Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

E F T E R AAR S U D S T I LL I N G E N 1928 PAA
CHARLOTTENBORG

DET er 34 Aar siden Willumsens lykkeligste Værk
stod færdig. Den Frie Udstillings Bygning, den
lette og festlige Ramme om eget og Kammera-
ternes Arbejder. Oprøret mod Charlottenborg
havde fundet sit synlige Udtryk for enhver. Oprindelig
var Udstillingsbygningen
vel kun tænkt som en
Skanse, hvorfra den
gamle Borg skulde belej-
res og erobres. Et næ-
sten ambulant Fort med
Front ogsaa mod Akade-
miet og Galleriet. Opført
i det simplest mulige
Materiale og lagt paa et
Terræn ved Kanten af
Aborreparken overfor
den gamle Nordbane-
gaard, der allerede paa
det Tidspunkt var døds-
dømt.
Men Udstillingen blev
permanent lige til Byg-
ningen, hvis Brædder
man pietetsfuldt samlede
igen paa Østerbro, og
som paa sit nye Hjem-
sted end ikke kom til at
savne sin tidligere hyg-
gelige vis å vis, Huset
med Bolcheglassene, vist
nok et af de sidste Kage-
konefristeder i Kjøben-
havn. Et Tilfælde, der
utvivlsomt ogsaa kun er
et Tilfælde. Derimod kan det ikke nægtes, at Kampaanden
blev tabt under Flytningen eller i hvert Fald blev saa be-
skadiget, at den snarlig sygnede hen og nu, hos et Par
Undtagelser fraregnet, for længst er uigenkaldelig død.
Saa Adressen er atter Kongens Nytorv.
Men i Foraarssalonens Syndflod paa Godt og Ondt,
hvor det Onde vel nok er faldet stærkest i Øjnene, da det
jo engang her i Livet som Ækvivalent for en kortere
Levetid er blevet mest begunstiget i at gøre sig øjeblikke-
lig bemærket, har det ofte været vanskeligt at fastslaa, om
Adressen ogsaa var noget værd. Om kort sagt ikke det
Hele var Hip som Hap, vort Kunstliv inde i den Stagnation,
der er Tilbagegang.
Det er derfor paaskønnelsesværdigt, naar Udstillings-
Komitéen resolut har aabnet Adgang til, at samtlige Ch'ar-
lottenborgudstillere efter Tur, og uden at have erhvervet
sig den forældede U. C. Ret, en Gang om Aaret faar Lej-
lighed til at vise en fyldig og selvvalgt Repræsentation af
deres Arbejder. Det bliver herved muligt at danne sig et
Overblik over den enkelte, der maaske tidligere med

større eller mindre Ret druknede i Foraarsskybrudet.
Billedhuggerkunsten kommer man som hyppigst paa
Charlottenborg hurtigt over. Kun fire Kunstnere deltager
paa Efteraarsudstillingen. Edwin, Axel Hansen og Carl
Martin-Hansen udstiller væsentlig Arbejder, man allerede
kender fra tidligere Ud-
stillinger, mens den unge
Hans W. Larsen ogsaa
møder frem med et Par
nye Værker, der under-
streger hans lidt uper-
sonlige, men kultiverede
Dygtighed. Man kan kun
beklage, at ikke flere af
hans Arbejder, end Til-
fældet er, fremtræder i
Metal, da han i Behand-
lingen og særlig i Pati-
neringen af dette Mate-
riale yder det helt for-
træffelige.
Den første store Gen-
nemgangssal beherskes
paa de to Længdevægge
af Malerne Ebba Car-
stensen og Petri Gissel.
Den førstes ubestridelige
Malerbegavelse synes
at løbe Fare for at stivne
i en for fast Form, i hvert
Fald virker Kunstnerin-
dens Ophængning her
ikke saa umiddelbart til-
talende som tidligere. Et
enkelt lille Skovbillede
(Nr. 87) udskiller sig behageligt ved virkelig at rumme
en Stemning, der føles helt frisk og personlig oplevet.
Saa bærer Petri Gissel’s fyldige og udmærket ophængte
Repræsentation tilsyneladende Bud om en mere levende og
søgende Kunstnerpersonlighed. Det er en af denne Ud-
stillings glædelige Oplevelser at se, hvor energisk den unge
Maler har faaet Tag i sit Stof, selv om Berettigelsen af
de stærkt nedstemte Farver ikke altid virker lige overbe-
visende. Men den dystre Tone, der præger samtlige Lær-
reder, har i alle Tilfælde bidraget til det Præg af harmonisk
Hele, der er over denne Væg, og som i et enkelt Arbejde,
den inunch’ske Stemning: Landskab med to Figurer, virker
ganske selvfølgelig og ægte.
1 den næste Sal repræsenterer Henrik Nielsen den mod-
satte Yderlighed, og mens man paa en vis Maade med For-
ventning imødeser, hvad Gissel fremtidig har paa Hjer-
tet, kan det ikke skjules, at Henrik Nielsen nu er naaet
saa langt ud i det illuminerede, at hele hans Væg virker
som en Vauxhall, og man med Beklagelse konstaterer, at
denne sympatiske Maler, der blot for faa Aar siden gav


Herman Vedel: Knud Rasmussen. Skitse (H. 80, B. 65)

171