Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

get stor Indflydelse paa Studiet af Danmarks og Norges
Personalhistorie, og dets otteogfyrretyve Bind rummer saa
store Rigdomme for den arbejdende Personalhistoriker, at
det ikke kan vurderes højt nok.
Det er et meget stort og frugtbringende Arbejde, der i det
sidste halve Aarhundrede er foretaget indenfor Genealogien
i Danmark, men Vejene herfor er ogsaa lettede ganske be-
tydeligt for dens Dyrkere siden Giessings og Lengnicks
Dage. Ikke blot er Kirkebøgerne nu samlede i de forskel-
lige Landsarkiver, men Arbejdet støttes og lettes i meget
stor Grad ved de talrige personalhistoriske Samlearbejder,
der har set Lyset. Saa at sige enhver Stand har efterhaan-
den faaet sin »Stat«. Wibergs Præstehistorie er fortsat af
Sofus Elvius, Juristerne er behandlede i flere Stater, Poly-
teknikerne, Filologerne, Lægerne, Kunstnerne, Forfatterne,
Forstmændene og mange andre ligeledes. I 1905 udgav
V. Richter det store Samlearbejde »100 Aars Dødsfald«,
omfattende Dødsfald i Danmark i Aarene 1790—1890, og
siden har Personalhistorisk Tidsskrift bragt aarlige Døds-
faldslister.
Her skal ikke forsøges nogen Bedømmelse af det sidste
halve Aarhundredes Genealoger og Slægtebogsforfattere
og deres Arbejder, men nogle af de mest betydende maa
dog nævnes. Nu afdøde Arkivar i Rigsarkivet Thiset ka-
stede sig over Studiet af Adelshistorien og bragte det ved
sin store Viden og kritiske Sans frem til Højder, som ikke
før var naaede. I Adelsaarbogen offentliggjorde han en
Række fuldstændige Stamtavler over saavel uddøde som
nulevende Slægter, og dette saare fortjenstfulde Arbejde er
efter hans Død blevet fortsat af Louis Bobé, der saavel
herigennem som gennem sin øvrige, meget store Produk-
tion har kæmpet sig frem til den Plads, han nu indtager
som den danske Genealogis Førstemand.
Endnu et Par nulevende danske Personaihistorikere
skal nævnes her, nemlig Th. Hauch-Fausbøll og P. B.
Grandjean, der hver især har udgivet en lang Række Slæg-
tebøger. Ikke mindst den førstnævntes meget smukke og
statelige »Holger Petersens Slægtebog« er et talende Vid-
nesbyrd om, hvor meget der kan findes frem om en ren
borgerlig Slægt, naar blot den rette Kærlighed til Emnet
er til Stede i Forbindelse med tilstrækkelig Of fervil lie.
Vilde man nu spørge om, hvorledes man skal gribe den

Sag an at udarbejde sin egen Slægtebog, da er Svaret
dette: Skriv først og fremmest alt ned, hvad de gamle i
Slægten ved at fortælle, og ordn Stoffet paa en praktisk
og overskuelig Maade. Gaa saa i Gang med at gennem-
pløje det trykte Stof og gaa derefter til Arkiverne, først
til Landsarkiverne med Kirkebøgerne og de underordnede
Myndigheders Arkiver, derefter til Rigsarkivet. Som Lod-
ser gennem det trykte Stof haves de udmærkede Hjælpere
»Biblioteca danica«, den af Erichsen og Krarup udgivne
Bibliografi over dansk historisk Litteratur, Litteraturfor-
tegnelserne i Historisk Tidsskrift og endelig Dansk Tids-
skrift-Index. Glem ikke, at vi besidder et mægtigt Værk,
der hedder Dansk biografisk Leksikon, og forøvrigt ogsaa
det senere udkomne Dansk biografisk Haandleksikon. Man
kan ikke være bekendt at møde frem i et Arkiv og vise sig
at være uvidende herom. Og saa endnu dette: Skriv alt op,
hellere for meget end for lidt, forsøm aldrig at anføre Kil-
der, tag Optegnelserne paa Sedler, der altid nemt kan ord-
nes, som man helst vil det, og saa, først og sidst, læs rig-
tigt. Ja, det sidste lyder maaske lidt underligt, men Raa-
det er virkelig paa sin Plads. Det er de mærkværdigste
Ting, der kan komme frem af Fejllæsninger, og der er des-
værre saa mange Mennesker, der ikke kan læse Skrift,
navnlig ikke gammel Skrift. Glem heller ikke at samle Bille-
der af Slægtens Personer, dens Gaarde eller andre Minder
fra dens Fortid, medens de endnu kan faas. Og saa endelig,
naar hele det store Indsamlingsarbejde er gjort, hvor er
det da en Nydelse at samle alle disse Smaating til et Hele,
et mægtigt Filigranarbejde, hvori hver Enkelthed passer
ind som Haanden i en Handske.
Nu ved jeg, at mange vil sige, at det har de slet ikke Tid
til. Nuvel, men gør saa i det mindste det Indsamlingsar-
bejde, som De kan gøre indenfor Slægten. Anlæg Dem en
Slægtebog, skriv ned i den alt, hvad De ved, alt hvad Slæg-
tens gamle kan fortælle Dem, og før alle Familiebegiven-
heder ind i den fremtidig. Der vil sikkert komme den Dag,
da Familiens Historiker opstaar, den Mand eller Kvinde,
der har Tid og Lyst til at gøre det videre Arbejde, og han
eller hun vil sikkert velsigne Dem i Deres Grav, fordi De
har gjort Begyndelsen. Og selv vil De føle Kærligheden
til Deres Slægt vokse med Arbejdet, ved at fordybe Dem
i Slægtens Minder.

DANSK LYRIK I 1927
MALERKUNSTEN OG LYRIKKEN

Tom Kristensens Digtsamling: »Verdsli-
ge Sange« (Naver), ejer den røde, dio-
nysiske Desperation. Han vil spille Kraft-
karl og bryde Regnbuen i Stykker og
sprede Stumperne om sig. Det er dog Ang-
sten, der giver Feber, Styrken er paataget;
han slaar først i Angst for at blive slaaet,
inderst inde er han følsom, hudløs, modta-
gelig. Denne Hjemkomsts sande Stemning
har han udtrykt saaledes et andet Sted:

TREDIE OG SIDSTE ARTIKEL
Asiatisk i Vælde er Angsten,
den er modnet i umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjertet,
som Fastlande stadigt forgaar.
Men min Angst maa forløses i Længsel;
Og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.
Jeg har længtes mod brændende Byer

og mod Menneskeracer paa Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden
og et Jordskælv som kaldtes Guds Tugt.
Angsten, der er modnet i de umodne
Aar, det var den verdslige Sang, han
bragte med hjem fra Østen og Spanien,
Fastlande, der forgaar. Der er i Tom Kri-
stensen en Angst for et møde Virkelighe-
den, der gennem det røde Paradoks, Livet

142