Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

et, ikke offentliggjort, aabent Brev til sin Ven Poul S.
Christiansen i Anledning af, at denne til en Avis havde ud-
talt, at der overalt i Tiden sporedes en dyb aandelig Trang,
og at han opfattede denne Trang som en naturlig Reaktion
mod al den Goldhed, som den forrige Generation udsaaede
paa det religiøse Omraade, og som vi nu er trætte af.
Peter Hansen forstaar ikke dette, at aandelig Trang og
Religion skulde staa i absolut Forhold til hinanden, og op-
fordrer Christiansen til at betragte den moderne kristelige
Kunst rundt omkring i Europa; den ejer alle Sentimen-
talitetens Atributer: Blegsot, Taarer, Korsfældelse, Torne-
krone, Blod og Svededug. Han gør opmærksom paa, at al
god, kristelig Kunst lige fra Cimabue har maattet ty til
Grækerne for at finde et antageligt billedligt Udtryk for
Kristusfiguren, hvilket naturligvis ikke udelukker, at der
er malt udmærkede Genrebilleder med bibelske Motiver,
af ædelt, menneskeligt Indhold, eller at det bibelske Motiv
er brugt til at skabe en Uhyggestemning som i Karstens
Korsfæstelse paa Kunstmuseet, der er som malt med Edder
og Forgift af en hedensk Troldkarl.
»Hvad mener Du,« skriver han, »om vor fælles Lærer,
Zahrtmann, der aldrig lagde Skjul paa, at al Religion for
ham var et barbarisk Paahæng, som det gjaldt om at hæve
sig over og frigøre sig for. Havde jeg ikke lært andet af
ham, vilde jeg dog være ham taknemlig for dette hans
stærke og personlige Livssyn.«
Peter Hansen vil ikke være med til at fornægte »forrige
Generation«, dertil staar han i for stor Taknemmeligheds-
gæld til disse »skrækkelige Materialister«. Selv om han, da
han blev ældre — Zahrtmann udstedte selv Parolen -
gav sig til at gaa i Lære hos Ungdommen.
I en anden Sammenhæng har han under Mottoet: »Maa
vi være her« skrevet imod alle disse sidste Dages Religions-

prædikanter og Filosofer, der gaar ud fra som givet, at de
taler i hele Menneskehedens Navn, og at deres Religiøsitet
er noget, der er fælles for alle. Efter min Erfaring, skriver
han, er det de allerfærreste, der overhovedet har saa me-
gen religiøs Følelse, at det er værd at snakke om. De aller-
fleste, hvad enten de er kirkelige eller Fritænkere, er aldeles
blottede for Religiøsitet, paa samme Maade som de fleste
Mennesker f. Eks. mangler musikalsk Sans.
Peter Hansen havde boet aarevis i en indremissionsk
Husmandsegn og været Gæst ved Kaffegilder og Bibel-
læsning. Folk kørte til Kirke paa Højtidsdagene og tog
ogsaa gerne Gud i deres Mund, navnlig naar det galdt
Vejret og Høsten, ligesom de med Glæde gav Præsten,
hvad der tilkom ham, men udover det ofrede de ikke en
Tanke paa Liv eller Død. Og hvorfor skulde de ogsaa det,
de havde ingen Brug derfor. Deres Hjerter og Nyrer fun-
gerede normalt, de havde ikke faaet de Livets Skudsaar,
der faar de svækkede til at gribe efter Religionens Red-
ningsplanke. »Der skal Mod til at dø oprejst, og flest er
de fejge.« ...
*
Jeg traf sidste Gang Peter Hansen i Kerteminde nu i
September. I sin Bil var han og Fru Elise taget op for at
besøge Peter Hansens Svoger og Søster paa Pilegaarden.
I sit Ydre var han slemt tilredt af Sygdommen, men han
havde bevaret sin drengeagtige Latter og lune, stilfærdige
Meddelsomhedstrang, hele sit Væsens ualmindelige Char-
me. Alligevel, for hver Gang man traf ham kunde man
ikke lade være med i Tankerne for bestandig at tage Af-
sked med ham.
Døden ramte ham oprejst og i en lykkelig Stund. Og
han naaede det højeste, man vel kan naa: at skabe et helt
og overbevisende sandfærdigt Billede af sig selv.
Poul Uttenreitter.

OTTO BACHE
(Malerier, Studier, Tegninger) med en Indledning paa Orundlag af Kunstnerens
efterladte Optegnelser ved Peter Christiansen (G. E. C. Gads Forlag)

I udadlelig Udstyrelse og med
en Indledning, der paa Grund-
lag af Kunstnerens egne Dag-
bøger og Optegnelser ridser
hans lange og indholdsrige Kunst-
nerliv op, foreligger her Bogen
om Otto Bache.
Naar man straks kan knæsætte
den som saadan skyldes det først
og fremmest det udmærkede Bil-
ledvalg. I langt højere Grad end
ved den store Mindeudstilling paa
Charlottenborg har man her Lej-
lighed til at konstatere, hvilken
alsidig og betydelig Kunstner,
Bache har været. Mens Udstillin-
gen fortrinsvis fremhævede Ba-
ches repræsentative historiske
Billeder, der fjernet fra den


Plads, de paa Forhaand var
malet til, mest imponerede ved
deres Størrelse, viser Bogen i
langt højere Grad, hvilken ynde-
fuld Genremaler (jvf. f. Eksp.
Fig. 57: En Frokostscene 1870,
der tilhører Fru Johan Hirsch-
sprung) og indtrængende Por-
trætkunstner (Portrættet af Hu-
struen 1881, Bahnson 1896, Nel-
lemann, Danneskjold-Samsøe o.
m. fl.), vi ejede i Otto Bache.
Et fyldigt Billedregister, der
oplyser, hvor de nævnte Arbejder
i Øjeblikket befinder sig, bidra-
ger sit til at gøre Værket til
en værdifuld og lettilgængelig
Haandbog.

Otto Bache. Selvportræt

184