Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

FRANS
Paris liar tre, aarlig tilbagevendende
Salons des Humoristes. Den første,
som tilmed officielt bærer denne
Titel, er Vittighedsbladstegnernes Udstil-
ling. Den startedes en Gang omkring Aar-
hundredskiftet af de verdenskendte Kunst-
nere Forain, Steinlen og Wilette, Til at
begynde med var Ferniseringerne paa den-
ne Salon virkelige Begivenheder, til hvilke
hele det elegante og kunstinteresserede
Paris med selve Republikens Præsident i
Spidsen indfandt sig. Men efterhaanden er
de fleste af Stifterne og de ældre Med-
lemmer forsvundet (et Par af dem er døde),
og den gamle hæderkronede Salon forfaldt
og er nu kun en bleg Skygge af, hvad
den oprindelig var. Man befinder sig nu
alt andet end vel til Mode her.
Den anden Udstilling for satiriske Ar-
bejder er Salon des Indépendants.
Denne Salon, som fra Begyndelsen talte
de stærkeste og alvorligste moderne Kunst-
nere i sine Rækker, har lidt efter lidt ud-
viklet sig til den rene Karikatur. Vil man
more sig, bør man besøge denne Udstil-
ling. Her finder man de mest sindssyge
Kunstværker, Jætteskulpturer, fremstillet
af malet Papir eller af gamle Metalrør,
Billeder med fotografisk realistisk gengiv-
ne Hestehoveder eller smaa søde Kattekil-
linger, legende med et Garnnøgle i en Sy-
kurv — samt saakaldt ultramoderne Kunst:
symbolistiske Kæmpeplastre, hvis Indhold
Kunstneren selv næppe skulde kunne rede-
gøre for, og udført af rene Dilettanter,
som i Kubismen og Futurismen har fun-
det en hurtig og nem Form til at dække
over deres Mangel paa Evne og Kunnen.
Forgæves søger man de virkelige Moder-
nister paa Salon des Indépendants. Det er
ogsaa længe siden, man kunde finde Pi-
casso, Dérain eller Matisse der.
De virkelige Humoristers Salon er imid-
lertid Salon de l’Araignée, som hvert Aar
med Tusinder af Tegninger og Akvareller


Ch as. La b o rde: Opgør

K E TE


fylder det elegante Gallerie Dewambez paa
Boulevard Malesherbes. Edderkoppen er
en Sammenslutning af de yngre Pariser-
kunstnere. Dens Grundlægger er Gus Bofa,
en brillant Humorist. Til daglig er han
Litteraturanmelder i det radikale Kunst-
tidsskrift Le Crapouillot, og det er nær-
mest ved Siden af denne alvorlige Syssel-
sættelse, at han befatter sig med Tusch
og Blyant. Jeg er ikke kompetent til at
bedømme hans litteraturkritiske Virksom-
hed, men staar denne paa Højde med de
udmærkede Illustrationer til Don Quixote,
han har udstillet, befinder den nyere fran-
ske Litteratur sig i gode Hænder, naar den
behandles i Le Crapouillot. Bofa’s kunst-
neriske Form overgaas vel nok af flere af
Udstillerne, men den bidende Ironi og den
Humor, hans Arbejder ejer, giver dem en
høj Rang indenfor den Sammenslutning,
han har startet.
Dignimont er en af de bedste Sort- og
hvidt-Kunstnere, Frankrig har ejet. Hans
Motivvalg er maaske noget begrænset; han
bevæger sig saa godt som udelukkende
indenfor Havnekvarterets trange Mure,
men til Gengæld har han ogsaa her frem-
bragt rene Mesterværker. Han tegner de
snævre Gader, som fra Højden løber ned
mod Havnen, med Pigerne, som sidder in-
denfor deres Boliger og længselsfuldt be-
tragter den smalle Stribe Himmel, som
blafrer nede i den glohede Gademunding.
Man nøjes med, hvad der bydes paa og
betragte de udstillede Genstande paa den
Maade, de fortjener — med et Smil eller
med en Skoggerlatter.
Der nede i Hjørnet ligger Silver Dollar
Bar, ved hvis Disk en Sømand, der har
faret paa de store Have, nu sidder med
sin Harmonika og spiller »Sous le soleil
marocain« for Pigerne fra Tunis og Al-
gier, Barens tyndtklædte og triste Klientel.

G N E R E
Den ejendommelige og stærkt krydrede
Luft, der er saa særegen for Marseille,
har Dignimont som ingen før ham med
Held grebet og fastholdt. Men han er og-
saa født i Byen og kan den udenad. Hans
store Forgænger, Daumier, var ogsaa født
i Marseille. Maaske er det Barndomsind-
trykkene fra den gamle Havns glædeløse
Gader, som satte sit Præg paa Daumiers
Kunst. Dignimont, som ellers intet tilfæl-
les har med ham, ejer dog ikke saa lidt af
Daumiers bitre Humor.
Chas Laborde, det moderne Pariserlivs
mest fremragende Skildrer, har skabt et
sandt Pragtværk: Visages de Paris. La-
borde er den fødte Tegner og Humorist.
Med et malTciøst Smil skildrer han det
myldrende Liv paa vore Dages Pariser-
boulevarder. Den bobbede Pige med Kjole
til Knæene, den blege, noget feminine
Bankassistent, Apéritiffabrikanten med sin
store Kæmpemave og sit løjerlige lille
Chaplinoverskæg, Poiluen, som gaar om-
kring og ser paa Storstadslivet med vidt-
aabne, landlige Øjne, Jazzulven og den
valutakyndige Montmartrehetære, Bokse-
ren i lapset Modeantræk og Sejrherren i
sidste Cyklevæddeløb er tilsammen med
Gadens Tusind Gange Tusind underlige
Udlændinge Motiver i Labordes Tegninger
og Akvareller. Hans Form er yderst streng,
men ogsaa myg og bevægelig, hans fine
Akvareltoner bedaarende og hans Opfind-
somhed og Motivrigdom synes uudtømme-
lig. Hans Stil er yderst personlig — mu-
ligvis har lian kunnet lære noget af den
gamle farveglade »Le moniteur des Modes«.
Han bør regnes til Europas bedste Teg-
nere.
Jean Oberlé gaar i hans Fodspor. Han
er efter egen Opgivelse en tyveaarig Pari-
ser i Oxfordbukser og med en lille lysegraa
Filthat paa det ene Øre. Oberlé springer
omkring og tegner sin By og ser paa
Livet med et kaadt Blik i Øjet. Foruden


Chas. Laborde: Spidsborgere

121