Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

kæmpende Anskuelser, fordi Maleri for ham ikke er tæn-
keligt uden Harmoni og Skønhed — en saadan Kunstner
bliver i Kamptider let udsat for Partigængernes Mistænk-
somhed — isoleret, og befinder sig en skønne Dag staa-
ende udenfor Samfundet — Udstillingen.
Det kan være et Spørgsmaal, hvem der i Længden taber
mest ved en saadan Handel. Udstillingen, der af ukunst-
neriske Aarsager har gjort det umuligt for traditionstro
Kunstnere at søge den, eller Kunstneren, der maa und-
være denne maaske endnu krafthavende officielle Aner-
kendelse at henvise til. Som Sagerne imidlertid har stillet
sig, Udstillingens fortsatte intolerante Behandling af an-
derledes Tænkende, end gængs er paa Bjærget, og deraf
følgende manglende Kontakt med visse Dele af Standen,

er vi stærkt tilbøjelige til at tro, at der ligger en væsent-
lig Fare for denne som Institution, idet flere og flere vil
gøre den Opdagelse, at Undværet af Udstillingen ikke er
ensbetydende med aandelig og legemlig Død; en Frygt,
man vistnok hidindtil har ment stærk nok til at knytte
selv halvt modvillige til Sagen.
Denne for Personligheden og derved for det kunstneri-
ske Arbejde saa kostelige Lære har Hugo Larsen i fuldt
Maal erhvervet sig i de siden 1913 forløbne Aar, og hans
oprindelige følsomme Modtagesans og stærke Lune til at
gengive den Natur, som er god Kunsts Prøvesten, har saa-
vist intet lidt derved — tværtimod.


DANSK LITTERATUR I 1927

Jørgen Bukdahl fortsætter sin Litteraturoversigt for det forløbne Aar (den afsluttes i
næste Nr.) med en indgaaende Omtale af Johannes V. Jensens: „Dyrenes Forvandling".
II.

Johs. V. Jensens Bog »Dyrenes Forvand-
ling« (Gyldendal) ved jeg ikke rigtig, hvor
jeg skal placere. Det er baade en poetisk
og ræsonnerende Bog. Og man er ikke altid
klar over, hvor det ene begynder og det
andet hører op. — Det er en Slags Zoologi
skrevet med en bestemt Forestilling om
Udviklingens Forløb. -— Store Dele af
den kan læses som skønlitterær Bog,
især den pragtfulde Begyndelse. Johs.
V. Jensen er dog altid Sprogets fabelagtige
Betvinger. Skallesmækkerstil, knock-about-
Stil siger de æstetisk forargede, naar han
viser sig i Ringen. Men disse er ogsaa
gerne blevet slaaet ud i første Omgang. Og
de hæfter sig blot ved særlige Tricks i
Johs. V. Jensens Syntaks. En vis paagaa-
ende Kortfattethed i Udtrykket, en Glose,
der pludselig løftes op og tænder Illusio-
nen, en eventyrlig fin Sansning blusser
pludselig ud i en Sætning, hans Nerve-
system modtager paa Bølgelængder, vi an-
dre ikke gør os Anelse om, fra Rummet,
Omverdenen, og navnlig fra det tabte Land
inde i ham selv, Farsøs Barneverden. I
Kapitlet »Paa Bakken« og »Ormen«. Han
er her ude at fiske med sin lille Søn og
mindes sin egen Barndomsverden. Disse to
Verdeners Sammenstød ler, græder, funk-
ler og skinner i hans Stil. Disse Kapitler
hører til de blankeste Stykker dansk Poesi.
Der er en egen høstlig Klarhed over dem,
en fin og flygtig Sødme efter en Sommer
paa Flugt. Han tænker tilbage. Den lille
Mand paa fire Aar tænker frem, Livet og
Døden har her et tyst Møde under Johs.
V. Jensens Tekst. Det dugger af Stilen:
»For mig med min Erfaring er Mosen og
Dagen som alt andet kun en flygtende
Stund, som er belastet med mange Tan-
ker, vendt mod en Fortid de fleste; for ham
vil det lille Ophold ved Tørvegraven blive
grundlæggende Træk i hans Erindring, et
uforgængeligt Præg af de unge Celler, for

hele Livet. Hvad der for den ene Genera-
tion er Livets Kyst er Gravens Bred for
den anden.« — Saa smukt falder Høstlyset
over Johs. V. Jensens Prosa. Den gamle
Jordomsejler spiller med Sordin og faar
listet endnu dybere Klange af Skønhed op
af sit Instrument. —
Men i sin Komposition gaar han lige hid-
sig paa i denne Bog som i de andre. Denne
Bogs Mening udover den skønne Poesi er
at fastholde en sammenhængende Udvik-
ling indenfor Dyreriget, der slutter med
Mennesket. Jeg er ikke i Stand til at vur-
dere Bæreevnen af hans naturhistoriske
Betragtninger. De lærde om det. Men hans
Mening set i Sammenhæng med de senere
Arbejder er klar nok: Mennesket skal gaa
paa Plads i Udviklingens store Sammen-
hæng og alene føle sig medsammensvoren
med den Verden, der er Udviklingens Val-
og Kampplads. Det er dette, man kalder
Naturalisme. Som det højeste Udtryk for
Udviklingen skal Mennesket være sig selv
nok, naturligvis ikke i social Forstand, i
hin Medsammensvorenhed ligger ogsaa en
filantropisk Forpligtelse, men i individuel.
— M. a. O. For Johs. V. Jensen er Udvik-
lingslæren ikke alene en Forklaring paa
Livets Sammenhæng, men ogsaa paa Livets
Mening og Formaal. Er en Religion. Han
vender da skarp Front mod Kristendom-
men og enhver religiøs Metafysik. For ham
slog Darwins »Arternes Oprindelse« Bibe-
len ihjel, ikke alene dens Naturforklaring,
men dens Menneskeværdsættelse. Der er
noget konsekvent i hans Holdning her, selv
om man ikke undgaar en Følelse af, at der
er noget sammenbidt anstrengt i den. Hvor-
for de stadige utidige Udfald mod Kristen-
dommen, naar dog Darwins »Beagel« har
sejlet den stakkels Noahs Ark i Sænk?
Hvorfor har han lagt Digtningen til Side
og ihærdigt gaaet paa Korstog for en Me-
ning, der efter sin Udformning mere er et

Vækstvilkaar end et Vækstformaal. Vil han
hermed døve noget af en Tvivl i sit Hjerte
om sin Tros Tilstrækkelighed? Thi Evolu-
tionslæren er jo ingen Moral, den er et
Synspunkt, den placerer Mennesket, den
værdsætter det ikke. Om den er Løgn eller
Sandhed er ret ligegyldigt, naar Talen er
om Menneskets Sjæl. Og det er der Slaget
skal staa. Det er muligt, at vi fysiologisk
har en eller anden Halvabe til Fætter, men
vi er af en anden Aand, som Luther sagde,
og det er det afgørende. Det er ligegyldigt
for Aanden, om Jorden er rund eller flad,
om Jorden gaar rundt Solen eller omvendt,
om vi er Lamorckister eller Darwinister
eller gammeldags Lutheranere; det kan in-
fluere paa vore Overvejelser angaaende
Tilværelsens sande Sammensætning, det
kan pirre den højere Form for Nysgerrig-
hed, der hedder vor Erkendelse, og vi er
glade til. Der er Gaader nok at opklare,
og der vil altid være en Grad til Rest, og
en Vandring paa en Vej, der rent videnska-
belig er uden Ende, er ligesaa god som
ingen Vandring, men alt dette har intet at
sige overfor de Overvejelser, Aanden gør
angaaende den Menneskeværdighed, der er
dens moralske Basis, og denne Menneske-
værdigheds Skæbne i Tilværelsen, der er
dens daglige Frygt og Haab. Det er her,
det religiøse begynder, ganske uafhængig
af enhver Naturforklaring.
Der skal ikke filosoferes videre om dette,
saa meget mere som Johs. V. Jensen lover
os en Fortsættelse af »Dyrenes Forvand-
ling«, han vil kalde »Aandens Stadier«. Fol-
det er jo her det gælder. Det er morsomt
at vide, hvordan vi er blevet til, men det er
afgørende at vide, hvordan vi er til. At
være eller ikke være, ak! Hamiets Replik
er lige enig og lige tungsindig. Men med
dette Spørgsmaal begynder Aandens Sta-
dier.
Jørgen Bukdahl.

47