Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

hed og sanselige Yn-
de, der ellers er over
hans Arbejder, den
usvigelige sikre Sans
for det organiske,
Gratien og Finheden i
Detailopfattelsen, er
der ikke meget af i det
udstillede ret bomba-
stiske Forarbejde. Det
er som om Henning
taber Overblikket,
naar han kommer op
i det store Format, de
svulmende Former er
blevet uskønne Knuder
og Ophovninger, fordi
de i Modsætning til en
Kunstner som f. Eks.
Kai Nielsen ikke er
organisk rigtigt motiverede. Nu er Gips jo et saa uhel-
digt Materiale som tænkes kan og Henning har ikke gjort
det bedre ved at camouflere en Sandstensbehandling, men
naar man erindrer den Metamorfose Bjergs pragtfulde
Danaide gennemløb fra Gips til Bronce, har man jo end-
nu Lov til at haabe det bedste.
Mogens Lorentzen causerer i Aar letvindt over Toulouse
Lautrec og Edvard Munch, af Maleren Mogens Lorentzen
er der ikke ret meget, maaske et Par smaa følsomme graa-
grønne Landskaber — maaske. Portrættet af Salonhumori-
sten med den høje Hat paa Baggrund af svagt rødmende
Varietéplakater er en virkelig selvironisk Idé.
I samme Sal som Lorentzen hænger Knud Kyhns Ar-
bejder. Oliebillederne er i Aarenes Løb blevet lidt manie-
rede, det er gaaet ud over det friske Vejr og Vind, der
altid var over Kyhns Billeder. Men en lille Ramme med
Tegninger efter Heste
er sikkert og morsomt
gjort.
Høst, hvis Land-
skaber trods de lidt
hektiske Farver, var
nogle af de bedste paa
Udstillingen i Fjor, er
i Aar mærkelig mat og
usikker, to af de fem
udstillede Arbejder,
Nr. 176 og Nr. 177,
svinder hen i det rene
ingenting. Mærkeligt
er det, at en kolori-
stisk Begavelse som
Høst ikke tager et vir-
keligt Livtag med sin
Kunst, han burde ha-
ve Betingelser for at
blive en dansk Kar-
sten, omend i born-
holmsk Format, men
man har Fornemmel-

sen af, at Høst er for
forsigtig og ømtaale-
lig over for de først
opnaaede tilfældige
Virkninger, er bange
for at tørre Billedet ud
og begynde forfra
igen.
Axel Bentzen har
ret let ved at gøre sig
gældende i Aar, han
er Høsts polære Mod-
sætning, hans Land-
skaber er formede
med stor Energi, men
maaske er det en lidt
grovkornet Musik, det
er som om der ikke
ligger et tilstrækkeligt
indtrængende Natur-
studium bag. Men han gør et prisværdigt Forsøg paa at
neddæmpe den ultramarinblaa Farve paa sin Palet, der
ogsaa var helt ved at tage Magten fra ham. Selvportræt-
tet er det bedste han endnu har malt, finere og mere rigt
moduleret end de ret talrige Selvskildringer, han i de se-
nere Aar har udstillet.
Der er ved at gaa Mode i Niels Bjerre, og det skal vil-
ligt indrømmer, at han i Reglen bevæger sig paa et sik-
kert, men noget tørt malerisk Grundlag, men der kommer
let noget irriterende souveniragtig over en hel Væg be-
hængt med lige store prospektkortmæssigt afskaarne Land-
skaber. Han var unægtelig nok saa gediegen i gamle Dage
paa den Fri Udstilling i Farimagsgade.
En Kunstner som Møhi Hansen har paa Grund af sin
ikke helt »tidssvarende« Udtryksmaade let ved at blive
overset og altid kan man ikke give ham Ret i hans taage-
slørede Syn paa dansk
Natur, men der er
en monumental Høj-
hed og Ro i Slægt
med gammel dansk
Landskabstradition
over hans Arbejder.
Det er en konsekvent
Kunstner, der har op-
fattet og malt det sto-
re Billede Nr. 222 Dy-
rehaven og Nr. 223
Fritstaacnde Ege. Der
er en Kvalitetsforskel
mellem de Arbejder og
det man ellers faar
serveret som patente-
ret dansk Dyrehave-
maleri.
Det er, som meget
tidt bemærket, ingen
misundelsesværdig
Stilling at være en
stor Mands Søn, naar


Harald Hansen: Bjerge. H. 200, B. 280.


Ernst Z e ut hen: Sol over Havet. H. 39, B. 45.

34