Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

NIELS SKOVGAARD
Niels Skovgaard, en af de stille i Landet, men derfor ikke en mindre fremragende Kunstner, fylder
70 Aar den 2. November og vore Malere og Billedhuggere forbereder sig paa at hylde deres udmærkede Kollega

MALEREN Niels Skovgaard, der den 2. Novem-
ber fylder 70 Aar, er i Tiden Løb blevet en
af Danmarks største Billedhuggere. Ingen af
, P. C. Skovgaards to Sønner er i Besiddelse af
udpræget koloristiske Evner, det blev paa ganske andre
Felter inden for Kunstens vidtstrakte Omraade end det rent
maleriske, Brødrene
Skovgaard gjorde deres
mægtige Indsats. Der er
sikkert ingen Tvivl om,
at Maleriet har staaet
Niels Skovgaards Hjer-
te nærmest, og maaske
gør det den Dag i Dag.
Paa Niels Skovgaards
Væg i Hjemmet i
Lyngby hænger der et
stort Efteraarsbillede
— der for en Snes Aar
siden var udstillet paa
den Fri i Farintagsgade
— som han endnu med
Mellemrum tager ned
og arbejder videre paa,
stadig lige opsat paa at
fæstne Efteraarets
flammende Farvepragt,
at gøre Farverne bedre
og mere overbevisende.
For Niels Skovgaard
gælder Brandes Ord i
høj Grad, at for at dan-
ne et Geni hører der tre
Ting: Arbejde, Arbejde
og atter Arbejde. Den
lykkelige lette Haand
ejer ingen af Brødrene,
og vel mindst Niels
Skovgaard. Men det
har givet hans Kunsts
lykkeligste Frembringel-
ser en Sluttethed og rolig Monumentalitet, der, selv hvor
hans frodige Fantasi har boltret sig kaadest og slaaet de
mest lunefulde Volter, altid er blevet holdt i Tømme af
Teknikens strenge og ubønhørlige Krav — denne ejendom-
melige Vekselvirkning mellem Fantasiens kongelige Gæst i
Festskrud og Arbejdets nøgterne Hverdag. Niels Skovgaard
har ikke i saa udpræget Grad været begunstiget af Heldet
som sin ældre Broder, der født under en Lykkestjerne er
blevet tildelt den ene store dekorative Opgave efter den
anden, og hvis Evner er vokset med Opgaverne, der tildel-
tes ham, saa at Joakim Skovgaard nu, som en Olding,
med hans seneste Arbejder, Mosaikerne i Lunds Domkirke,
staar paa sin Kunsts Højde.
Saa meget mere betydningsfuldt er det, at Niels Skov-

gaard, con amore, har frembragt saa gediegne Arbejder,
der gør ham til en af dansk Kunsts Store.
Som Illustrator er Niels Skovgaard en af vore bedste
nulevende, men desværre ikke meget anvendte Kunstnere.
Hans Pennetegninger til Morten Pontoppidans Fortolk-
ning af Odysseen slutter sig nøje til Genfortællingens nor-
diske Kølighed, der be-
friet for visse erotiske
Elementer, uden at tabe
væsentligt af sin farve-
rige Eventyrlighed, er
gjort skikkede til Op-
læsning for Børn. Mær-
keligt, at Niels Skov-
gaard ikke hyppigere
er blevet benyttet som
Eventyrillustrator, bl. a.
til nogle af de Børne-
bøger, det vrimler med
hvert Aar op mod Jule-
tid vore Forlæggere
har aabenbart en skidt
Smag. Skovgaards Evne
til at se Trolde og Nis-
ser er lige saa fantasi-
fuld og lunerig, som den
norsk-danske Louis
Moes, men heldigvis
ikke saa maskinel. Teg-
ningerne til Poul Møl-
lers Digt Den hellige
Laurentius er en Fort-
sættelse af god tradi-
tionstro dansk Illustra-
tionskunst, men maaske
kan den noget pinlig de-
taljerede Streg virke
lidt hemmende for den
fulde umiddelbare Til-
egnelse af Tegningernes
Fantasirigdom, hvor
særlig Bladet med den godmodige groteske Troldemoder,
der tysser paa den arrige lille Unge med den krøllede Hale,
er henrivende gjort.
Raderingen Dalby Bjørn er vel nok hans typiske og mest
kendte grafiske Arbejde, særlig Landskabet med de for-
vredne krøgede Ege er af en ejendommelig kærnefuld, helt
oldnordisk Virkning — ret nærliggende — som et Kvad af
Grundtvig.
Hans kolossale Altertavle Pinsedaaben, der nu findes i
Immanuelskirken, er med sin Vrimmel af Skikkelser, der
modtager Daaben, trods sin Splittethed et magtfuldt Ar-
bejde, der viser Skovgaards Fortrin og Mangler som egent-
lig Maler og Billedkompositør. En af Figurerne, den unge
Mand i Forgrunden tilvenstre, er set og udført med en


Niels Skovgaards „Havhesten“ paa dens nuværende Plads
i Grønnegaarden

134