Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

WILLUMSENS KÆMPE-RELIEF

MON det ikke er kommet bag paa Willumsen,
da han under Fødselsdagsfestligheden paa sin
60 Aars Dag fik Bestilling fra Statens Museum
for Kunst paa det store Relief?
Ganske vist har de første Detaljstudier til det allerede
været udstillet for over 35 Aar siden, men mon han egent-
lig har tænkt sig, at Planen nogen Sinde blev virkeliggjort;
som et sluttet og samlet Hele fremtræder det færdige Værk
i hvert Fald ikke.
Det er en haard Nød, Willumsen der har givet os at
knække, og muligvis bliver den aldrig knækket, det er
som man er bange for at bide til, saa Skallen brister, i
Tvivl om det er en Sten eller saftig Kærne Tænderne møder
(eller maaske netop fordi man ikke er i Tvivl). Der har
sikkert foresvævet Willumsen noget ikke mindre end en
Revolutionering af Kunsten, et kraftigt Brud med al Tra-
dition og overleverede Skønhedsbegreber, og hans sidste
Arbejde maa indrømmes er et kraftigt Sværdhug mod alt
det lidt lumre og »hjemmestrikkede« i dansk Nutids-Kunst.
Men desværre er Hugget ikke ført med den omsorgsfulde
Gartners Haand, udsprunget af hans Trang til at værne
selve Hovedstammen, ved at beskære og bortfjerne de
raadne og frønnede Vækster, der snylter paa dens Ved og

hæmmer Væksten. Men Hugget er ført med en haard og
kold Landsknægtshaand, der slaar til tilsyneladende uden
anden Tanke end den at slaa, fordi nu en Gang Krigen
er dens Metier.
Derfor lader Willumsens Kæmpearbejde een kold. Et
Kunstværk af saa mærkelige Dimensioner, af saa paagaa-
ende en Art, maa for at meddele sig have livgivende Varme.
Kunstens inderste Væsen maa først og fremmest, uden
Hensyn til Motivets Egenartethed, være menneskeligt for
at kunne forstaas af Mennesker. Willumsens mærkelige
Sammenblanding af kras Naturalisme (f. Eks. det luefor-
gyldte Menneskepar) og rene Abstraktioner, faar en til at
tænke, sans comparaison forresten, paa den mærkelige
franske Keramiker og Kemiker fra det 16. Aarhundrede,
Palissy, der anbragte Firben, Snoge og Tudser med ud-
præget dekorativ Sans paa sine Lerfade, overhældte dem
med Glasur og brændte dem i Ovnen. En lignende isnende
Følelse af noget fjendtligt og uhyggesvangert faar man
ved Betragtningen af Willumsens Arbejde.
Det fra Naturens Haand saare smukke Marmormateriale
er voldelig anvendt paa en ubehagelig Maade, saa det
snart virker som sødligt Julemarcipan, snart fremtræder
som et underligt terralitagtigt Fluidum, og muligvis for at

175