Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

DANSK KUNST BEDØMT I FINLAND
Samleren har formaaet Lederne af „ Den danske Kunstudstilling i Helsingfors", Malerne Henrik
Schouboe og Mogens Gad til at overlade os de Pressekommentarer, Udstillingen gav Anledning
til. Vibringer heraf den bekendte Maler og Kunsthistoriker O.Okkonens Artikel i „Uusi Suomi."

Dansk og finsk Kunst har — lige si-
den de Tider, da Finland begyndte
at knytte Forbindelser med den in-
ter-europæiske Kunstforening — haft man-
ge Berøringspunkter og Fællesinteresser.
Saaledes tog allerede Ekman i Midten af
sidste Aarhundrede Lære af den paa et
højere teknisk Niveau staaende danske Ma-
lerkunst, ligesom den begyndende finske
Billedhuggerkunst lidet senere søgte Lære
hos de i Danmark frisk bevarede Thor-
valdsen-Traditioner, før den øste af Kilder
længere borte som i Rom og Paris. I Paris
arbejdede i 1880—1890 Danskerne og Fin-
nerne under samme Ledestjerne: Den dan-
ske Mester, Peter Severin Krøyer, som hav-
de tilegnet sig den franske Skole, blev valgt
til Lærer af nogle yngre finske Malere. Om
vor nyeste Kunstudvikling kan som en Ku-
riositet nævnes, at mange af den yngre
finske Generations Malere efter Aaret 1910
under deres Vandringer fik økonomisk
Støtte af en kendt dansk Skrædermester og
Kunstmæcen, til hvem man gjorde talrige
»Valfarter«. Nogle finske Malere (f. Eks.
Rissanen) og Billedhuggere (i Særdeleshed
Nylund) har midlertidigt arbejdet i Dan-
mark for igen at vende tilbage til Hjem-
landet.
Forbindelsen mellem dansk og finsk
Kunst har, at dømme efter de danske Pri-
vatudstillinger, som har været afholdt her,
været alsidig og livlig. Og anderledes skal
det heller ikke være. Danmark er jo med
Hensyn til Oplysning, Samfundsorden, dets
litterære og kunstneriske Kultur nært knyt-
tet til Finland og saaledes i mange Hen-
seender egnet til at være et Forbillede og
en Vejviser for os. Danskernes kendte
Venlighed og af Kultur prægede Aabenhed,
sympatiske Jovialitet og redelige Oprigtig-
hed har — menneskeligt set — gjort disse
Forbindelser sunde og højnende for Fin-
nerne. Det er derfor intet Under, at da
Finland efter Erhvervelsen af sin Frihed
skyndte sig at præsentere sig i Udlandet,
sendte det først en Fællesudstilling netop
til Danmark, hvor det vidste at finde en
forstaaende og oplysende Bedømmelse. —■
Den danske Billedkunsts Genvisit har man
maatte vente lidt længere paa, men naar
den nu ankommer, sker Besøget under den
mest passende Form og paa det mest re-
præsentative Tidspunkt: i Forbindelse med
Kongebesøget, som en rig og alsidig Ma-
leriudstilling.
Den danske Kunstudstilling virker ved
sin særegne Naturlighed, ved sin rige og
sympatiske Kunstfærdighed, ved sin frie og
lette, maleriske Skønhed. Den behøver in-
gen diplomatiske Udmærkelser som Støtte,
den virker ved sin uforbeholdne Redelighed
paa alle, som har et aabent Blik for na-
turlig Skønhed. Vi haaber — og jeg tror,
at Danskerne ogsaa haaber det —, at den-
ne Udstilling bliver bedømt alene fra et

rent kunstnerisk Synspunkt ved at fæste
Opmærksomhed først og fremmest ved de
positive Egenskaber, som den er saa rig
paa.
Fra den danske Jord stiger ikke høje
Bjerge, og den har ikke dybe, frodige Da-
le. Danmarks flade, tildels karrige Land er
overalt opdyrket, fuldt af velpassede Huse,
Landsbyer og Købstæder. Perspektivet er
fladt, kultiveret, bonde-paalideligt, borger-
ligt hyggeligt. I Landet findes ikke store
Samfundsmodsætninger, ej heller politiske
Stridigheder. Det nationale Sind er for det
meste fredsommeligt; den oprørende Kraft
og det vidtrækkende Begær er Sjældenhe-
der. Imidlertid byder det danske Milieu ik-
ke blot paa harmonisk og jævn Fladhed,
men ogsaa stille Storslaaethed og Højtid.
Danmark ejer Fladhedens Poesi, og, hvad
mere er, det har omkring sig det vide Hav,
som sammen med Hedelandskaberne dan-
ner et storslaaet, gribende Hele. Den dan-
ske Kunstudstilling fortæller os om det af
Havet omgivne Slettelands aandelige Be-
stræbelser, om oplyst Bondeliv, om Kyst-
og Borgersamfundet, Biedermeier-Beun-
dring, samt ogsaa om højtudviklet aande-
ligt Liv, om stille Følelser, om lyst, opti-
mistisk Livssyn, men ogsaa om dybere og
videre Længsel efter Nutidens Bestræbelser.
Dansk Kunsts største Navn er endnu
Thorvaldsen. Han fremstilles sædvanligvis
som Repræsentant for den internationale
Ny-Klassicisme, og ikke som specielt dansk.
Jeg for min Del vilde kalde ham en meget
»national«, typisk dansk Kunstner. Paa
samme Maade som den milde, ideale An-
tik-Opfattelse giver Thorvaldsens Kunst
sit Særpræg, saaledes har ogsaa Joakim
Skovgaard paa en speciel dansk Maade,
hvis negative Side er den blide Overfladisk-
hed, skabt Syntesen af den gamle italienske
Kunst, byzantinske Mosaiker og gotiske
Gobeliner. Einar Nielsens Sandhedsstræben
og Sentimentalitet belyser den psykologi-
ske Baggrund, hvorfra den dybeste danske
Aand udgaar.
J. F. Willumsen belyser igen Sagen fra
en anden Side. Hans Forbindelse med de
nye Kunststrømninger er let malerisk og
en Del overfladisk: (som positive Sam-
menligninger kommer jeg i Hu den hol-
landsk-franske Kees von Dongen og som
negative maaske Teaterdekorations-Maleri-
er). Denne Attribut har jeg ikke anvendt
i nogen daarlig Mening, den vil kun hen-
vise til de Kredse, hvor hans og mange an-
dre danske Maleres Syn bevæger sig. Jeg
maa sige, at Danskerne ofte standser ved
descriptive, dekorative og Følelsesværdier,
og at deres Intuition ikke er dybtgaaende
nok, og at Tekniken ikke altid er skolet og
bøjelig, færdig. Men paa den anden Side
maa man gøre opmærksom paa denne
Kunsts Redelighed og Varme, Livsfølelses
Ægthed, ideale Naturdyrkelse og andre

lignende Egenskaber. Skønt den danske
Kunst næppe er Verdenskunst i Ordets
strengeste Betydning, er den til Gengæld
saa meget des mere Hjemmets og det bor-
gerlige Samfunds Kunst. 1 den kan man
se — i L A. Ring, f. 1854, har man det
bedste Eksempel — hvor den nøjagtige
Biedermeierske Fremstillingsmaade uæn-
set gaar imod Nutidens »nv-realistiske«
Idealer.
Af den nyere danske Generations Re-
præsentation mærkes, hvorledes ogsaa i
Danmark »de Unge« har villet frigøre sig
for de tidligere Generationers »Uklarhed«,
og hvorledes man har villet bringe noget
konkret i Stedet, simpelt overbevisende,
haandgribeligt plastisk, originalt kraftigt
og ufordærvet. Disse Bestræbelser er i sær-
lig Grad koncentreret i »Pakkassemaler«
Lundstrøm. Hvad der end kan siges om
hans Resultater, maa man i alle Tilfælde
indrømme, at hans Portrætter paa en bru-
tal Maade bryder med den danske Kunsts
gamle Traditioner. Han er det skrappeste
Eksempel paa, hvordan der ogsaa i dansk
Kunst for Øjeblikket er en vanskeligt af-
hjælpelig Krise. Af de yngre Kunstnere
henviser f. Eks. Kræsten Iversen til et nyt
Resultat, som er udsprunget af gammel
Grund. Den nylig afdøde Maler Giersing
er et Eksempel paa en virkelig malerisk
Begavelse, som ikke naaede sit Maal, men
som er meget interessant.
II.
Naar man har arrangeret det danske
Kunstbesøg paa det Grundlag, at (med
Undtagelse af Harald Giersing) kun nule-
vende danske Kunstnere skulde deltage,
maa dette betegnes som en praktisk, men
samtidig tilfældig Foranstaltning. Man maa
huske, at den danske Kunst, selvom man
kun tager Resultaterne fra det sidste Aar-
hundrede og Nutidens Udvikling i Betragt-
ning, har undladt at sende Værdier, som
maaske vilde have interesseret vort Publi-
kum mere end mange af de Arbejder, som
er medtaget; jeg sigter her hovedsagelig
til saadanne ældre Kunstnere, som er af
Interesse for Nutidens og især for Finlands
Kunst. At præsentere alle samtidigt leven-
de, men i Grunden hørende til forskellige
Kunstretninger, gør Helheden broget og
spredt; desuden maa det erindres, at sam-
me Generation sender Værker fra vidt for-
skellige Perioder. At Ideen med Arrange-
ringen af saadanne Udstillinger af »nule-
vende« ikke har haft Held med sig, fik man
at se allerede ved den tidligere svenske
Udstilling her, hvor kun »Fallangen« vir-
kede fast — det bedste Udstillingsprincip
burde være: til Udlandet kun det i kunst-
nerisk Henseende bedste og mest repræ-
sentative og saavidt muligt kun den nyere
Tids Produktion, men ogsaa ældre, om
man har speciel Grund dertil. Man maa ik-

117