Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

talentfulde Svend Guttorn skuffer i Aar; hans Farve er tæt
og massiv og Motivopfattelsen lidt ordinær; forhaabentlig
er det, som jeg før skrev, kun et Stadie, han skal igennem.
Anton Schrøders Billeder i Aar forekommer mig lidt
sværtede og ikke helt rene i Klangene, som om det lyrisk
romantiske har tilsløret hans Farvesyn. Povl Schrøders Op-
visning er trods dens udprægede maleriske Fornemmelse
lidt upersonlig og veg, han har ligesom Angst for at for-
male Billedet og slipper det for tidligt.
Hædersgæsten, Lappen Johan Turis Tegninger dekore-
rer smukt paa Væggen derude og er sikkert en gavnlig

Lærer for mangen ung Maler ved deres ærbødige Opfat-
telse af Naturens Storhed. Blot nu Civilisationens Fang-
arme ikke maa kvæle Lappen Turi, men indskrænke sig til
den Glæde, den har voldt ham, da han fik fat i et lille
Haandtrykkeri, saa han i Stedet for at signere sine Bille-
der med sin Haandskrift, med et Stempel trykker sit Navn
paa Tegningerne, og i barnlig Glæde over den store Op-
findelse, uden Smaalighed og Hensyntagen til sit berømte
Navn, trykker det paa Tegningerne — flere paa hinanden
følgende Gange — ja paa en enkelt Tegning staar det vist
stemplet nogle og tyve Steder, hvis det forslaar.
O. V. Borch.

u

c

o

u

R

J A N
PAA Hagerups Forlag har Foreningen
for national Kunst udgivet en smukt
udstyret og rigt illustreret Bog af Billed-
hugger Rikard Magnussen om »Landskabs-
maleren Janus la Cour, 1837—1909«.
Den fra forskellig kunsthistorisk Virk-
somhed velkendte Forfatter er gaaet den
sædvanlige Vej, at indeslutte sin Skildring
og Vurdering af la Cour i en Skildring af
ham selv som Menneske, og han begrunder
i sit »Forord« dette med, at »Forstaaelsen
af det menneskelige dog er den eneste Vej
til den rette Forstaaelse af det kunstneri-
ske«. Dette turde alligevel være højst om-
tvisteligt, thi hvad skulde vi saa stille op
med den langt overvejende Del af Kun-
sten, hvor vi slet intet eller næsten intet
ved om de Mennesker, som har udført den?
Man behøver blot at pege paa hele Old-
tidens Kunst, hele Middelalderens og det
meste af Renaissancens, nævne Kunstnere
som Giotto, van Eyck, Qiorgione, Raffael.
Mange ubetydelige Kunstnere har maaske
været interessante Mennesker, og ikke alle
værdifulde Kunstnere er interessante som
Mennesker. De kunstneriske Værdier bør
kunne staa alene og forstaas ud fra sig
selv, og det kan de heldigvis. Personal-
historie og Kunsthistorie er to forskellige
Ting. Imidlertid skal det i dette Tilfælde
indrømmes Hr. Magnussen, at selv om et
og andet i hans Bog kun har personal-
historisk Interesse, saa har han dog tvun-
det de to Sider af Opgaven sammen paa
saa harmonisk Maade, at man som Helhed
er glad for Bogen. Thi la Cour var ikke
blot en fremragende Maler, men ogsaa en
særpræget og interessant Personlighed,
med sit ranke jyske Sind en Type paa den
danske fribaarne Mand. Lejlighedsvis er-
kender dog Forfatteren (S. 108), at »alt
intimt personligt i la Cours Liv er skjult
for uvedkommendes Øjne«.
Med fuld Ret lægger Forfatteren Vægten
paa det stærke og dybe i la Cours Kunst,
det som aldrig slipper og aldrig nøjes.
Træffende karakteriseres han som Stilhe-
dens Maler. Det var ikke noget Tilfælde,
at han altid valgte den ensomme Natur,
altid undgik Staffage. Han gjorde Ensom-

heden og Tavsheden storladen ved at op-
bygge sine Billeder i sikre Linier og stær-
ke Former. Samtidig fremhæver Forfat-
teren gentagende la Cour som Romantiker,
maaske som Modvægt mod en ikke helt
ualmindelig Misopfattelse af ham som no-
get kølig og reserveret i sin Følelse. Med
Rette hævdes i denne Bog, at hans Følelse
for Naturens Stemninger netop er meget
stærk og dyb. Misforstaaelsen kommer vel
af, at de blide og yndefulde Stemninger
er sjældne hos ham; helst søger han det
storladne, det alvorlige, ja tungsindige. Men
ved Siden af dette, som vel nok kan kaldes
romantisk, var la Cour den store Stilfuld-
hedens Mester, vist den mest stilfulde
Kunstner i Danmark siden Thorvaldsen.
Overordentlig sikker er hans Sans for den
kompositionelle Holdning, for Samspillet
mellem Billedflade og Rumdybde, for Bil-
leddelenes Ligevægt, og for Linierne en
ganske overordentlig Finfølelse. Det er ved
dette, at la Cour idetmindste ligesaa meget
blev Klassiker, og det er denne hans Sans
for det klare og stilfulde, som idelig drev
ham til at søge Emner i Schweiz og Ita-
lien, hvor Linierne kan være baade finere,
smidigere og større end i dansk Natur, i
hvilken det vandrette hersker saa overvej-
ende. Med god Grund henviser Forfatteren
gentagne Gange til Claude Lorrain, hvem
la Cour ogsaa var en stor Beundrer af.
Det er for en ikke ringe Del netop ved Li-
nierne, at han gør sine Billeder monumen-
tale. Det havde endda ikke været Skade til,
om Forfatteren endnu stærkere havde be-
tonet dette, thi det er overfor sligt Folks
Øjne trænger til Pegepind. Stemningerne
har de lettere ved at opfatte, og det bio-
grafiske gaar i dem som Sødmælk.
Der er nutildags dem, der er lidt bange
for den meget indgaaende Gennemførelse
af alle naturalistiske Enkeltheder, som la
Cour — og hans Ven P. C. Skovgaard —
var opdragne til at betragte som et uom-
gængeligt Krav; og det skal indrømmes, at
la Cours Billeder ikke var bievne ringere
ved en noget større Bredde. Men Enkelt-
hederne skader ikke, fordi de er mestrede
med en saadan Sikkerhed, at de aldrig

svækker Helheden, aldrig gør Billedet
smaaligt. Der skal en stor Dygtighed til at
undgaa dette Skær, en Dygtighed, som kun
erhverves ved tilsvarende Udholdenhed og
Karakterstyrke, og som det derfor ikke er
Hvermands Sag at naa. Det er ogsaa lidt
Nutids Skik at skæve noget til la Cour som
Kolorist, skønt — som hans Udstilling viste
— hans Friluftsstudier netop gennemgaa-
ende har betydelig Friskhed og Saftighed i
Farven. Paa den anden Side er det forklar-
ligt, at just dette maatte gaa noget bort,
naar han hjemme i Atelieret udarbejdede
sine store Billeder paa Grundlag af de
mangfoldige Studier, og istedet kom de
ofte mere kølige og mindre friske »Sølv-
toner«. Til Gengæld blev i de komponerede
Billeder netop de store Linier og den mo-
numentale Stemning helere, stærkere, efter-
trykkeligere. La Cours Maade at arbejde
paa modsiger paa det bestemteste den Op-
fattelse, at han, med alle sine smaa Enkelt-
heders Mylr, blot var en Afskriver af det
valgte Motiv. I sine Studier gik han vel den
givne Natur paa Klingen med fuld Kraft,
og kom den meget nær i smaat og stort.
Men de »færdige«, komponerede Billeder
gennemgik før Udførelsen paa Lærredet en
gennemgribende Bearbejdelse og Ordning
i hans Fantasi, der gjorde dem til fri
kunstnerisk Frembringelse saa godt som
nogen Kunst. Man fornemmer dette tyde-
ligt ved at sammenholde Billederne med
Studierne; men det bekræftes ogsaa ved
følgende Udtalelse af la Cour (S. 143):
»Kan De se den Stjerne? Den holder jeg af
at sidde her og se paa i Mørkningen. Mine
lykkeligste Timer har jeg haft i denne Sofa,
naar den Stjerne stod bag Ruden; thi her
og i de Timer blev mine Billeder til for
mig selv.«
Det udelukker ikke, at for os har Stu-
dierne netop ved deres Friskhed en særlig
Tiltrækningskraft.
Det er en smuk Bog, velskreven, jævnlig
med fine og træffende Analyser og Iagt-
tagelser, om en af Danmarks betydelige og
særprægede Kunstnere. Man kan oprigtigt
ønske Forfatteren til Lykke med den.
P. Johansen.

190