Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

gøres færdigt, tog han fat med fed Oliefarve over det hele,
og saa Farvel Fresco-Virkning. Billedet af Flavefesten
blev ikke anlagt paa sugende Lærred. Tuxen eksperimen-
terede med Valører og stemte forskellige Partier af Pro-
cessionsbilledet paa forskellig Maade fra Dag til Dag, men
da han en Morgen kom paa Atelieret og meddelte, at han
havde bestemt sig for at prøve en pointilistisk Teknik over
det hele, gjorde jeg Oprør og sagde, at han gerne kunde
male Rytterne »pointilistisk«, hvis han havde Lyst, men
Hestene vilde jeg ikke være med til at behandle paa den
Maade, det mente jeg var Dyrplageri. Det var nu ikke
fordi Hestene var for gode,
men jeg gruede for det store
Arbejde, som jeg var sikker
paa igen vilde blive opgivet,
og det lykkedes mig virke-
lig at faa ham fra det.
Han havde sin Familie
med i London den anden
Sommer, og vi boede i et
Hus, som han havde lejet,
saavidt jeg husker, paa So-
ho square, og vi levede der
hyggeligt sammen uden at
have nogen synderlig en-
gelsk Omgang.
En Gang indførte Tuxen
mig i en engelsk Kunstner-
klub, som han var Medlem
af, men det gik temmelig
stift og kedeligt til paa sin
engelsk med Tjener ved
Døren o. s. v. Jeg tror nok
de engelske Kunstnere saa
lidt skævt til den danske
Maler, som løb af med alle
Bestillingerne til Kongefa-
milien, hvilket vel ikke var
saa sært.
I Forbindelse med Rege-
ringsjubilæet var der en Udstilling af alle de officielle
Malerier vedrørende Kongehuset, som var udført siden
Dronning Victoria kom paa Tronen. Af Billederne fra den
seneste Tid bar Tuxens absolut Prisen efter mit Skøn,
baade hvad Komposition og malerisk Virkning angik; de
samtidige engelske Billeder kom ikke stort ud over en
affabel Portrætlighed som paa et Fotografi.
Tuxen elskede at tumle med prægtige Farvesanrmen-
stillinger, men han søgte altid at faa reelle Ting at male
efter og søgte saa nøje som muligt at gengive Virkningen
af det han malede. Naar V. Wanscher i sin Nekrolog over
ham i »Politiken« skrev, at Tuxen elskede smukke Farver,
men tog det vist ikke altfor nøje, om de lignede det han
malede efter, saa er det ikke rigtigt, Tuxen tilhørte Rea-
lismens og Naturalismens Tid fuldt ud og arbejdede meget
med at fremstille det, han havde for sig, saa nær op ad
sit Synsindtryk som muligt.
Til Brug for Udarbejdelsen af Processionsbilledet havde
Prinsen af Wales stillet en mægtig Kuffert til Raadighed,
fyldt med Alverdens Ordensdekorationer, samt en Mængde

Uniformsgenstande, og han var meget interesseret i, at
enhver af de fyrstelige Deltagere i Processionen fik, hvad
der kunde tilkomme ham af Ordener. Prinsen forhørte sig
ogsaa om, hvorvidt Tuxen var fornøjet med Installationen,
og om der var bekvem Adgang til Toiletrum. Tuxen sva-
rede, at der var et saadant nede i Stuen bag Havesalen.
Det er altfor langt borte, sagde Prinsen; der er et heroppe
ved Siden af Festsalen, det skal jeg sørge for, at De faar
Adgang til.
Jeg stod undertiden Model for Tuxen, medens han
malede en eller anden Uniform eller Bispekaaber, hvoraf
der var nogle meget smuk-
ke. En Dag stod jeg i
en pragtfuld engelsk Feld-
marschal Uniform med Ryg-
gen mod Lyset, da den
danske Gesandt, Kammer-
herre Bille kom paa Be-
søg; da han fik Øje paa
mig, kom han heninrod mig
med ærbødig Reverens i den
Tro, at han havde en virke-
lig Feldmarschal for sig.
Da han opdagede Fejltagel-
sen blev han flov og aaben-
bart gal i Hovedet over at
have ladet sig narre, men
det kunde jeg da ikke gøre
for. Tuxen grinede, hvilket
ikke gjorde Sagen bedre, og
han tog temmelig hurtig Af-
sked. Fru Tuxen sad under-
tiden ogsaa Model, iført
Dametoiletter fra Festen.
Saaledes sad hun i den
pragtfulde hvide Atlaskes-
robe, helt besat med Per-
ler, som Prinsessen af Wa-
les bar paa Jubilæumsda-
gen, hun sad paa Forsædet
i Dronningens Vogn ved Siden af Prinsesse Christian af
Slesvig-Holsten, Dronningens Datter.
Tuxen var indtaget i Englænderne og i engelske Sæder
og Skikke, men det var ellers undertiden mærkeligt, hvad
selv Englændere af de højere Klasser kunde præstere af
Formløshed, de er ikke i Besiddelse af den lette Om-
gangstone overfor Fremmede, som udmærker Fransk-
mændene. Til Gengæld er de meget mere reelt hjælp-
somme overfor dem, som er rekommanderet til deres
Omsorg, end Franskmændene plejer at være. Der boede
en Palæ-Inspektør paa St. James, som ingenlunde var no-
gen underordnet Funktionær, han var vist oprindelig Ar-
kitekt. Af og til kom han ind og passiarede med os, mens
vi arbejdede, og vi var meget gode Bekendte. Han præ-
sterede en Dag at lukke et Selskab ind ad en Tapetdør
i den Sal, hvor vi arbejdede paa Processionsbilledet, gik
frem foran det uden at tage Notits af os og demon-
strerede forskellige Ting for de Fremmede, hvorpaa hele
Selskabet marcherede ud af en anden Dør uden hverken
»Goddag« eller »Farvel«, ikke at tale om Præsentation.


Nina og Bedstemor paa Skagen 1902.

42