Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

Rostrup B øy esen: Vinterdag ved Hønserækken.
Byens Udkant.

Jens Søndergaard: Landskab

jo skal være vidunderligt. Tegningen burde
købes af Statens Museum for Kunst og
hænges op i Nærheden af Tizian eller
Tintorettobilledet.
Bendix elegante Tegning »Kommer jeg
til Ulejlighed«, hvor en ung, meget vel-
skabt Dame, i mindre end Negligé, slanker
sig paa en Divan, og i det ovale Spejl bag
hende skimter man det nederste af en ele-
gant siddende Figurfrakke og Stok i den
behandskede Haand, burde maaske købes
af Naturfredningsforeningen til Ophæng-
ning i de daglige Repræsentationslokaler.
Carl Jensens Register spænder vidt, hans
Landskabs-Akvareller er gjort med megen
Følsomhed, der maaske enkelte Gange kan
forekomme en lidt feminin, men han har
skabt saa udmærket Kunst som Nr. 83, »I
Udkanten af Tisvilde Hegn«, med de lod-
rette brune Træstammer, der paa en lige-
til og rigtig Maade afgrænser og slutter
Motivet, og Nr. 84, »Den gamle Mølle«, i
sin lette yndefulde Impression i gulbrune
Toner.
Carl Jensen som Tegner har ikke Bendix
journalistiske Raphed og Kulde, han har
ligesom sværere ved at saare sine Ofre
mere end højst nødvendig, men er han en-
delig tirret, slaar han, som et Rovdyr,
grumt ned paa sit Bytte. Tegningen af fhv.
Justitsminister K. K. Steinke er vel nok den
mest krasse Karakteristik en forhenværen-
de dansk Justitsminister har været ude for
endnu — og de har jo i Tidens Løb været
udsat for ikke saa lidt. Skildringen af den
fremragende Ornitolog Ekskong Ferdinand
af Bulgarien bogstavelig talt kun iført sor-
te strittende Handsker, faar en til at min-
des det gamle Ordsprog, at ingen er Helt
for sin Kammertjener.
Det folkelige kjøbenhavnske Lune, i den
Alfred Schmidtske Genre, har sin Fortolker
i Jensenius. Han er vel nok den mindst ar-
tistiske af Tegnerne, hans Streg kan til Ti-
der virke lidt irriterende prikket. Men han
har et skarpt Øje for Situationskomikken.
I en bitte lille Tegning har han afluret Ot-
to Gelsted i hans ualmindelige sørgmodige
Betragtning af Tilværelsens Mystifikation.
Og en udpræget vittig lille Lapsus er »Da

Harald Slott-Møller fik Budskabet om Tyra
Danebods Endeligt«.
Stakkels Slott-Møller, den Dag har sik-
kert været ødelagt for ham. Pletskud er
ligeledes Tegninger til de sidste Aars
Blæksprutte »Gaar Jeppe i Kassen« (hvil-
ket, som bekendt, lykkedes til sidst) og de
»Tre Aandsfyrster, Luther, Borgbjerg og
Grundtvig«. For at citere Udstillingskata-
loget. »Og saa er Mennesket ovenikøbet
skabt i Guds Billede«. Er det ikke vittigt,
maa det i hvertfald være Blasfemi.
Af Mogens Lorentzen, der jo tilhører de
Stille her i Landet og fører en fornem til-
bagetrukken Tilværelse, og som man derfor
ikke hører ret meget til, faar man nærmest
det Indtryk, at han kun er gaaet med,
fordi han følte, det ikke var forsvarligt om
hans Navn ogsaa skulde savnes her.
Han er uden Tvivl bedst som Maler, men
hans Intelligens fornægter sig ikke i Teg-
ningen »Kunstneren og Antikken«. Og den
lille Neu Rupin, han har sat under sin Bil-
ledfortegnelse i Kataloget, noget lignende
som — Billeder betegnede med Stjerne-
klamme, bringes lige med det samme —
er jo heller ikke til at misforstaa.
Grønningens Malere har faaet mere Far-
ve paa Paletten i Aar. Rostrup Bøjesen ma-
ler frejdig løs med en Penselteknik, der i
enkelte Billeder er lidt stødende og selv-
glad og virker ødelæggende for den intime
Virkning, der sikkert oprindelig var til-
tænkt. Hans Billedoverflade er heller ikke
altid lige behagelig i sin skarpe metalagtige
Glans.
Heldigvis har han ét helt godt Arbejde, Nr.
19, »Vinterdag ved Hønserækken i Byens
Udkant«, i Slægt med Maurice Utrillos tid-
ligere Ting.
Jens Søndergaard er den eneste unge Ma-
ler Grønningen siden 1915 har sluppet in-
den for sine Vægge, det er i hvert Fald ik-
ke den ene for mange. Er Bøjesen udpræ-
get fransk paavirket, er Søndergaard mere
i Slægt med unge moderne tyske Malere,
som Max Pechstein og Cecar Klein, men
han er Jyde, saa det giver hele Forskel-
len. Han er Knytnæven paa Udstillingen;
hans Landskaber fra Egnen omkring Hurup

og Humlum bugter og bølger sig som
Ryggen paa en olm Tyr. Søndergaard ken-
der Landskabet derovre fra, og kan, lige-
som rent intuitivt, gribe rigtig og ramme
Pointen.
Farven er i hans bedste Ting ren og fuld-
tonende, selv i de dybeste Skygger.
Det Vinterbillede Galleriet har købt af
ham, er desværre et af hans svageste Ar-
bejder, det dekorerer meget smukt paa Ud-
stillingsvæggen, det hvide mellem alt det
meget grønne, men er absolut ikke typisk
for ham. Hvorfor Museet, naar det endelig
gaar den rigtige Vej og køber af de Un-
ge, vælger et saa relativt svagt Arbejde,
er en Gaade. Billedet skulde jo dog gerne,
naar det hænger paa Galleriets Vægge,
virke overbevisende om Malerens Talent og
ikke i modsat Retning.
Axel P. Jensens Farve er blevet renere,
uden at tabe noget af sin Fylde. Det store
Portræt, Nr. 64, er i sine lidt van Goghag-
tige Mindelser et anerkendelsesværdigt For-
søg paa at skabe et monumentalt Kunst-
værk ud af en Porfrætopgave, og ikke en
ligegyldig naturalistisk Skildring, som en
Fotograf i de fleste Tilfælde med vor Tids
udviklede Teknik, gør meget bedre; som
Landskabsmaler er det sikkert flere Aar
siden, han har malt saa godt et Billede
som Nr. 65, »Gade i en fransk Provinsby«.
Det er altid noget af en Oplevelse at se
Olaf Rudes Arbejder, et Aar kan han være
mindre oplagt end et andet, men der er altid
nedlagt en betydelig malerisk Sum i dem.
Det er morsomt at se, hvor han i Aar tager
Livtag med sin Kunst og ikke slaaet
sig til Taals med indvundne Resultater.
I hans seneste Arbejder kæmper han med
at faa Farven dybere og mere fyldig to-
nende, at komme bort fra det udprægede
Flademaleri, uden at den derfor taber sin
værdifulde lyssugende Egenskab. Han vil
sikkert noget mere end det udelukkende at
fryde Øjet. Der er en romantisk varslende
Klangfarve over »Klipper og Hav«, med
store Bølger og drivende Skyer, og i det
lille, intensive »Efteraarslandskab«, som
Galleriet burde have erhvervet sig, selv om
det lige har købt et Billede af ham.

25