Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

FORAARETS SEPARAT■UDST1LL I N GER
Samleren har overdraget Kai Borchsenius i Fremtiden at anmelde de
mange smaa Separatudstillinger, der afholdes rundt om i Byen, og vor Medar-
bejder indleder denne Gang med en samlet Oversigt over Foraarets smaa Udstillinger

HOS Winkel & Magnussen har
fra Januar og til Dato Møhl-
Hansen, Marie Henriques,
Karl Schou og Walter Meinhardt vist
os deres Arbejder fra det sidste Aar.
Og med Tilfredshed har man kun-
net konstatere, at selv om ingen af
disse Kunstnere havde ligefremme
Overraskelser i Baghaanden, saa
var det hver for sig Udstillinger,
man saa med Interesse.
Møhl-Hansen udstillede kun Akva-
reller og en Række gode dekorative
Arbejder. Med rette er Møhl-Han-
sen paa det sidste Omraade aner-
kendt. Baade i disse Arbejder og i
hans store Landskaber i Olie er der
en udpræget Forstaaelse til Stede af
den bærende Holdning. Kun savnes
Farvernes Klarhed i langt højere
Grad i Landskaberne.
Marie Henriques, vor ubestridt
dygtigste Akvarelkunstnerinde, hav-
de samlet et halvthundrede Arbej-
der, væsentligst fra Thurø og fra
sine mange Italiensrejser: Marc Au-
rels Statue, Kapitol, Bronzehestene


Jacob Jørgensen: „Piletræer ved Stranden"

fra

Markuskirken, den etruskiske Apollostatue
fra Veji, som Afstøbningssamlingen ejer. I
Akvarellen kommer Marie Henriques klare
lysende Farver bedst til deres Ret. Særlig
de blaa og grønne Farver, der i Oliebille-
der undertiden kan virke noget skarpe,
bliver i Vandfarvemaleriet til bløde klang-
fulde Harmonier.
Karl Schou, Lyrikeren blandt vore Im-
pressionister, var som altid sig selv; fin og
følsom modulerende en Foraarslufts Sølv-
toner, hvorigennem Solen spiller, som i
Foraarsbilledet fra Rosenborg Have. Han
kan ligesom Hammershøj arbejde i de graa-
lige Farver uden at blive klangløs.
Walter Meinhardt er en helt homo novus
ved Siden af de ovennævnte, selv om del
ikke er ved sin Sprælskhed, at den unge
Kunstner gør sig bemærket. I de lidt dystre,
tungt opfattede Billeder fra Lønstrups
Skrænter har man tværtimod Indtryk af, at
her er Meinhardt mest i Pagt med Natu-
ren. Forsøgene paa en lettere og friere
Malemaade var mere anstrengte.
I Chr. Larsens Kunsthal paa Købmager-
gade havde i Januar Andreas Friis en Ud-
stilling af Malerier, Tegninger og Akvarel-
ler. Man maa absolut anerkende Kunstne-
rens Stræben. Hans Arbejde gaar ud paa
at fortsætte den danske Tradition og gen-
føde det monumentale Landskabsmaleri,
men Farven lægger ham stedse Hindringer
i Vejen. Som Tegner er Friis paa et sik-
rere Grundlag, selv om Naturfølelsen ofte
trues af Stregens altfor lette Elegance.
Efter Friis havde Jacob Jørgensen en
Udstilling af nyere Arbejder. I »Piletræer
ved Stranden« udløstes noget af det bed-
ste hos Jacob Jørgensen: en djærv Male-


Holger J. I en s en: „Mandshoved",
Radering


Marie Henriques: Parti fra Venedig

maade, der saftigt former de kro-
gede og knudrede Træer med de
strittende Grene mod de forblæste
Skyer. Farvens Selvtugt skorter det
derimod paa. Det sødlige faar let
Overhaand.
K. Scott Iversen og Chr. Tom-Pe-
tersen (samme Sted) er to unge Ma-
lere, der er udgaaet fra Prof. Aksel
Jørgensens Skole paa Akademiet.
Den første har ikke udstillet før, saa
det er vanskeligt at sige, hvad
Kunstneren kan føre det til, men det
Spor, han i Øjeblikket er inde paa,
fører ham i hvert Tilfælde ikke no-
gen Steder hen, hvor der er rart at
være. Hans meget pertentligt gen-
nemmalte Billeder havde en helt
igennem usand Kolorit. Chr. Tom-
Petersen er i den vanskelige Stilling
at være sin Faders Søn, og hvad der
ikke gør det lettere: vandrer de
samme Veje. Nogle smaa Land-
skabsstudier var imidlertid fint og
nænsomt gjort.
Kunsthallens sidste Udstilling var
en Blandingsudstilling af gammelt og nyt.
Her lagde man særlig Mærke til en lang
Række Ringske Arbejder.
Hos Wils holder særlig Ungdommen til,
nærmere betegnet: Efteraarsudstillingens
Ungdom.
En Debutudstilling, Arne Oscar Meyers,
indledede Foraarssæsonen. Om en Debut
kan man jo altid trygt sige, at den var lo-
vende, uden derfor at love for meget. Arne
Meyers Debut var ogsaa urolig. Han er
næsten mere ung, end man har Lov til at
være, o: han forlader en Malemaade, før
han daarlig nok har faaet den prøvet. Gier-
sing og Lundstrøm trænger han især til at
faa paa Afstand.
Henry Mummes koloristiske Finsans har
man i flere Aar haft Lejlighed til at glæ-
des over paa Efteraarsudstillingen. Denne
Udstilling gav et mere ujævnt Billede af
hans kunstneriske Fysiognomi, hvad der
vistnok for en Del skyldtes et for lidt sig-
tet Udvalg. Men der var »noget af det
rigtige« i et Landskab med en stærkt ly-
sende Sol, noget der gav Løfter om, at
Kunstneren har mere paa Hjerte end at
sætte en smuk Farveklang op.
William Erle tumler ligeledes i høj Grad
med Farvens Problemer, hvad »en Maler«
heller ikke kan gøre for meget. Der er
baade Vilje og Energi i Erle. Han arbej-
der ogsaa med større Kompositionsudkast
foruden Landskaber, Opstillinger og Por-
træter. Og naar han faar vundet mere
Herredømme over Farven, der virker op-
stemt, saa vil han sikkert naa det helt
gode.
Reidar Magnus er en ung Nordmand, der
har studeret her i Byen paa Prof. Einar
Nielsens Skole. I en Modelstudie ser man,

73