Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

Interessesfære er den lille særligt kunstinteresserede Kreds,
som vil være den førende og krævende, jo gerne ind-
stillet paa tilvant Kunstsyn; den bliver misfornøjet indtil
Forargelse, naar der i Museumsvalget sker Sving til Si-
den udenfor de afstukne Baner. Skulde der hos de væl-
gende være Anfægtelser i denne sidste Retning, vil disse
Anfægtelser ofte mødes med og nedstemmes af ængstelige
Hensyn til den ubønhørlige Smag paa Bjerget — man vil
jo gerne komme hjem med noget, man paa Forhaand kan
se Folk vil lide. Har man engang imellem »forsyndet« sig,
vil man da — for at være paa den sikre Side — let igen
ty til Arbejder med det rette Stempel, saaledes et almen-
anerkendt Kunstnerry, selv om dette Flag maaske ikke læn-
ger dækker Ladningen, fordi denne Kunstner nu er inde i
en Periode med svagere og mere rutinemæssige Værker.
Ikke altid let at bevare Tilknytningen til Stedets herskende
Kunstinteresse, der, selv om den maaske kan være »for-
benet«, dog er baaren af Kærlighed til Kunst og derfor
ikke just paa Trods skal trakteres netop med Sennep udi
Næsen — og til den anden Side uanfægtet, fast, men
lempelig at virke for en Smagsudvidelse, der lader ogsaa
nyere Tids Kunstsyn glide ind i Øjet og, efter Overgangs-
tidens Tilpasning, skabe ny kunstneriske Synsværdier.
Her skal ikke nærmere tales om Samlingens Kunst-
værdi. Blot tør det siges, at den ikke — vel netop i Kraft
af Kompromis’et — er rig paa saadanne fremragende Vær-
ker, som markerer Kunstudviklingen (hertil turde blandt
andet regnes V. Johansen’s Hustru-Portræt, som Museet,
takket være Ny Carlsberg-Fondet, blev lykkelig Ejer af).
Naar Samlingen mangler et af Zahrtmann’s kendte Leo-
nora Christine-Billeder — og det i Byen ved Maribo K'o-
ster — turde dette Savn vel nok sættes i nogen Forbin-
delse med Ængstelsen for at støde an mod en datidig sted-
lig Tone af Ulastelighed, for hvilken Kunstnerens Pensel
endnu var for farverig broget og hans Fremstillingssæt
for egenartet; en senere erhvervet frisk Studie af »Leo-
nora forlader Fængslet« (med en udmærket nøgen Studie-
figur paa Bagsiden) giver lidt Erstatning. Men iøvrigt

rummer Samlingen mange smukke, solide og dygtige Ar-
bejder.
Under Billedvalget har man, meget naturligt, ikke glemt
Kunstnere her nedefra eller knyttede til Lolland-Falster:
Kølle (bl. a. det smukke Vesterborg Sø), Mackeprang,
Hans Friis, Wilhjelm, Glob (bl. a. hans store »Riszpa«),
Nanna Levison og Rude.
Til Museets senere Erhvervelser hører to Polakbilleder
af Mogens Gad: det store »Polakker udenfor Maribo ka-
tolske Kirke« og en lille Studie af Polakmenigheden i Kir-
ken. Billederne er jo valgt af rent kunstneriske Hensyn.
Men iøvrigt skyldes Forbindelsen med Kunstneren Museets
tidligere Planer om Oprettelsen af et lille Polakmuseum
indenfor Museets Omraade.
Polakkerne — hvis Indvandring nu er ved at ebbe ud —
har i den sidste Menneskealder spillet en indgribende Rolle
for Landsdelen hernede. De har givet farverig Staffage
til Sukkerroemarkerne og et egenartet broget Søndags-
præg til Købstæderne. Og ved hyppigt Bofæste er de fra
at være flygtige Sæsonarbejdere blevet et fast Element i
Befolkningen med varige Virkninger fremad i Tiden. Den-
ne Polaktid, særlig fra Sæsonarbejdets Dage, da Pigerne
mødte frem i deres Dragter som de gik og stod i Galizien
nr. v., er en saa ejendommelig Episode i Livet hernede, at
det vel er værd at fastholde Minderne om den i et lille Mu-
seum. Adskilligt er allerede samlet, takket være bl. a.
den katolske Pastor Klessen’s Interesse, og foreløbig in-
stalleret i et lidet præsentabelt Rum paa Museets store Loft,
en Del magasineret, mere lovet og i forhaabentligt Vente.
Den Koncentration i Museets Samlerarbejde, som man
i senere Tid har stilet imod og som oftere er berørt i denne
Artikel, har da paa en Maade faaet et lille Sving til Siden
ved denne vordende beskedne Polakafdeling. Men ogsaa
kun paa en Maade. Provinsmuseets Styrke skulde •— fra-
set de almenkunstneriske Hensyn — ligge i Dyrkningen af
Landsdelens særlige Omraader med disses Ejendommelig-
heder. »Polakmuseet« skulde netop blive et nyt lille Led
i Forstaaelsen af lollandsk-falstersk Særpræg.
Axel Holck.

FRA K
Med ikke ringe Forbavselse maa man
spørge, hvor længe det omstridte
Mandsportræt af Tizian skal være
udstillet paa Museet paa den pretentiøse
Maade, det nu har været i over to Aar?
Anbragt som det er paa en silkebetrukken
Forhøjning, der i sig selv er en Rædsel fra
Makartperioden, virker det ikke blot smag-
løst og anmasende, men hvad værre er,
skjuler det skafotagtige Monstrum de ikke
helt ringe Billeder paa Væggen bag ved.
Johannes den Døbers Henrettelse (e+
Billede, som Jens Thiis og Willumsen me-
ner er et af El Grecos Ungdomsværker, en
Paastand, som meget tyder paa er rigtig,
bl. a. er Figuren yderst til venstre typisk
for El Greco i Tegning og særlig i den
ejendommelige blaaviolette Farvegivning),
Rococo Marconis: Madonna med Barnet og
sidst, men ikke mindst Tintorettos marv-

U N S T M
fulde Mandsportræt, der slet ikke kommer
til deres fulde Ret saa længe Tizianbilledet,
paa den famøse Forundringsstol, er stillet
op lige foran dem og i bogstavelig For-
stand trænger dem i Skyggen.
Mandsporirætet af Tizian er sikkert i
høj Grad Direktør Falcks Yndlingsbillede.
Men da det nu, paa en meget fremtrædende
Maade, har været udstillet i flere Aar, tør
man vel formode, at det omsider er gaaet
op for Publikum, hvem man kan takke for
Erhvervelsen, saa Tiden nu var inde til at
Billedet blev ophængt paa en mere tilbage-
trukken Plads paa en af Museets Vægge,
og man igen kunde faa lidt Fornøjelse af
Marconis, Bassanos og Tintorettos Arbej-
der. Men man faar jo intet forærende -
selv Direktør Falck har jo ikke helt faaet
forærende Mandsportrætet af Tizian — og
hvis han Resten af sin Direktørtid absolut

U S E E T
vil have Billedet udstillet paa den iøjnefal-
dende Maade, kunde man maaske henstille,
at Billedet herefter blev opstillet paa et
Stafeli godt ude paa Gulvet i Salen, saa
det, som før omtalt, ikke helt skjulte de
andre gamle Mestres Arbejder.
Udenfor Museet er det ogsaa mærkeligt
at se Hasselriis’ flove Stykke Skulptur op-
stillet paa den mest centrale Plads i hele
Anlæget. Hvorfor dog ikke flytte Michelan-
gelos’ David fra Skammekrogen i Østre
Anlæg hen foran Bygningen. Den vilde sik-
kert se ypperlig ud der og blive det natur-
lige samlende Midtpunkt i Skulpturparken.
Det er en lidt misforstaaet Cadeau til
Hasselriis, fordi hans Danmarksmonument
blev fjernet, at lade ham indtage den Plads,
hvor Michelangelos storladne Skulptur ret-
telig hører hjemme.
O. V. B.

139