DOI Heft:
Nr. 4 (April 1928)
DOI Artikel:Borch, Orla Valdemar: Udstillingen af fransk Malerkunst
DOI Seite / Zitierlink:https://doi.org/10.11588/diglit.31881#0105
Hidsende som gammel glødende Vin er Delacroix’ Kunst,
men uden at gøre sig skyldig i Helligbrøde kan man vel
nok sige, at Rebekkas Bortførelse med Motivet efter Wal-
ther Scotts Ivanhoe i sine krappeVirkninger er en giftig
Cocktail, selv om Ordet Cocktail er af ret moderne Op-
rindelse.
Paa Vej til Golgatha, Kristus segnende under Korset,
øjensynligt stærkt paa-
virket af Rubens Kors-
dragelse, som vi ejer en
Skitse til paa Galleriet,
fordunkler ikke Rubens
hverken i Farve eller
Stemningsfylde. Der er
noget udvendigt teater-
agtigt over Kristusskik-
kelsen, som, selv om en
stor Kunstner har gjort
det, ikke gør det mere til-
talende. — Delacroix’
Ungdomsarbejde af sig
selv som Hamlet (alle
Romantikeres Skytspa-
tron) er i sine skønne
molklingende, dybe sor-
te og flaskegrønne To-
ner og fint diferentierende Farvefornemmelse en direkte
Forløber for Manets Absinthdrikker. Men Delacroix’ sande
Storhed kommer til sin fulde Ret i Portrættet af George
Sand, Brudstykket af det store Billede med Chopin ved Kla-
veret, det er i sine bløde brune og sorte Farver stemt op
mod en rødligbrun Bag-
grund et udpræget ko-
loristisk Mesterværk.
Hænderne er særlig
udtryksfuldt malet, de
fatter skælvende og
nervøst om et gullig-
hvidt Tørklæde; ved
sin aandfulde Karakte-
ristik af den lille For-
fatterinde med det ret
sanselige Ansigt er det
hævet op i en Sfære
som Chopins Musik,
hinsides godt og ondt.
Hvis man ikke vidste
det, føler man i dette
Arbejde Delacroix’ dy-
be Kærlighed til Musi-
kens ulegemlige ab-
strakte Kunst. — Bevi-
serne, der aldrig fattes, men aldrig fæstnes. — Selvportræt-
tet fra Louvre har i sin fornemme Holdning inspireret Ha-
rald Giersing til det ypperlige Selvportræt, han har malet
paa Træ, og som tilhører en kjøbenhavnsk Kunsthandler
eller Samler. I det hele taget ligger denne Udstillings
store og maaske største Betydning først og fremmest deri,
at den viser, hvilket stærkt Slægtskab, der er mellem de
franske banebrydende Kunstnere, der paa deres Tid var
»moderne«, og som man ved, dengang et Forargelsens
Tegn, og vore Dages unge Kunstnere, der arbejder med
de samme Problemer: Form, Farve og Komposition — og
ikke lader sig nøje med ligegyldige, Kunsten uvedkommen-
de Naturefterligninger, der kun tilfredsstiller en besynderlig
Art af Samvittighedsfuldhed — og derfor høster samme
forstaaende Tak af en konservativ indstillet Nutids-Kritik.
Historien gentager sig
som bekendt. — Dela-
croix skrev i sin Tid en
Ordbog for Kunstnere,
hvori han bl. a. omtalte
Grunden til Kunstens
vanskelige Kaar:
»Den Forandring, der
er foregaaet i Aandsliv
og Sæder er mere Skyld
deri end Manglen paa
store Kunstnere; hver-
ken i det syttende eller
attende og heller ikke i
det nittende Aarhun-
drede manglede store
Talenter. Den alminde-
lige Mangel paa Smag,
Middelklassens tiltagen-
de Rigdom, en ufrugtbar Kritiks stadig voksende Autoritet,
hvis Ejendommelighed det er at opmuntre Middelmaadig-
heden og bekæmpe de store Talenter —«.
Det passer vel nogenlunde den Dag i Dag.
Den elskelige Corot, Sølvtonernes milde Mester, sikkert
en af de fineste maleri-
ske Begavelser, Verden
har ejet, lige stor som
Maler og som Menne-
ske, og om hvem der
fortælles, at naar unge
Malere tvunget af Nød
og Elendighed, af og til
maaske ogsaa af Let-
sindighed, havde kopie-
ret et Billede af ham,
og gik op til den gamle
Mester med det, var
det blot nogenlunde ta-
lentfuldt gjort, satte
han, velvidende om Ge-
nistregen godmodigt sit
Navn med de let kende-
lige spredte Bogstaver
under Billedet. Derfor
findes der vistnok flere
falske Arbejder af Corot spredt rundt omkring i Verden
end af nogen anden Kunstner.
De Arbejder, der er udstillede paa Glyptoteket, er der-
imod ægte nok. Det lille Billede Tiberen, Poussins Spad-
serevej, kunde man have undt Albert Gottschalk at se. Gott-
schalks Kunst er en hel Del i Slægt med dette Arbejdes
fine koloristiske Stemning. Corots Billeder fra den Periode,
hvor Taagen ligesom har lettet over Landskabet og blevet
Jean-Baptisk-Ca mille Corot (1796—1875): Tiberen. „Poussins Spadserevej".
Malet omkr. 1826/28 (32X50 cm).
Gustave Courbet (1819—1877): Bruden pyntes (188X252)
55
men uden at gøre sig skyldig i Helligbrøde kan man vel
nok sige, at Rebekkas Bortførelse med Motivet efter Wal-
ther Scotts Ivanhoe i sine krappeVirkninger er en giftig
Cocktail, selv om Ordet Cocktail er af ret moderne Op-
rindelse.
Paa Vej til Golgatha, Kristus segnende under Korset,
øjensynligt stærkt paa-
virket af Rubens Kors-
dragelse, som vi ejer en
Skitse til paa Galleriet,
fordunkler ikke Rubens
hverken i Farve eller
Stemningsfylde. Der er
noget udvendigt teater-
agtigt over Kristusskik-
kelsen, som, selv om en
stor Kunstner har gjort
det, ikke gør det mere til-
talende. — Delacroix’
Ungdomsarbejde af sig
selv som Hamlet (alle
Romantikeres Skytspa-
tron) er i sine skønne
molklingende, dybe sor-
te og flaskegrønne To-
ner og fint diferentierende Farvefornemmelse en direkte
Forløber for Manets Absinthdrikker. Men Delacroix’ sande
Storhed kommer til sin fulde Ret i Portrættet af George
Sand, Brudstykket af det store Billede med Chopin ved Kla-
veret, det er i sine bløde brune og sorte Farver stemt op
mod en rødligbrun Bag-
grund et udpræget ko-
loristisk Mesterværk.
Hænderne er særlig
udtryksfuldt malet, de
fatter skælvende og
nervøst om et gullig-
hvidt Tørklæde; ved
sin aandfulde Karakte-
ristik af den lille For-
fatterinde med det ret
sanselige Ansigt er det
hævet op i en Sfære
som Chopins Musik,
hinsides godt og ondt.
Hvis man ikke vidste
det, føler man i dette
Arbejde Delacroix’ dy-
be Kærlighed til Musi-
kens ulegemlige ab-
strakte Kunst. — Bevi-
serne, der aldrig fattes, men aldrig fæstnes. — Selvportræt-
tet fra Louvre har i sin fornemme Holdning inspireret Ha-
rald Giersing til det ypperlige Selvportræt, han har malet
paa Træ, og som tilhører en kjøbenhavnsk Kunsthandler
eller Samler. I det hele taget ligger denne Udstillings
store og maaske største Betydning først og fremmest deri,
at den viser, hvilket stærkt Slægtskab, der er mellem de
franske banebrydende Kunstnere, der paa deres Tid var
»moderne«, og som man ved, dengang et Forargelsens
Tegn, og vore Dages unge Kunstnere, der arbejder med
de samme Problemer: Form, Farve og Komposition — og
ikke lader sig nøje med ligegyldige, Kunsten uvedkommen-
de Naturefterligninger, der kun tilfredsstiller en besynderlig
Art af Samvittighedsfuldhed — og derfor høster samme
forstaaende Tak af en konservativ indstillet Nutids-Kritik.
Historien gentager sig
som bekendt. — Dela-
croix skrev i sin Tid en
Ordbog for Kunstnere,
hvori han bl. a. omtalte
Grunden til Kunstens
vanskelige Kaar:
»Den Forandring, der
er foregaaet i Aandsliv
og Sæder er mere Skyld
deri end Manglen paa
store Kunstnere; hver-
ken i det syttende eller
attende og heller ikke i
det nittende Aarhun-
drede manglede store
Talenter. Den alminde-
lige Mangel paa Smag,
Middelklassens tiltagen-
de Rigdom, en ufrugtbar Kritiks stadig voksende Autoritet,
hvis Ejendommelighed det er at opmuntre Middelmaadig-
heden og bekæmpe de store Talenter —«.
Det passer vel nogenlunde den Dag i Dag.
Den elskelige Corot, Sølvtonernes milde Mester, sikkert
en af de fineste maleri-
ske Begavelser, Verden
har ejet, lige stor som
Maler og som Menne-
ske, og om hvem der
fortælles, at naar unge
Malere tvunget af Nød
og Elendighed, af og til
maaske ogsaa af Let-
sindighed, havde kopie-
ret et Billede af ham,
og gik op til den gamle
Mester med det, var
det blot nogenlunde ta-
lentfuldt gjort, satte
han, velvidende om Ge-
nistregen godmodigt sit
Navn med de let kende-
lige spredte Bogstaver
under Billedet. Derfor
findes der vistnok flere
falske Arbejder af Corot spredt rundt omkring i Verden
end af nogen anden Kunstner.
De Arbejder, der er udstillede paa Glyptoteket, er der-
imod ægte nok. Det lille Billede Tiberen, Poussins Spad-
serevej, kunde man have undt Albert Gottschalk at se. Gott-
schalks Kunst er en hel Del i Slægt med dette Arbejdes
fine koloristiske Stemning. Corots Billeder fra den Periode,
hvor Taagen ligesom har lettet over Landskabet og blevet
Jean-Baptisk-Ca mille Corot (1796—1875): Tiberen. „Poussins Spadserevej".
Malet omkr. 1826/28 (32X50 cm).
Gustave Courbet (1819—1877): Bruden pyntes (188X252)
55