Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

sagt, den kunstinteresserede Museumsbe-
søger og Lægmand kan næppe ønske sig en
bedre Ledsager gennem Samlingerne. Bare
Statens Museum for Kunst i Kjøbenhavn
snarest muligt vilde følge Nationalmuseets
gode Eksempel, da jo Karl Madsen’s for-
trinlige Fortegnelse af 1904 for længe si-
den er bleven en bibliografisk Raritet, gan-
ske bortset fra, at den praktisk set er
stærkt forældet!
Skulde der udsættes noget paa National-
museets Katalog, saa er det dens ejendom-
melige Mellemstilling mellem en kritisk Ka-
talog (catalogue raisonné) og en udførlig
Fortegnelse (»elenco« eller en catalogue-
guide). Hver Dag lærer os paany,
at Idealerne ikke kan naas — men en en-
kelt Gang kan det lykkes: for Katalogernes
Vedkommende beviser W. Martin’s Catalo-
gue raisonné over Malerisamlingen i Mau-

ORØ
DER er ingen Tvivl om, at de fire
Tegneres Deltagelse i Udstillingen
har skabt fornyet Liv og Røre om
Sammenslutningen, og Dagbladene har,
som naturligt var, ikke tiet deres Medarbej-
dere ihjel, man tør vel nok svagt antyde,
tværtimod.
Den Storm og det Sus af Uvejr og Op-
gør, der i sin Tid stod om Indianerhytten
i Grønningen var stilnet betænkelig af, og
nu sidst med det store Blodtab ved Harald
Giersings Død tegnede det næsten kata-
strofalt.
Det havde været naturligere og mere i den
rigtige Aand, om Grønningen i Tidens Løb,
lidt efter lidt, havde suppleret sig med
nogle af de gode, unge Malere, som der hel-
digvis desværre ingen Mangel er paa her-
hjemme. Grønningens faste Stok burde ikke
være bange for en sund Konkurrence og
Kappestrid med yngre Kræfter, det havde
udelukkende været et Gode. Det er umu-
ligt for selv en nok saa eksklusiv Sam-
menslutning — man kan ikke sige Sam-
mensvejsning — der afholder aarlige Ud-

ritshuis i Haag (2. Udgave, 1914) dette;
ogsaa det svenske Nationalmuseums sidste
franske Udgave af 1910 kunde man an-
føre som et rammende Eksempel. Dette be-
rettiger En til at stille Spørgsmaalet: gør
en saadan Mellemtype af en Museumskata-
log Fyldest i videnskabelig Henseende?
Næppe. Der lader sig nemlig gøre følgen-
de Indvendinger mod Nationalmuseets nye
Katalog: 1) Af de 1358 Billeder, som ud-
gør Nationalmuseets Samling af ikke nor-
diske Billeder, er kun de 790 taget med i
Katalogen. Dette kunde forsvares, hvis der
ikke foruden denne Katalog allerede fand-
tes en kortfattet Fortegnelse over National-
museets Malerisamling. En saadan forelig-
ger imidlertid, og det endda i en helt ny
Udgave, ligeledes af 1927. Selvom man er
enig med Direktionen i, at de udeladte
Billeder er af sekundær kunstnerisk Betyd-

stillinger, vedblivende at holde den kunst-
neriske Standard lige højt, uden, eller saa
godt som uden, Tilgang og Fornyelse fra
Ungdommens Side.
Tegnernes Udstilling er en selvstændig
Opvisning inden for Udstillingen, der uden
at svække Interessen for den, akkurat
kunde være afholdt paa et ganske andet
Tidspunkt, og Publikums store Tilstrøm-
ning til den viser, hvor berettiget en aar-
lig tilbagevendende Salon des Humoristes
vilde være. Suppleret med nogle af de Teg-
nere, der mangler (Anton Hansen og
Storm-Petersen bl. a.) vilde en saadan Ud-
stilling blive en aarlig tilbagevendende
kunstnerisk Begivenhed.
Axel Nygaards yndefulde Kunst kommer
ikke til sin Ret herude, ophængt som den
er i smaabitte firkantede Rammer i Udstil-
lingens største Rum, Billedhuggersalen.
Nygaard, der er vor mest forstaaende og
følsomme grafiske Kunstner, kan ikke taale
at blive løsrevet fra sit Sammenhæng, det
typografiske Udstyr. Hans Tegninger er
uløseligt knyttet til Bogen og Dagspressen,

ning, kan man dog mene, at man ved at
tage dem med i Katalogen, vilde have for-
øget det internationale kunsthistoriske Sam-
menligningsmateriale; 2) Kunstnernes Sig-
naturer er ikke faksimilerede, hvilket maa
betragtes som et stort Savn; 3)Redegørel-
serne for Billedernes Historie og deres nær-
mere Stilling indenfor beslægtede Værker
er affattede altfor summarisk; 4) vilde nøj-
agtige Angivelser af, om Billederne fore-
ligger fotograferet eller hvor de findes re-
produceret, have været meget kærkomne.
Disse saglige Indvendinger skal aldeles
ikke opfattes som en Kritik af en i og for
sig fremragende Katalog — man kunde
sandelig ønske, der fandtes flere af den
Slags —, men som en Sum af Desiderata,
som maaske delvis kunde imødekommes i
det bebudede næste Oplag af Katalogen,
der skal udkomme paa Fransk.
Arist Pander.

GEN
paa den Maade skal de udstilles og ses.
En dreven Udstiller er derimod Hans
Bendix, han ved, hvorledes Madposen skal
skæres, velorienteret som han er i fransk
Tegnekunsts artistiske Servering. Bendix
Tegning »Dommerne ønsker at se Sagen
fra alle Sider«, bringer Forains Tegning
»For lukkede Døre« i Erindring, hvor de
gamle Dommere, med slet dulgt lysten
Mine, udspørger det misbrugte Pigebarn
om de intimeste Ting — i Sagens Interesse.
Hans skaanselsløse Karakterisering af
Højesteretssagførere, Politikere, Skuespil-
lere, Demimonder og andre saakaldte pro-
minente Personer, viser ham som en kølig
skarp Iagttager, en Mand, der ved Besked
om det, han fortæller om, een der er inde
i det. Litografiet af Liva Weel er i sin
ubarmhjertige Afsløring en lige saa stærk
Syre, som den Garvani og André Gili for
100 Aar siden ætsede Samtiden med. Teg-
ningen »Foran den avtoriserede Verdens-
kunst« viser en Sal i Louvre propfuld af
Turister fra Alverdens Lande, Danmark
iberegnet, foran Mona Lisa Billedet, der

N N I N


Axel P. Jensen: Gade i en fransk Provinsby Olaf Rude: Efter aar slandsk ab

24