Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

Ved Stranden. Optrækkende Uvejr i August
1881.

Skade, at han fartede saa viden om og intet Sted for Alvor
slog sig til Ro«, hvilket søges godtgjort ved en Henvis-
ning, modsætningsvis, til et Par jydske Billeder, hvis Hjem-
stavnspræg er af »en forfriskende Umiddelbarhed«.
Men vi har jo før haft Folk her paa Bjerget. Lad os be-
gynde smaat med en ikke navngiven Kritiker, som skrev i
»Nationaltidende«s Aftenudgave for 3. Oktober 1901 i An-
ledning af en la Cour-Udstilling, Foreningen for national
Kunst dengang havde foranstaltet: »la Cour vedblev gan-
ske upaavirket af moderne' Strømninger at male paa sin
Maade, i den ældre danske Malerskoles Manér. Men det
gik dog efterhaanden op for flere og flere, at der i denne
lidt kølige, stilfulde og fornemme Kunst aabenbarede sig
en ejendommelig Poesi, en fin, alvorlig, stundom lidt tung,
men aldrig banal eller sødlig Stemning. Og lidt efter lidt
steg Beundringen for denne Kunstner, der samtidig med,
at han blev sig selv tro, syntes at faa en stadig voksende
Evne til at skildre de store, skønne og alvorsfulde Linier
i Naturen. Med de store Billeder fra Villa d’Este ... bar
han endelig den Sejr hjem, han saa længe havde fortjent.«
1 Anledning af la Cours 70 Aarsdag havde samme For-
ening i 1907 paany arrangeret en stor Udstilling af hans
Arbejder. »111. Tidende« skrev bl. a. følgende derom: »En
saa stor Udstilling af Landskabskunst løber let den Fare
at blive lidt ensformig, selv hvor Emnerne er hentet fra
vidt forskellige Steder og Lande ... naar denne Udstilling
dog saa langt fra gør det, skyldes det et saa stærkt og rigt
Personlighedspræg, som vel ingen nutidig dansk Land-
skabskunst har Mage til. Janus la Cour har en ganske egen
Evne til helt at fylde sine Billeder med Stemning, hvert en-
kelt gør det Indtryk, som om han allerinderligst havde
ladet netop det Motiv og den Følelse fylde sig helt, gen-
givet det med hele den Magt og Rigdom, han raader over.
Dog ikke saaledes at forstaa, at Følelsen og Stemningen er
ham det eneste; tværtimod, der er vel ingen dansk Land-
skabsmaler, der i samme Grad som han har Øjet aabent
for Formen, baade i Helheden og Detaillen, men det er
netop denne inderlige og sjældne Forening af begge Dele,
der bevirker, at han aldrig bliver trættende, og at man
stadig finder nyt at glæde sig over i disse Billeder.«
Som man vil se, var det ikke blot en begejstret, men til-
lige en klog og rammende Karakteristik, Anmelderen gav.
Længere fremme omtaler han, hvor betydningsfulde de

mange Udenlandsrejser blev for la Cour, idet nogle af hans
allerbedste Billeder har deres Motiver fra Bjærgene og fra
Italien, saaledes Billedet »Aften ved Nemisøen«, der be-
tegnes som »ikke alene et af hans, men i det hele taget et
af dansk Kunst skønneste Arbejder.«
Hvem der har skrevet de to sidst anførte Artikler, har
jeg ikke faaet oplyst, men af navngivne Bedømmere skal
jeg citere et Par. Sophus Michaélis samlede sin
Vurdering i disse Linjer: »la Cour er vedbleven at staa
som en af de mest udprægede Repræsentanter for den
nationale, danske Landskabskunst, efter Mesterens Død
Hovedmanden i den Skovgaard’ske Skole, formsikker og
ærlig i Naturgengivelsen, i sit Følelsesudtryk rolig, beher-
sket og hjertelig, ikke sjælden vemodsfuld i Stemningen.«
Emil Hannover skrev i »Danmarks Malerkunst«, efter at
have omtalt en Række samtidige Kunstnere, Foss, Thoren-
feld, Aagaard, Friis og Fritz m. fi., saaledes om la Cour,
hvilket altsaa er skrevet c. 1900—1901: »Langt over dis-
se stod og staar den Dag i Dag Skovgaards Elev, la Cour,
et stort formelt Talent, en aristokratisk Kræser, en Vælger
af Motiver med stilfuld Storhed i Linjerne ... alt i alt en
Kunstner, hvis yderst soignerede, slebne, formfuldendte
Billeder altid var en Pryd for vore Udstillinger.« Endelig
udtalte daværende Akademisekretær P. Johansen ved
Aarsfesten 1910 bl. a. følgende i sin Mindetale over la
Cour: »... skønt hans Væsen var saa nær i Slægt med den
danske — den jydske — Natur, havde han tillige mere
end nogen anden Evne til at kunne forstaa og tolke
fremmed Natur: Italiens klassiske Stilfuldhed, Alper-
nes mægtige Bjærge . Han arbejdede med en
stærk, tungsindig Alvor, med staalspændt Flid, der lod
ham ligesom mejsle sine Billeder plastisk skarpe og faste i
Form og Stemning — en Stemning, der gerne fik Styrke
af hans særegne Sans for det monumentale i Ensomheden
og Tavsheden ...«
D’Hrr. Anmeldere af Dagspressen, som fornylig behand-
lede la Cour saa ublidt, vil maaske til disse Citater sige:
ja vist, det var dengang! Men dels er jo ikke alle Citater-
ne at betegne som rene Gravfund, dels kan jeg give dem
min personlige Garanti for, at Fremtidens la Cour-Opfat-
telse skal komme til at slutte sig til Fortidens paa en
Kunstneren mere værdig Maade, end den af d’Hrr. præste-
rede Døgnkritik.
Rikard Magnussen.


Monte Rosa. 1900

28