DOI Heft:
Nr. 6 (Juni 1928)
DOI Artikel:Lewis, Sinclair; Helweg, Halfdan [Übers.]: Selvportræt
DOI Seite / Zitierlink:https://doi.org/10.11588/diglit.31881#0168
SELVPORTRÆT
AF SINCLAIR LEWIS. (OVERSAT AF HALFDAN HELWEO)
Den berømte amerikanske Forfatter Sinclair Lew is skriver paa Samlerens Opfordring efter-
følgende Selvbiografi som vi gengiver i dansk Oversættelse ved Herr Sinclair Lewis danske Bearbejder
MR. Joseph Hergesheimer, en amerikansk For-
fatter, som jeg i særlig Grad vil anbefale Eu-
ropa, fordi han er fri for den sociologiske Til-
bøjelighed, der angriber saa mange Skriben-
ter af min Type, sagde en Gang i en kort Selvbiografi,
at der sandelig ikke var noget at berette om. Mennesket
Hergesheimer, som ikke allerede var fremstillet i hans Bø-
gers Karakterskildringer. Det samme kan med Sandhed
siges om enhver Romanfor-
fatter, som er en alvorlig
Arbejder, enten han saa er
dygtig eller ej.
Derimod passer det ikke
paa dem, der laver Knaldro-
maner. Til Trods for de
skabagtige Jomfruheltinder
og pompøse Patentpatrioter
den Slags Skribenter laver,
saa er de ofte fornøjelige at
omgaas, er omhyggelige for
deres Børn og god Kamme-
rat med dem, hensynsfulde
overfor Konen, glimrende
Pokerspillere og storartede
Kokke ved Lejrbaalet.
Mr. Hergesheimers Ord
kan jeg gøre til mine. Jeg
ved ikke, om der er noget
ved mine Bøger eller ej, og
jeg er saamænd ogsaa nær-
mest ligeglad, eftersom jeg
har den ganske vist noget
anstrængende, men dog saa
herlige Spænding at skrive
dem. Men enten de er gode
eller ej, saa har de i sig alt,
hvad jeg har været i Stand
til at faa ud af Livet eller
kunnet give Livet.
Selv om den eminente
Skribent Sinclair Lewis i
højstegen Person paatog sig at skrive om ham, vilde der
ikke kunne fremkomme andet, end hvad der er at finde i
hans Bøgers Personskildringer. Den Respekt for Redelig-
hed og Lærdom, for Nøjagtighed og de uendelige Mulig-
heder, der er Mennesket iboende, kan slet ikke findes hos
den sygeligt udseende Mand med hans Lyst til Overdri-
velse, saadan som hans fortrolige Venner kender ham,
men derimod i hans Fremstilling af Max Gottlieb i »Arrow-
smith«. Mandens Evne til at være loyal i Kærlighed og
Venskab er nedlagt i Leora i samme Bog og til en vis
Grad ogsaa i Skildringen af George F. Babbitts Kærlig-
hed til sin Søn og sin Ven Paul — til en vis Grad, ja,
men Himlen være lovet, ikke helt, eftersom vi her staar
overfor en af Lewis’ medfødte Dyder, det at han kan blive
ved at holde af, ja næsten barnagtigt beundre nogle faa
Venner — Mænd og Kvinder.
Hvilke Muligheder for haardt, skrapt Lindbergh-Mod,
denne Lewis, dette Produkt af Minnesotas Nybyggerskove
og Hvedemarker end kan have haft en Gang, saa er det
øjensynligt altsammen bleven overført paa Karakterer som
Høgen Ericson (den Flyver,
som saa underligt ligner
Lindbergh, selv om han er
skabt en halv Snes Aar før)
i »The Trail of the Hawk«
eller paa den resolute
Landsbylæge Will Kenni-
cott i »Main Street« eller
paa Frank Shallard, der
skælvende, men ubøjelig
træder op mod de blodtør-
stige ortodokse Fanatikere i
»Elmer Gantry«. I sit Pri-
vatliv har den sølle Fyr ikke
Antydning af Mod. Han ry-
ster af Angst paa de schwei-
ziske Bjerges Traadbaner,
i Automobiler, der farer hen
over den vaade Asfalt, eller
paa Skibe, der tuder Skræk
ud i det aabne Havs Taage.
Jeg forsikrer, at jeg hen-
giver mig ikke til den fore-
givne Beskedenhed, der er
en Slags forvent og irrite-
rende Egoisme — dette »se
paa mig, jeg er saa ædel, at
jeg endog kan tillade mig
at vedgaa, at jeg ikke er
ædel.« Heller ikke antyder
jeg, at her er et i sin Ejen-
dommelighed interessant
Tilfælde. Det er uhyre al-
mindeligt. Jeg kender en Romanforfatter, som i den reelle
og tvangfri Del af ham, som er hans Romaner, med trovær-
digt Eftertryk skildrer en høj, fri, lidenskabelig, bevinget
Kærlighed mellem Mand og Kvinde, men som i det private
Liv altid kryber og kiger om Hjørnet saa ynkværdigt som
nogen Kontorist, der i sit Pensionat er ved at forgaa af
Længsel efter Romantik. Jeg kender en anden, som er bare
Muskler og betagende Skønhed i sine Bøger, og som dog i
sit private Liv sidder ved sin Kaminild, tyk og lasket og gør
Staahej over Bagateller.
Og jeg kender ikke saa faa Skribenter, som mener, at det,
som bedst inspirerer dem til at skrive deres Beretninger om
Sinclair Lewis
94
AF SINCLAIR LEWIS. (OVERSAT AF HALFDAN HELWEO)
Den berømte amerikanske Forfatter Sinclair Lew is skriver paa Samlerens Opfordring efter-
følgende Selvbiografi som vi gengiver i dansk Oversættelse ved Herr Sinclair Lewis danske Bearbejder
MR. Joseph Hergesheimer, en amerikansk For-
fatter, som jeg i særlig Grad vil anbefale Eu-
ropa, fordi han er fri for den sociologiske Til-
bøjelighed, der angriber saa mange Skriben-
ter af min Type, sagde en Gang i en kort Selvbiografi,
at der sandelig ikke var noget at berette om. Mennesket
Hergesheimer, som ikke allerede var fremstillet i hans Bø-
gers Karakterskildringer. Det samme kan med Sandhed
siges om enhver Romanfor-
fatter, som er en alvorlig
Arbejder, enten han saa er
dygtig eller ej.
Derimod passer det ikke
paa dem, der laver Knaldro-
maner. Til Trods for de
skabagtige Jomfruheltinder
og pompøse Patentpatrioter
den Slags Skribenter laver,
saa er de ofte fornøjelige at
omgaas, er omhyggelige for
deres Børn og god Kamme-
rat med dem, hensynsfulde
overfor Konen, glimrende
Pokerspillere og storartede
Kokke ved Lejrbaalet.
Mr. Hergesheimers Ord
kan jeg gøre til mine. Jeg
ved ikke, om der er noget
ved mine Bøger eller ej, og
jeg er saamænd ogsaa nær-
mest ligeglad, eftersom jeg
har den ganske vist noget
anstrængende, men dog saa
herlige Spænding at skrive
dem. Men enten de er gode
eller ej, saa har de i sig alt,
hvad jeg har været i Stand
til at faa ud af Livet eller
kunnet give Livet.
Selv om den eminente
Skribent Sinclair Lewis i
højstegen Person paatog sig at skrive om ham, vilde der
ikke kunne fremkomme andet, end hvad der er at finde i
hans Bøgers Personskildringer. Den Respekt for Redelig-
hed og Lærdom, for Nøjagtighed og de uendelige Mulig-
heder, der er Mennesket iboende, kan slet ikke findes hos
den sygeligt udseende Mand med hans Lyst til Overdri-
velse, saadan som hans fortrolige Venner kender ham,
men derimod i hans Fremstilling af Max Gottlieb i »Arrow-
smith«. Mandens Evne til at være loyal i Kærlighed og
Venskab er nedlagt i Leora i samme Bog og til en vis
Grad ogsaa i Skildringen af George F. Babbitts Kærlig-
hed til sin Søn og sin Ven Paul — til en vis Grad, ja,
men Himlen være lovet, ikke helt, eftersom vi her staar
overfor en af Lewis’ medfødte Dyder, det at han kan blive
ved at holde af, ja næsten barnagtigt beundre nogle faa
Venner — Mænd og Kvinder.
Hvilke Muligheder for haardt, skrapt Lindbergh-Mod,
denne Lewis, dette Produkt af Minnesotas Nybyggerskove
og Hvedemarker end kan have haft en Gang, saa er det
øjensynligt altsammen bleven overført paa Karakterer som
Høgen Ericson (den Flyver,
som saa underligt ligner
Lindbergh, selv om han er
skabt en halv Snes Aar før)
i »The Trail of the Hawk«
eller paa den resolute
Landsbylæge Will Kenni-
cott i »Main Street« eller
paa Frank Shallard, der
skælvende, men ubøjelig
træder op mod de blodtør-
stige ortodokse Fanatikere i
»Elmer Gantry«. I sit Pri-
vatliv har den sølle Fyr ikke
Antydning af Mod. Han ry-
ster af Angst paa de schwei-
ziske Bjerges Traadbaner,
i Automobiler, der farer hen
over den vaade Asfalt, eller
paa Skibe, der tuder Skræk
ud i det aabne Havs Taage.
Jeg forsikrer, at jeg hen-
giver mig ikke til den fore-
givne Beskedenhed, der er
en Slags forvent og irrite-
rende Egoisme — dette »se
paa mig, jeg er saa ædel, at
jeg endog kan tillade mig
at vedgaa, at jeg ikke er
ædel.« Heller ikke antyder
jeg, at her er et i sin Ejen-
dommelighed interessant
Tilfælde. Det er uhyre al-
mindeligt. Jeg kender en Romanforfatter, som i den reelle
og tvangfri Del af ham, som er hans Romaner, med trovær-
digt Eftertryk skildrer en høj, fri, lidenskabelig, bevinget
Kærlighed mellem Mand og Kvinde, men som i det private
Liv altid kryber og kiger om Hjørnet saa ynkværdigt som
nogen Kontorist, der i sit Pensionat er ved at forgaa af
Længsel efter Romantik. Jeg kender en anden, som er bare
Muskler og betagende Skønhed i sine Bøger, og som dog i
sit private Liv sidder ved sin Kaminild, tyk og lasket og gør
Staahej over Bagateller.
Og jeg kender ikke saa faa Skribenter, som mener, at det,
som bedst inspirerer dem til at skrive deres Beretninger om
Sinclair Lewis
94