Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

EFTERAARSUDSTILLINGEN PAA DEN FRIE

Kunstnernes efteraarsudstillings
Ide er, at den skal være et Kunstnermarked for
al god, evnerig Kunst. Det er en Misforstaaelse,
naar man enkelte Gange har forsøgt at gøre Ud-
stillingens Fysiognomi fuldstændig ensartet, saa den har vir-
ket som nogle faa Maleres retrospektive Udstilling. Udstil-
lingen skal være som en broget Billedbog, hvor den virke-
lige kunstinteresserede kan gaa paa Opdagelser, uden Hen-
syntagen til »Navne«, udelukkende for Kunstens egen
Skyld. Her skal alle Kilder frit strømme til, en enkelt Ret-
ning maa ikke præge Udstillingen, det har man Kunstner-
Sammenslutningerne til.
En bekendt Maler har en Gang udtalt, at paa Efteraars-
udstillingen var de bedste Ting bedre end andre Steder og
de daarligste ringere end andet Steds; og der er noget
rigtig i det, naar man ved det daarlige forstaar en uudvik-
let Form, som en Plante der gror og endnu ikke har naaet
sin fulde Udfoldelse. Men der er noget forfriskende over
denne kunstneriske Grotid, derfor er det de helt unge, man
ser paa med mest Interesse, selv om det er de ældre Ud-
stillere, der i Virkeligheden er Udstillingens Tyngdepunkt.
Udstillingens Sole, hvorom de Unge boltrer sig som smaa
balstyrige Drabanter, fuldstændig enige om, at de »Gamle«
er talentløse og hurtigst mulig burde smides paa Porten
til Fordel for dem. -—
Udstillingens Skulpturafdeling er i Aar mere righoldig
end den plejer. Censurkomiteen har fulgt det rigtige Prin-
cip, frem for som tidligere at kassere over en lav Sko, at
vise Publikum Standarden af de indsendte Arbejder, kun
det helt fornraalsløse og talentløse er holdt ude.
Det er desværre ikke med Gensynsglæde man ser Johan-
nes Hansens Haveskulptur; den unge Billedhugger, der for
nogle Aar siden gav saa rige Løfter, kan forhaabentlig selv
se, at han er kommet ind i en Blindgade, hvor han hurtigst
mulig maa vende om og finde en ny — d. v. s. en gammel
Vej. Gode Arbejder har Aage Nielsen Edwin, bl. a. en
barok Flodhest og en udmærket Statuette, Neger med
Krukke, udført hos Ibsens Enke. Olaf Stæhr-Nielsens to
Døre til Frederiksberg Krematorium, dygtige Arbejder i
drevet Kobber. Og en ung Mand Knud Nellemose en ka-
rakteristisk Portrætbuste af Hr. Erhardt Spliid, der vil
være alle »Bakkegæster« bekendt for sine distinkte Fore-
drag af sit Hjemlands vemodige Skønsange.
Men det er Malerne, der præger Udstillingen og i Sagens
Natur giver den dens Kolorit.
En meget talentfuld og temperamentsfuld Maler er
Eduard Borregaard, der udstiller en Del Portrætter, men
han sætter sig ikke ny maleriske Opgaver for hvert enkelt
Arbejde, derfor virker hans Billeder let noget stereotype ved
den stadige Gentagelse i Farveholdningen. Noget af den
samme Anke kan anvendes over for Ebba Carstensen, det
var det, der svækkede hendes Ophængning paa Char-
lottenborg; her paa Efteraarsudstillingen, hvor hun kun
har tre Billeder, staar hun bedre, særlig det store nature
morte fremhæver paa en overbevisende Maade hendes ma-
leriske Egenskaber. Bedre end nogen Sinde er Kay Chri-
stensen, blot man ikke havde hans Forbillede, der hang

paa samme Væg i Foraaret, saa stærkt i Erindringen, men
det er farveglad ung Kunst, der er Malerglæde over hans
Arbejder; det er der ogsaa over Johan Behrens, en meget
værdifuld Egenskab hos en ung Kunstner, der nok med
Tiden skal bære Frugt, blot Behrens kunde tøjle sit Tem-
perament og uden at tabe Friskheden blive lidt mere
reflekterende og bl. a. komme til den Erkendelse, at en
Zinober Farve nok har samme Glød, men langtfra samme
Styrke, om den er anbragt i Horizonten eller i Forgrunden.
Maleri maa nu engang have mildere og ægtere Farve-
toner end et Neger Bindeslips; hvor forfriskende det end
kan være, og hvor langt mere værdifuldt det er end det
blod- og livløse »Smagsmaleri«, saa kan man ikke andet
end beklage, at en Begavelse som Helge Jensen er blevet
voldtaget af Kulører, der i udpræget Grad skæmmer hans
Talent. Som Keramiker, hvor Ilden lutrer Farverne, er han
absolut bedst og præsterer gediegne Ting. En ung Maler,
Chr. Daugaard er et fremragende koloristisk Talent, men
af en ung Mand lidt for forsigtig, hans Billeder er smukke,
uden at være Smagsmaleri, men man er lidt i Tvivl om
det er Nervøsitet eller Fif, der gør Billedoverfladen saa
skælvende. Gode Løfter giver Erich Erichsen med sit store
Efteraarslandskab, der har Mindelser i sig, uden at være
Pastich, om ingen ringere end Rosseau, blot Følelsen nu
kommer inde fra og ikke er en Frugt af Galleristudier. To
vederhæftige Landskaber har Johan Seig, spinkle, men
ægte i Følelsen, ligeledes Carl Becker, særlig hans store
Landskab med Høstakke har en indtrængende Naturfølelse
og Sanddruhed i Opfattelsen. Leo Estvads fornemme, men
lidt kølige Kunst virker velgørende ved sin Klarhed og ud-
prægede Selvstændighed. Hjorth Nielsen, Harald Heiring,
Harald Leth og Mogens Zieler er i stadig Fremgang og har
hver for sig præsteret gode Arbejder. Portrætgruppe af
Kragh-Pedersen er det bedste Billede, jeg har set af ham
i de senere Aar, der er noget »russisk« i dets Aand, der
bider sig fast i ens Erindring som en Fortælling af Leonid
Andrejew. Jens Sørensens Bakkebillede er i sine fyldige
kraftige Klange en selvstændig Kunstners opfattede Værk.
Preben Willmanns Kvinde, der læser op, og særlig den
farvefine Modelstudie er Arbejder, man glæder sig over.
En heldig Repræsentation har E. Wendelboe Jensen, den
lidt for kraftigprægede Kyhnpaavirkning, der tidligere var
over hans Arbejder, er veget for en mere udtalt personlig
Udtryksform og Opfattelse af Naturens mangeartede Fore-
teelser. Hans store Billede med Maager — eller muligvis
Edderfugle — er set med friske stærke Malerøjne, man for-
nemmer helt nærværende Bølgernes Slag og Skumsprøjtet
mod Klipperne, Saltvandsluften og de flaksende Maager
(eller Edderfugles) hæse Skrig. Det er ikke Illusion (selv
om der godt kan skabes god illusionistisk Kunst, jvfr. Man-
den med Guldhjelmen.)
Ejnar Johansen er den udprægede Akvarel Begavelse
inden for vor Tids yngre Kunst, desværre har han kun et
enkelt lille Arbejde med paa Udstillingen Badehus og
Baadc, men det giver dog et godt Begreb om hans følsom-
me kunstneriske Evne og fremragende tekniske Kunnen.
Et smukt Blomsterbillede har Harry Carlson malet. Den

189