Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

3b. Ildens Tilbedelse

4. Musikanter

benyttede Sækkepibe. Endelig yderst til-
højre ser man de unge Piger forsamlede
omkring en lille Sø eller Kilde i Skoven;
lier tager de Varsler om Fremtiden; Kran-
sene kastes i Søen, og af den Maade, hvor-
paa Kransene modtages af Vandet, kan
Pigerne læse Udsigterne for deres Gifte-
maal ; flyder Kransene, er det et godt Tegn;
gaar de tilbunds, er Udsigterne endnu lan-
ge og tvivlsomme.
Rissanen har til mange af Figurerne be-
nyttet kendte, finske Kunstnere som Model,
bl. a. flere Skuespillere og Skuespillerin-
der. I Midterbilledet yderst tilhøjre, bag
Manden, der støtter Hænderne til Stokken,
har Maleren anbragt sig selv.
Der er i dette Billede, som i det Hele ta-
get i Rissanens Kunst, en i vor Tid sjælden
Primitivitet, en Monumentalitet i Opfattel-
sen, en Helhed og Styrke i Inspirationen og
en Følelsens Fromhed, som, skønt hedensk
i sin Art, sammen med det øvrige leder
Tanken hen paa Italienerne fra det 14.
Aarhundrede. Ikke at moderne Kunst skul-
de staa fremmed over for Primitivitet,
tværtimod som bekendt, men Oprindelighe-
den er kun altfor ofte bevidst og villet, en
Reaktion mod Tidens Forvirring, et Læge-
middel mod Splittelsen i Kunstnerens eget
Sind. Hos Rissanen er Primitiviteten med-
født og naturlig, som den, alle Væsensfor-
skelligheder ufortalt, var det hos H. C. An-
dersen, hos begge iøvrigt maaske lettest
forklarlig som »Arv« fra den Almueverden,
hvorfra de stammer.
Rissanens Billeder har en Stemning af
Kålevala, af Folkepoesi, som Andersens
Historier af Folkeeventyret, af noget oprin-
deligt og til alle Tider gyldigt. Hvor Ris-
sanen naar højst, er hans Personer af en
klassisk, i Betydning simpel og kraftig,
Harmoni, ganske uden Attitude, af en Ro
og en Ynde, der har sit Udspring i Mild-
hed, Visdom eller Resignation. Han har
malet unge Bønderpiger, gamle Koner og
graahaarede Bønder af en Renhed, Vær-
dighed og Fornemhed, der kan minde om
Skikkelserne fra Det gamle Testamente.
Man behøver blot at se paa Midterbilledets

Grupper i Forgrunden tilvenstre eller til-
højre for at faa et Indtryk af hans Var-
somhed og Soberhed i Forening med hans
Intensitet.
Ogsaa i Udførelse og Komposition til-
stræber han Enkelthed og Kraft. Han sim-
plificerer sine Udtryksmidler, lian under-
ordner overalt Detailen under Helheden,
han foretrækker stærke Silhouetvirkninger,
kraftige Konturer, skarpe Skygger. Han
ynder en udpræget Balance i Kompositio-
nen, en tydeligt udtalt symmetrisk Gruppe-
ring. Undertiden kan han blive noget stiv
og kantet i Tegning og Stofbehandling,
undertiden ufri, doktrinær i Kompositio-
nen, ligesom hans Menneskeskildring ikke
sjældent kan forekomme lidt naiv eller lov-
ligt massiv.
Imidlertid, fra et menneskeligt Synspunkt
kan denne Ubehjælpsomhed, skønt artistisk
naturligvis en Svaghed, maaske forøge

Sympatien for Rissanens Kunst, som Vid-
nesbyrd om Alvor og Ægthed. Her er in-
gen Svindel, intet Forsøg paa Snyderi, in-
gen tom Rutine. Ingen Kunstner kan se
med større Ærbødighed paa sit Kald end
Rissanen. Den Dag i Dag er han i Besid-
delsen af den samme utrættelige Energi,
der har været Forudsætningen for Over-
vindelsen af alle de ydre Hindringer, som
var Gudernes, ret beset maaske lykkelige,
Vuggegave til ham. Der ligger et enormt
Arbejde bag en Komposition som Juho Ris-
sanens sidste. Hver enkelt Figur, hver Be-
vægelse, hvert Sammenspil mellem Linjer
og mellem Farver er prøvet, forkastet, for-
andret, før den endelige Form blev fundet.
Han slipper ikke sit Værk, før han er naaet
til det Udtryk, der for ham staar som det
bedst muligt, som det mest dækkende for
hans Intentioner.
Søren Hallar.


5. Kransene kastes i Vandet