DOI Heft:
Nr. 2 (Februar 1928)
DOI Artikel:Jastrau, Viggo: Michael Ancher, 1849-1927
DOI Seite / Zitierlink:https://doi.org/10.11588/diglit.31881#0046
langt yngre norske Malere Edvard Munch og Ludvig Kar-
sten, der begge staar i uomtvistelig Gæld til Skildringerne
fra Gaihedernes fattige og snavsede Hjem.
At det henrivende »En syg ung Pige« aldrig vilde være
bleven den ægte og enestaaende Perle i Anchers Produk-
tion, som det er, hvis Krohg ikke samtidig havde malt
Sovekammerscener ude hos Gaihedes, tør man roligt gaa
ud fra.
I Vinteren 1881—1882 fuldførte den utrættelige Michael
Ancher efter adskillige Forberedelser, hvorom en Række
prægtige Skitser tilfulde vidner, det meget store Staten
tilhørende »Redningsbaaden føres gennem Klitterne«. Gen-
nem en Hulvej med sne-
dækte Klitter til begge Si-
der slæbes den mægtige
Baad af Mennesker og He-
ste ud til Havstokken for
hurtigst at sættes i Vandet.
— Forgrundens store bar-
ske Skikkelser, der slutter
Toget og synes optagne af
at tilkalde Efternølere, er
givet med den samme tro-
faste Karakteriseringsevne
som Figurerne i »Vil han
klare Pynten«. Men saavel
i Mændene i første Plan
som i Mylderet længere
inde af de mange asende
Mænd omkring Baaden fø-
ler man den kolde Vinter-
dags Atmosfære og Luftto-
ner gøre sig stærkt gæl-
dende, en Iagttagelses- og
Gengivelsesevne, som Male-
ren endnu ikke raadede
over, da han malte sit smuk-
ke Billede to Aar før. I
rumlig Henseende gør Mel-
lemtiden sig ogsaa gælden-
de. Her er en større Frihed og Afveksling i Kompositionen.
Den iskolde Blæst ude fra det oprørte Hav og den jern-
graa Himmel mærkes paa og gennem alle Enkeltheder i
Sceneriet og forhøjer Alvoren, hvormed Mændene omfat-
ter den Gerning, der kan koste Liv og Lemmer under For-
søget paa at redde den nødstedte Besætning ude paa det
Fartøj, hvis hældende Mastetoppe ses over Klitten i Bil-
ledets ene Side.
I dette Værk er Ancher sig selv helt og holdent. Her
staar hans stærke Mandighed udtrykt i hvert Pensel-
strøg, og her staar han alene. Ingen anden nordisk Kunst-
ner føler sig oplagt eller i Stand til at fravriste en til Mar-
ven i vore Knogler gennemisnende Vinterstorm dens Uhyg-
ge paa en Strandbred, hvor Brændingens Skum opløses
til Isnaale, der fylder Øjnene og Skægget. Her skal en
Kunstner til, hvis Trofasthed mod sit Kald kan staa for
en hvilkensomhelst Prøvelse. Løsningen af Opgaven kræ-
ver ubøjelig Vilje af den Art, der giver Adelsmærke til
sin Mand.
Ancher har malet mange og betydelige Portrætter gen-
nem hele sin lange Arbejdstid, snart som intime Studier,
til Tider genremæssige, men ofte er de gjort med en mo-
numental Virkning, der viser hans Talents Storhed i magt-
fuld Udfoldelse.
Fra 1884 stammer det første legemstore Portræt af hans
unge Hustru. Mod en hvid Forstuevæg staar hun i skarp
Profilstilling med sort Hat og sort Kjole og ser ud af Hus-
døren, medens Trofasthedens Symbol, en hengiven Hund,
nedefra betragter hende med et talende Udtryk. Virknin-
gen af den sorte Dragt med den brede hvide Halskrave er
en god gammel hollandsk Kending og altid sikker paa at
staa smukt til en ung blond Kvindes Ansigt og Hals. Bille-
det er en i den fornemste
Simpelhed holdt begejstret
Hyldest til Hustruen og det
kommende Moderskab.
Som et indtagende Gen-
rebillede virker Dobbeltpor-
trættet af Moder og Barn i
»Julenissen staar Model«:
Den lille Helga er bleven
fem Aar gammel og maa
derfor lære at beskæftige
sig. Stærkt optaget beun-
drer hun sin Moders mær-
keligt udviklede Evne til at
faa et Billede af Julenissen
frem paa Papiret. Af hende
selv fandtes paa Mindeud-
stillingen tre Portrætter,
hvoraf navnlig det første fra
1889 er smukt. Den lille
seksaarige Piges lyse Blik,
det runde Barneansigt og
den udmærket malte Hals-
krave paa en grøn Kjole
danner en yndefuld Hel-
hed.
Flere store Selvportræt-
ter, malte i fri Luft, er be-
rømt langt ud over vort Lands Grænser. Det bedste af
dem tilhører vort eget Statsmuseum.
En Række Portrætter af Anchers nære og fjernere Ven-
ner smykker den berømte Spisestue i Brøndums Hotel paa
Skagen, hvor de hænger sammen med Arbejder af alle de
bedste Skagensmalere fra de store Kunstnerstævner i sin
Tid paa vort Lands nordligste Spids, det saakaldte »skan-
dinaviske Centrum«.
Talrige Gange har Kunstneren portrætteret sin hjerte-
ligt kære Svigermoder, gamle Fru Anna Hedvig Brøndum,
en meget sympatisk og udpræget Personlighed, hvis litte-
rære Interesser og Syslen optog al hendes af daglige Plig-
ter indskrænkede Tid. — Jo ældre den gamle Dame blev,
jo mere anstrengte Ancher sig for at fæstne hendes regel-
mæssig smukke Træk paa sit Lærred, og i det sidste Bil-
lede af hende fra 1914 naar han Apotheosen. Et mere hen-
givent og indtrængende Billede af en lille gammel Dame,
der er optaget af sin Læsning, er ikke nogensinde malet.
Hvert Penselstrøg er nænsomt og aandfuldt. Som hun sid-
der der, har hun vakt det fineste i Anchers Følsomhed og
Fru Anna Hedvig Brøndum. 1914
20
sten, der begge staar i uomtvistelig Gæld til Skildringerne
fra Gaihedernes fattige og snavsede Hjem.
At det henrivende »En syg ung Pige« aldrig vilde være
bleven den ægte og enestaaende Perle i Anchers Produk-
tion, som det er, hvis Krohg ikke samtidig havde malt
Sovekammerscener ude hos Gaihedes, tør man roligt gaa
ud fra.
I Vinteren 1881—1882 fuldførte den utrættelige Michael
Ancher efter adskillige Forberedelser, hvorom en Række
prægtige Skitser tilfulde vidner, det meget store Staten
tilhørende »Redningsbaaden føres gennem Klitterne«. Gen-
nem en Hulvej med sne-
dækte Klitter til begge Si-
der slæbes den mægtige
Baad af Mennesker og He-
ste ud til Havstokken for
hurtigst at sættes i Vandet.
— Forgrundens store bar-
ske Skikkelser, der slutter
Toget og synes optagne af
at tilkalde Efternølere, er
givet med den samme tro-
faste Karakteriseringsevne
som Figurerne i »Vil han
klare Pynten«. Men saavel
i Mændene i første Plan
som i Mylderet længere
inde af de mange asende
Mænd omkring Baaden fø-
ler man den kolde Vinter-
dags Atmosfære og Luftto-
ner gøre sig stærkt gæl-
dende, en Iagttagelses- og
Gengivelsesevne, som Male-
ren endnu ikke raadede
over, da han malte sit smuk-
ke Billede to Aar før. I
rumlig Henseende gør Mel-
lemtiden sig ogsaa gælden-
de. Her er en større Frihed og Afveksling i Kompositionen.
Den iskolde Blæst ude fra det oprørte Hav og den jern-
graa Himmel mærkes paa og gennem alle Enkeltheder i
Sceneriet og forhøjer Alvoren, hvormed Mændene omfat-
ter den Gerning, der kan koste Liv og Lemmer under For-
søget paa at redde den nødstedte Besætning ude paa det
Fartøj, hvis hældende Mastetoppe ses over Klitten i Bil-
ledets ene Side.
I dette Værk er Ancher sig selv helt og holdent. Her
staar hans stærke Mandighed udtrykt i hvert Pensel-
strøg, og her staar han alene. Ingen anden nordisk Kunst-
ner føler sig oplagt eller i Stand til at fravriste en til Mar-
ven i vore Knogler gennemisnende Vinterstorm dens Uhyg-
ge paa en Strandbred, hvor Brændingens Skum opløses
til Isnaale, der fylder Øjnene og Skægget. Her skal en
Kunstner til, hvis Trofasthed mod sit Kald kan staa for
en hvilkensomhelst Prøvelse. Løsningen af Opgaven kræ-
ver ubøjelig Vilje af den Art, der giver Adelsmærke til
sin Mand.
Ancher har malet mange og betydelige Portrætter gen-
nem hele sin lange Arbejdstid, snart som intime Studier,
til Tider genremæssige, men ofte er de gjort med en mo-
numental Virkning, der viser hans Talents Storhed i magt-
fuld Udfoldelse.
Fra 1884 stammer det første legemstore Portræt af hans
unge Hustru. Mod en hvid Forstuevæg staar hun i skarp
Profilstilling med sort Hat og sort Kjole og ser ud af Hus-
døren, medens Trofasthedens Symbol, en hengiven Hund,
nedefra betragter hende med et talende Udtryk. Virknin-
gen af den sorte Dragt med den brede hvide Halskrave er
en god gammel hollandsk Kending og altid sikker paa at
staa smukt til en ung blond Kvindes Ansigt og Hals. Bille-
det er en i den fornemste
Simpelhed holdt begejstret
Hyldest til Hustruen og det
kommende Moderskab.
Som et indtagende Gen-
rebillede virker Dobbeltpor-
trættet af Moder og Barn i
»Julenissen staar Model«:
Den lille Helga er bleven
fem Aar gammel og maa
derfor lære at beskæftige
sig. Stærkt optaget beun-
drer hun sin Moders mær-
keligt udviklede Evne til at
faa et Billede af Julenissen
frem paa Papiret. Af hende
selv fandtes paa Mindeud-
stillingen tre Portrætter,
hvoraf navnlig det første fra
1889 er smukt. Den lille
seksaarige Piges lyse Blik,
det runde Barneansigt og
den udmærket malte Hals-
krave paa en grøn Kjole
danner en yndefuld Hel-
hed.
Flere store Selvportræt-
ter, malte i fri Luft, er be-
rømt langt ud over vort Lands Grænser. Det bedste af
dem tilhører vort eget Statsmuseum.
En Række Portrætter af Anchers nære og fjernere Ven-
ner smykker den berømte Spisestue i Brøndums Hotel paa
Skagen, hvor de hænger sammen med Arbejder af alle de
bedste Skagensmalere fra de store Kunstnerstævner i sin
Tid paa vort Lands nordligste Spids, det saakaldte »skan-
dinaviske Centrum«.
Talrige Gange har Kunstneren portrætteret sin hjerte-
ligt kære Svigermoder, gamle Fru Anna Hedvig Brøndum,
en meget sympatisk og udpræget Personlighed, hvis litte-
rære Interesser og Syslen optog al hendes af daglige Plig-
ter indskrænkede Tid. — Jo ældre den gamle Dame blev,
jo mere anstrengte Ancher sig for at fæstne hendes regel-
mæssig smukke Træk paa sit Lærred, og i det sidste Bil-
lede af hende fra 1914 naar han Apotheosen. Et mere hen-
givent og indtrængende Billede af en lille gammel Dame,
der er optaget af sin Læsning, er ikke nogensinde malet.
Hvert Penselstrøg er nænsomt og aandfuldt. Som hun sid-
der der, har hun vakt det fineste i Anchers Følsomhed og
Fru Anna Hedvig Brøndum. 1914
20