Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

bre Uhygge i Slægt med
Edgar Poe, er alle dis-
se rædselslagne gestikule-
rende Menneskeskikkelser
fast og sikkert kompone-
rede ind i Billedet, der trods
det vanskelige Emne er roligt
og monumentalt i Holdnin-
gen; selv de blaasorte
Uvejrsskyer er som paa et
Skaberbud standset og holdt
fast paa deres ilende Fart
gennem Rummet.
Delacroix, der jo selv var
stærkt paavirket af Géri-
cault, mente han var for
lærd, hvis det er denne Lær-
dom, der er Skyld i hans ro-
lige, velovervejede Billed-
komposition, hvor bevæget
end Motivet var, har man
kun Grund til at være glad
for det.
Géricaults Sindssyg Kvin-
de, »malet efter Opfordring
af Hospitalets Læge for at
tjene som karakteristiske
Prøver paa de forskellige
Sindssygearters fysiologiske
og psykologiske Ejendom-
meligheder«, er et stærkt og
selvfølgelig efter Motivets
Art meget ejendommeligt
Arbejde. Man mærker her
Géricaults indtrængende Studium
af Frans Hals. Farven er i sine
sorte, hvidlige og graagrønne To-
ner lige saa raffineret, men Géri-
caults Penselføring er mere
spids og forsigtig, han har ikke
Frans Hals’ djævleblændt virtuo-
se, brede Oliestrøg.
Som Tegner er han, trods det
lidt tørre, der var i Tidens Manér,
lynsnar og sikker i sit rammende
Udtryk for Bevægelsen. Garder-
jæger Officer — tegnet med Sort-
kridt paa graat Papir — med den
stejlende Hest, og fremfor alt
Skitsebogsbladet med Katte- og
Tigerhoveder, hvor han har fun-
det det rigtige Udtryk for Grum-
hed og Ynde, viser ham som Teg-
ningens Mester, maaske knap saa
sikker og udadlelig som Ingres,
men mere levende.
Af de »mindre« Aander tiltræk-
kes man af et Billede Ringerne af
Genremaleren Decamps. Det er
maaske lidt illustrationsagtigt,

man mærker maaske for
meget den drevne Karikatur-
tegner (Decamps var i flere
Aar knyttet til »Le Chariva-
ri«), men det er et morsomt
og fornøjeligt Arbejde, de
fire Mænd, der slider i det
med Klokkerebet, hvoraf
den ene er ved at tabe sine
dodenkoprøde Bukser er Be-
vægelsen ypperlig grebet og
fastholdt. Der er smeltende
varmt i Klokketaarnet, der-
for bliver der aabenbart
drukket bravt deroppe. Gul-
vet flyder med tømte Vin-
flasker, og det afsidesliggen-
de Sted bliver aabenbart
ogsaa benyttet som Smug-
kro af de gejstlige Embeds-
mænd; to ældre Prælater
staar i Baggrunden og po-
kulerer, og den lille Kor-
dreng sniger sig ud af Dø-
ren for at hente ny Forsy-
ning, man kan heraf se, at
det er andre end de fæle Mu-
rersvende paa Stilladset, der
sender Læredrengen af Sted
efter spirituøse Varer. Far-
verne i Decamps Billede er
glødende og mørkstemte,
man ser, at han var Dela-
croix’ samtidige.
Jean Auguste Domenique In-
gres, den store konservative Skik-
kelse i det 19. Aarhundredes fran-
ske Malerkunst, Tegningens Me-
ster, som han indtil Trivialitet er
blevet kaldt, men som vel endnu
er den bedste Betegnelse for ham,
der hævdede Formens og Li-
niens afgørende Betydning for et
Kunstværk.
Man ser endnu med Beundring
Ingres’ skulpturmæssig fast op-
byggede Portrætter, men det, der
taler mest til en, er Portrættet af
Frk. Riviére med dets yndefulde
poetiske Opfattelse af Unpige-
skikkelsen og dets kølige duftige
Farver, det er vel nok et af In-
gres’ mest udprægede koloristiske
Arbejder, og naar man hører, at
Ingres selv satte størst Pris paa
dette Billede af alle de Portræt-
ter, han havde malet, forstaar
man, at han alligevel inderst inde
ikke underkendte Farvens sideord-
nede Betydning, selv om det for

Jacques-Louis David (1748—1825): Pias VII og Kardinial Caprara.
(138X66 cm).

Jean-Francois Millet (1814—1875): Moderlig Omsorg
(29X30 cm).

57