Monet’s Billeder fra Tiden omkring
1875, men kan ikke udstaa Les Nympheas — saa foretræk-
ker jeg Sisley’s bredere Penselføring. Men endnu engang.
Pissarro fængsler mig mest, fordi han aldrig er gaaet paa
Akkord med Formen, altid her har krævet og ydet det
højeste, han formaaede. Men jeg tilstaar forøvrigt gerne, at
Impressionisternes Ideal ikke længere helt er mit, Efter
min Mening bør Naturen ikke være alt. Det er mig til-
strækkeligt ikke at modsige den i mit Arbejde. Jeg har
med Interesse fulgt Fauvisternes og Matisse’s Søgen,
uden at de derfor har haft mindste Indflydelse paa mig.

111