Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

Dronning Alexandras Salvning, c. 1905

sig saa godt som Regeringens Gæster, at de ikke vilde
rejse igen. Tilsidst lod Hofmarskallatet dem meddele, at
fra den og den Dato »betragtedes de som af rejst«, hvor-
efter de selv maatte afholde Udgifterne ved deres Forbli-
ven. Alle de Heste, som brugtes til Processionen, var om-
hyggelig udvalgt og trænet i Forvejen, for at der ikke
skulde ske Ulykker paa Toget gennem Byen.
En hel Uge i Forvejen var de hver Morgen tidlig bleven
behandlet paa den Maade, at hele det kgl. Køkkenpersonale
var udkommanderet i Parken forsynet med Kobberkasse-
roller og alle mulige Redskaber, som kunde frembringe
stor Larm, og gennem dette støjende Geled blev Hestene
redne indtil de overhovedet ikke reagerede ved nogen Art
Støj. De, der ikke kunde vænnes til, blev kasseret. Og dog
var der en Hest, som under Processionen kastede sin Ryt-
ter af paa London Bridge uden Respekt for hans Rang og
Stand.
Da vi Aaret efter kom til London igen for at gøre de
to Malerier færdige — de var præpareret og undermålet
i Kjøbenhavn om Vinteren — fik Tuxen anvist Atelier i
selve St. James Palace, hvor vi havde den store Banquet-
ting Hall paa 1ste Sal til Processionsbilledet og en Have-
sal i Stueetagen til Havebilledet. I Parken udenfor havde
jeg mine Hestemodeller, dem fra de kgl. Stalde var
saa fromme, at de som oftest ikke rørte sig under Sean-
cerne, især var daværende Prins af Wales, senere Kong
Edward d. Vll’s Hest den mest eksemplariske Model.
Groomen spurgte, hvorledes den skulde staa, hvorpaa han

rettede den ind, lagde Tøjlerne over Halsen og satte sig
selv i Skyggen og røg Cigaretter, medens jeg malede. Der-
imod var Hestene fra det Kyradserregiment, som dannede
Eskorte, ganske anderledes uregerlige, de var ikke dres-
seret til at være fromme.
Under Samarbejdet med Tuxen paa disse Billeder, som
strakte sig over to Aar, fik jeg Lejlighed til at beundre den
Energi og den utrættelige Arbejdsevne, han var i Stand
til at udfolde, og som det var mig umuligt at holde Trit
med. Skønt det var bundne Bestillingsarbejder, tum-
lede og eksperimenterede han paa næsten alle tænkelige
Maader for at faa det mest mulige ud af den maleriske
Virkning. Ikke alene om Dagen under Arbejdet, men ogsaa
om Natten laa han ofte og udspekulerede Problemer og tek-
niske Fremgangsmaader, som saa blev prøvet den følgende
Dag, hvilket gav noget springende i hans Arbejdsmaade,
som kunde virke trættende. Da der skulde bestilles Lær-
red til det store Processionsbillede, bestemte han sig for at
anvende sugende Lærred, som dengang var begyndt at
komme paa Mode. Han havde den Plan at male det
å la prima, saa at det kom til at virke mat i Ret-
ning af al fresco Maleri. Det kunde maaske have været
gennemført, men da vi med stort Besvær havde faaet det
malet igennem første Gang — det sugende Lærred var
meget tungt at arbejde paa —, blev han paa det rene
med, at han ikke kunde faa Glansen og Pragtudfoldelsen
rigtig frem med den matte Teknik, og derfor blev den op-
givet, og efter Ankomsten til London, hvor Billedet sku'lde

41