DOI issue:
Nr. 9
DOI article:Holck, Axel Nicolai: Stiftsmuseet i Maribo
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.31881#0247
STIFTSMUSEET I MARIBO
1 Artikelrækken: „Vore Provinsmuseer“, der skrives af de respek-
tive Museers Ledere, er vi denne Gang naaet til Maribo Museum, om hvis
Historie og Udvikling Museumsdirektør, Amtsforvalter A. Holck, fortæller
DET er gaaet det beskedne Stiftsmuseum som saa
mange andre og langt større Museer — saa langt
mere ærværdige og glorværdige —, at det er
dannet omkring en Kærne af »Antikviteter« og
alskens Mærkværdigheder paa godt og mindre godt, sam-
let sammen rundt omkring fra uden smaaligt Hensyn
ti! Tingenes Proveniens (og derfor gerne uden Oplysning
om Herkomst), men bragt til Veje ved levende Interesse
og nidkær Samlerflid.
Om denne Kærne har de
ny Ting lejret sig, til den
ene Side leddelt sig under
Spredning og Sortering
i en Mængde smaa Mu-
seumsafdelinger, til den
anden Side mere og me-
re midtsamlet sig om de
stedlige Værdier og
Ejendommeligheder, som
man i stigende Grad har
taget skarpt Sigte paa.
Naar Museet under
denne Leddeling — og
under formelig Fag-
trængsel —■ har maattet
udstykkes i mange smaa
Særgrupper, kan disse
»Smaamuseer« inden for
Museet til Tider blive
helt lilleputagtige. Der
er en bitte etnografisk
Samling, en ikke større
mineralogisk, en særlig
Sal for »Fuglemuseet«,
der iøvrigt er ret fyldigt
(og med to Vandreduer
som meget sjældne Kost-
barheder), o. s. fr. Selv om den fremmede maaske vil se
paa nogle af disse Samlinger med et overbærende Smil,
turde de dog have en Mission, som ikke maa underkendes;
de danner lave Trin for de brede Lag opad mod bedre
Forstaaelse og Viden.
Det midtpunktsøgende Arbejde maa jo fortrinsvis rettes
mod de stedlige-historiske Opgaver, særlig det folke-
museumsmæssige, hvor der kan gøres en selvstændig Ind-
sats. Og Samlingerne voksede sig efterhaanden saa store,
at man ikke kunde nøjes med Hovedmuseets Sale med de
mange Brugs- og Pyntegenstande i Skabe og Montrer,
Bondepanelerne, lolland-falsterske Folkedragter paa de
gængse legenrsstore Anskuelsesfigurer og nr. nr. •— og saa
»Clou’et« Interiøret: »Den lollandske Bondestue«. Bagved,
i et til Formaalet opført Bindingsværkshus, maatte man
indrette »Det landkulturhistoriske Museum«, der bl. a.
rummer de store Landbrugsredskaber (Hjulplove m. v.),
de gamle Bylavs-Genstande og Redskaber for landlig
Hjemmetilvirkning i Brygning, Bagning, Lysestøbning,
Hørtilberedning m. v. Den 1. Maj ifjor kunde Museet yder-
ligere aabne et lille Frilandsmuseum ved Maribo Sø med
syv indvendig monterede Bygninger: Stubmølle, Smedie,
to Huse fra Slutningen af det 17. Aarhundrede m. v., red-
dede, inden de skulde rives ned, og flyttede til Maribo.
1879 skænkede den ivrige Samler, Købmand i Maribo,
Kaptajn L. Schrøder Ho-
vedparten af sine mange
Sager til Maribo By. De
husedes først meget be-
skedent i Raadhuset.
Den følgende Tilvækst
ved Gaver fra Befolknin-
gen gjorde Kravet om en
selvstændig Museums-
bygning brændende. 1884
dannedes en Indsam-
lingskomité med Lens-
greve A. W. Knuth i
Spidsen og som den ak-
tivt førende, der tilskød
de manglende Beløb til
Bygningens Opførelse.
1890 kunde Museet — nu
selvejende Institution —
aabnes for Publikum i
Ove Petersens statelige
Renæssancebygning, op-
ført efter Datidens Mu-
seumsopfattelse, stor og
god i Forholdene, ret
pompøst, men lidt frem-
medartet virkende i aka-
demisk Museumsstil mel-
lem den lille Bys besked-
ne Huse; for de mange Folkemuseumsgenstande, som kom
til og krævede lavloftede Rum, blev de høje Sale og brede
Lysaabninger ikke den bedste Ramme.
Den kendte horror vacui gjorde sig straks gældende.
Man frygtede, at man aldrig kunde faa de mange og store
Rum fyldte. Med vanlig gavmild Interesse skænkede Bryg-
ger C. Jacobsen en Afstøbningssamling af datidig fransk
Skulptur, en Samling, som uafhængig af Opfattelsernes
Op og Ned om en Dubois, Delaplanche m. m. fra tone-
angivende Steder, vil være en varig Berigelse for Museet.
Men det var unægtelig ingen Berigelse, at man anbragte
Stiftsbiblioteket i Stiftsmuseets største og bedste Rum, og
det tog lange Tider, inden man (1923) blev af med denne
Gæst.
Nu er der i Stueetagen formelig Trængsel om Pladsen
mellem adskillige af de alt anførte Afdelinger og de ar-
kæologisk-historiske, som naturligt har tilkæmpet sig den
137
1 Artikelrækken: „Vore Provinsmuseer“, der skrives af de respek-
tive Museers Ledere, er vi denne Gang naaet til Maribo Museum, om hvis
Historie og Udvikling Museumsdirektør, Amtsforvalter A. Holck, fortæller
DET er gaaet det beskedne Stiftsmuseum som saa
mange andre og langt større Museer — saa langt
mere ærværdige og glorværdige —, at det er
dannet omkring en Kærne af »Antikviteter« og
alskens Mærkværdigheder paa godt og mindre godt, sam-
let sammen rundt omkring fra uden smaaligt Hensyn
ti! Tingenes Proveniens (og derfor gerne uden Oplysning
om Herkomst), men bragt til Veje ved levende Interesse
og nidkær Samlerflid.
Om denne Kærne har de
ny Ting lejret sig, til den
ene Side leddelt sig under
Spredning og Sortering
i en Mængde smaa Mu-
seumsafdelinger, til den
anden Side mere og me-
re midtsamlet sig om de
stedlige Værdier og
Ejendommeligheder, som
man i stigende Grad har
taget skarpt Sigte paa.
Naar Museet under
denne Leddeling — og
under formelig Fag-
trængsel —■ har maattet
udstykkes i mange smaa
Særgrupper, kan disse
»Smaamuseer« inden for
Museet til Tider blive
helt lilleputagtige. Der
er en bitte etnografisk
Samling, en ikke større
mineralogisk, en særlig
Sal for »Fuglemuseet«,
der iøvrigt er ret fyldigt
(og med to Vandreduer
som meget sjældne Kost-
barheder), o. s. fr. Selv om den fremmede maaske vil se
paa nogle af disse Samlinger med et overbærende Smil,
turde de dog have en Mission, som ikke maa underkendes;
de danner lave Trin for de brede Lag opad mod bedre
Forstaaelse og Viden.
Det midtpunktsøgende Arbejde maa jo fortrinsvis rettes
mod de stedlige-historiske Opgaver, særlig det folke-
museumsmæssige, hvor der kan gøres en selvstændig Ind-
sats. Og Samlingerne voksede sig efterhaanden saa store,
at man ikke kunde nøjes med Hovedmuseets Sale med de
mange Brugs- og Pyntegenstande i Skabe og Montrer,
Bondepanelerne, lolland-falsterske Folkedragter paa de
gængse legenrsstore Anskuelsesfigurer og nr. nr. •— og saa
»Clou’et« Interiøret: »Den lollandske Bondestue«. Bagved,
i et til Formaalet opført Bindingsværkshus, maatte man
indrette »Det landkulturhistoriske Museum«, der bl. a.
rummer de store Landbrugsredskaber (Hjulplove m. v.),
de gamle Bylavs-Genstande og Redskaber for landlig
Hjemmetilvirkning i Brygning, Bagning, Lysestøbning,
Hørtilberedning m. v. Den 1. Maj ifjor kunde Museet yder-
ligere aabne et lille Frilandsmuseum ved Maribo Sø med
syv indvendig monterede Bygninger: Stubmølle, Smedie,
to Huse fra Slutningen af det 17. Aarhundrede m. v., red-
dede, inden de skulde rives ned, og flyttede til Maribo.
1879 skænkede den ivrige Samler, Købmand i Maribo,
Kaptajn L. Schrøder Ho-
vedparten af sine mange
Sager til Maribo By. De
husedes først meget be-
skedent i Raadhuset.
Den følgende Tilvækst
ved Gaver fra Befolknin-
gen gjorde Kravet om en
selvstændig Museums-
bygning brændende. 1884
dannedes en Indsam-
lingskomité med Lens-
greve A. W. Knuth i
Spidsen og som den ak-
tivt førende, der tilskød
de manglende Beløb til
Bygningens Opførelse.
1890 kunde Museet — nu
selvejende Institution —
aabnes for Publikum i
Ove Petersens statelige
Renæssancebygning, op-
ført efter Datidens Mu-
seumsopfattelse, stor og
god i Forholdene, ret
pompøst, men lidt frem-
medartet virkende i aka-
demisk Museumsstil mel-
lem den lille Bys besked-
ne Huse; for de mange Folkemuseumsgenstande, som kom
til og krævede lavloftede Rum, blev de høje Sale og brede
Lysaabninger ikke den bedste Ramme.
Den kendte horror vacui gjorde sig straks gældende.
Man frygtede, at man aldrig kunde faa de mange og store
Rum fyldte. Med vanlig gavmild Interesse skænkede Bryg-
ger C. Jacobsen en Afstøbningssamling af datidig fransk
Skulptur, en Samling, som uafhængig af Opfattelsernes
Op og Ned om en Dubois, Delaplanche m. m. fra tone-
angivende Steder, vil være en varig Berigelse for Museet.
Men det var unægtelig ingen Berigelse, at man anbragte
Stiftsbiblioteket i Stiftsmuseets største og bedste Rum, og
det tog lange Tider, inden man (1923) blev af med denne
Gæst.
Nu er der i Stueetagen formelig Trængsel om Pladsen
mellem adskillige af de alt anførte Afdelinger og de ar-
kæologisk-historiske, som naturligt har tilkæmpet sig den
137