DOI issue:
Nr. 4 (April 1928)
DOI article:Borch, Orla Valdemar: Udstillingen af fransk Malerkunst
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.31881#0104
UDSTILLINGEN AF FRANSK MALERKUNST
Vor Medarbejder gennemgaar den franske Udstilling i Glyptoteket og vi ledsager Ar-
tiklen med en Række Billeder ved hvis Udvælgelse det bl. a. ogsaa har været os magt-
paaliggende ikke at bringe Gengivelser der alt forekommer i den officielle Katalog.
DET var ikke med de aller største Forventninger,
i man saa hen til Udstillingen paa Glyptoteket
af fransk Malerkunst fra første Halvdel af det
19. Aarhundrede. Paa Udstillinger med meget
prominente og meget omfangsrige Komiteer plejer i Reg-
len det kunstneriske Indhold at staa i et sørgeligt Misfor-
forhold til hele det
store officielle Appa-
rat, der udfoldes. Men
selv om der findes
mange fortræffelige
og en hel Del geniale
Arbejder paa Udstil-
lingen, kan det ikke
nægtes, at det havde
været nok saa interes-
sant, om Billedantal-
let af de gamle Me-
stre var blevet noget
begrænset, og man i
Stedet for havde set
nogle af Impressioni-
sterne repræsenteret,
og rent kunsthistorisk
havde trukket Ret-
ningslinierne op fra
Delacroix, Corot og
Courbet over Manet
og Cézanne til Fort-
sætterne og Fornyerne
af fransk Malerkunsts
Traditioner, vore Da-
ges førende Kunstnere,
Picasso, Matisse, De-
rain og de knapt saa
verdensberømte, men
derfor lige betydelige
banebrydende Kunst-
nere, Vlaminck, Othon
Friesz, Raoul Dufy,
Survage, Georges Bra-
que, Mctzinger, Segon-
zac o. s. fr., for med den omfangsrige og fortræffelige Ud-
stilling af fransk Kunst paa Statens Museum for nogle Aar
siden i Erindring, hvor man foruden en fyldig Repræsenta-
tion af ældre Kunst havde tagetlmpressionisterne med og for
første Gang her hjemme bl. a. fik et fuldgyldigt Indtryk af
Manets Kunst, havde det vel været nok saa paakrævet ende-
lig for en Gangs Skyld at faa samlet en stor og hel Udstil-
ling af vor Tids gode franske Kunst, saa meget mere, som
det jo ikke er længere siden end i November 1924, man paa
Charlottenborg oplevede en Rædselsudstilling af »moderne«
franskSalon-Kunst i Ordets frygteligsteBetydning. VorTids
banebrydende franske Kunst har ligefrem Krav paa at blive
rehabiliteret efter denne Besudling. Og det burde være en af
Foreningen for fransk Kunsts første og fornemste Pligter.
Forhaabentlig varer det ikke mange Aar, før Forenin-
gen lægger sig i Selen, og en kunstnerisk Begivenhed af
stor Betydning vil det
være, saa meget mere,
som det i selve Byer-
nes By, Paris, er ret
svært at faa en samlet
Overblik af ny og
yngre Kunst, spredt
som den er paa man-
ge forskellige Steder.
Man konstaterer fo-
reløbig, at vor Tids
franske Kunsts høje
Stade ikke er ubegri-
belig, naar den ejer
saa rigt flydende In-
spirationskilder i sin
gamle Kunst.
Delacroix, det hede
Blods Maler, staar vel
nok vor Tid nærmest
i sin hensynsløse
Kamp for Farvens Su-
verænitet. Man for-
staar den Opsigt, han
engang vakte, og det
glødende Had og den
Modstand, der blev
ham til Del fra »Klas-
sicisternes« Side. End-
nu den Dag i Dag kan
man forstaa, at en Lo-
gikkens og Klarhedens
Mester som Ingres
harmdirrende kunde
udbryde, naar han saa
et af Delacroix’ Ar-
bejder: »Her er ikke til at aande, luk et Vindue op, her
lugter jo formelig af Svovl«. — Overophedede og eksal-
terede kan enkelte af han Billeder endnu virke i deres ge-
niale Fandenivoldskhed. Selv nu, da Tiden har lagt sin
dæmpende Patina over hans Billeder, lyner den zinober-
røde Farve paa Araberens Kappe i Tigerjagt med en alt-
overvælden de Kraft, der næsten tager Luven fra de andre
Elementer i Billedet. Det er som en Febersyg har malt
dette Billede og dødsenstræt efter overstaaet Sindsbe-
vægelse har smidt Penslerne fra sig og er segnet om.
Ferdinand-Victor -Bugene Delacroix (1793—1863)
Portræt af Forfatterinden George Sand (1804—76). Malet 1838. (80X57 cm).
54
Vor Medarbejder gennemgaar den franske Udstilling i Glyptoteket og vi ledsager Ar-
tiklen med en Række Billeder ved hvis Udvælgelse det bl. a. ogsaa har været os magt-
paaliggende ikke at bringe Gengivelser der alt forekommer i den officielle Katalog.
DET var ikke med de aller største Forventninger,
i man saa hen til Udstillingen paa Glyptoteket
af fransk Malerkunst fra første Halvdel af det
19. Aarhundrede. Paa Udstillinger med meget
prominente og meget omfangsrige Komiteer plejer i Reg-
len det kunstneriske Indhold at staa i et sørgeligt Misfor-
forhold til hele det
store officielle Appa-
rat, der udfoldes. Men
selv om der findes
mange fortræffelige
og en hel Del geniale
Arbejder paa Udstil-
lingen, kan det ikke
nægtes, at det havde
været nok saa interes-
sant, om Billedantal-
let af de gamle Me-
stre var blevet noget
begrænset, og man i
Stedet for havde set
nogle af Impressioni-
sterne repræsenteret,
og rent kunsthistorisk
havde trukket Ret-
ningslinierne op fra
Delacroix, Corot og
Courbet over Manet
og Cézanne til Fort-
sætterne og Fornyerne
af fransk Malerkunsts
Traditioner, vore Da-
ges førende Kunstnere,
Picasso, Matisse, De-
rain og de knapt saa
verdensberømte, men
derfor lige betydelige
banebrydende Kunst-
nere, Vlaminck, Othon
Friesz, Raoul Dufy,
Survage, Georges Bra-
que, Mctzinger, Segon-
zac o. s. fr., for med den omfangsrige og fortræffelige Ud-
stilling af fransk Kunst paa Statens Museum for nogle Aar
siden i Erindring, hvor man foruden en fyldig Repræsenta-
tion af ældre Kunst havde tagetlmpressionisterne med og for
første Gang her hjemme bl. a. fik et fuldgyldigt Indtryk af
Manets Kunst, havde det vel været nok saa paakrævet ende-
lig for en Gangs Skyld at faa samlet en stor og hel Udstil-
ling af vor Tids gode franske Kunst, saa meget mere, som
det jo ikke er længere siden end i November 1924, man paa
Charlottenborg oplevede en Rædselsudstilling af »moderne«
franskSalon-Kunst i Ordets frygteligsteBetydning. VorTids
banebrydende franske Kunst har ligefrem Krav paa at blive
rehabiliteret efter denne Besudling. Og det burde være en af
Foreningen for fransk Kunsts første og fornemste Pligter.
Forhaabentlig varer det ikke mange Aar, før Forenin-
gen lægger sig i Selen, og en kunstnerisk Begivenhed af
stor Betydning vil det
være, saa meget mere,
som det i selve Byer-
nes By, Paris, er ret
svært at faa en samlet
Overblik af ny og
yngre Kunst, spredt
som den er paa man-
ge forskellige Steder.
Man konstaterer fo-
reløbig, at vor Tids
franske Kunsts høje
Stade ikke er ubegri-
belig, naar den ejer
saa rigt flydende In-
spirationskilder i sin
gamle Kunst.
Delacroix, det hede
Blods Maler, staar vel
nok vor Tid nærmest
i sin hensynsløse
Kamp for Farvens Su-
verænitet. Man for-
staar den Opsigt, han
engang vakte, og det
glødende Had og den
Modstand, der blev
ham til Del fra »Klas-
sicisternes« Side. End-
nu den Dag i Dag kan
man forstaa, at en Lo-
gikkens og Klarhedens
Mester som Ingres
harmdirrende kunde
udbryde, naar han saa
et af Delacroix’ Ar-
bejder: »Her er ikke til at aande, luk et Vindue op, her
lugter jo formelig af Svovl«. — Overophedede og eksal-
terede kan enkelte af han Billeder endnu virke i deres ge-
niale Fandenivoldskhed. Selv nu, da Tiden har lagt sin
dæmpende Patina over hans Billeder, lyner den zinober-
røde Farve paa Araberens Kappe i Tigerjagt med en alt-
overvælden de Kraft, der næsten tager Luven fra de andre
Elementer i Billedet. Det er som en Febersyg har malt
dette Billede og dødsenstræt efter overstaaet Sindsbe-
vægelse har smidt Penslerne fra sig og er segnet om.
Ferdinand-Victor -Bugene Delacroix (1793—1863)
Portræt af Forfatterinden George Sand (1804—76). Malet 1838. (80X57 cm).
54